Cistercienser Ordenens historie


Ordenens opståen
Cistercienserordenen blev stiftet i 1098. Tilskyndelsen til ordenens oprindelse var ønsket om at vende tilbage til de tidligere tiders former for religiøst eneboerliv og til de tidligere tiders strenge asketiske livsførelse. Efter nogle mislykkede forsøg lykkedes det i år 1075 for munken Robert fra Champagne, at grundlægge et nyt klostersamfund i Molesmes der ligger mellem Paris og Dijon. Robert var Bennediktiner og dette nye kloster var underkastet den strenge observans af Benedikts regel.

Klosteret fungerede godt i en snes år, men da der opstod nogle uoverensstemmelser, førte det tilat Robert forlod Molesmes og sammen med en snes ligesindede valgte han at trække sig tilbage til et vildsomt område syd for Dijon i bispedømmet Chalon-sur-Saône, hvor han i 1098 grundlagde et abbedi af streng observans i Citeaux. Et år senere befalede pave Urban 2. ham at vende tilbage til Molesmes og han døde som abbed for dette kloster i 1118. Hans trofaste medbroder Aubry efterfulgte ham som abbed i Citeaux (1099-1109), og efter ham fulgte en englænder, Stephan Harding, fra 1109 til 1133. Stephan lod udarbejde Carta caritatis, der kom til at danne grundlaget for alle senere udformninger af den cisterciensiske regel.

Ordenens første periode er beskrevet i et document, Exordium parvum, der indeholder den første regeltekst Instituta monachorum cistercensium de Molismo venientium, som blev udarbejdet, mens Aubry var abbed. De principper, der blev opstillet som regel i disse dokumenter, blev det der forblev det regelsæt som herskende i Cistercienserordenens mest blomstrende periode, nemlig en fattig og enkel livsførelse, der også gennemtrængte det liturgiske liv. I modsætning til cluniacenserne måtte munkene ikke acceptere nogen delagtighed i feudalvæsenet, men skulle arbejde med deres hænder. På grund af den regelmæssighed der opstår i forbindelsen med de kanoniske tider (tidebønnerne), blev det næsten umuligt for dem at gennemføre det manuelle arbejde, derfor blev det senere besluttet at optage lægbrødre skulle passe det daglige arbejde i marken, mens munkene passede det liturgiske liv med den jævne og ensartede rytme i de daglige bønner, således som regelen pålagde dem.

Den endelige udformning af cisterciensernes observans, Carta caritatis posterior, der bl ev affattet efter 1165, oprettede som en styrende instans for hele ordenen et generalkapitel, der årligt skulle samle abbederne fra alle klostrene. Derudover blev det besluttet at hvert kloster have kontrolbesøg af abbeden fra moderklostret en gang om året.

Bernhards ankomst til Citeaux i april 1112 sammen med adelsmænd og klerke fik en afgørende betydning for den nye orden. Da Bernhard var blevet abbed i Clairvaux i 1115, gjorde han især sin indflydelse gældende på to områder. For det første kom hans stærke mystik til at danne såvel teoretisk som teologisk grundlag for den oprindelige kerne i cisterciensernes kald. For det andet bragte hans enorme aktivitet ordenen til at deltage i Kirkens styrelse såvel som i det omgivende samfunds politiske liv. Af de ca. 340 klostre, som cistercienserordenen talte i 1147, var 161 direkte datterklostre af Claivaux. I slutningen af middelalderen fandtes der 700 cictercienserklostre spredt over hele Europa, heraf over 200 i Frankrig (4 i Danmark).

 Da cistercienserne først og fremmest er kontemplative, leverede de mange prædikere som præster til at ledsage korsfarere; de spillede en særlig stor rolle under albigenserkorstoget (1209-1229). I det 13. årh. konkurrerede de med mindrebrødrene på de nyoprettede universiteter. Således oprettede abbeden af Clairvaux, Stephan Lexington, i 1245 Collège Saint-Bernard i Paris. Militære cistercienserordener opstod i Spanien i det 13. årh. Allerede i 1158 havde abbeden af Fitero dannet den militære Calatravaorden, der blev knyttet til Citeaux i 1187.

Storprioren udnævntes derefter af abbeden af Morimond. Calatravaordenen spillede en stor rolle ved generobringen af Spanien helt frem til det 15. årh. I 1489 blev ordenens stormesterværdighed imidlertid forenet med Aragoniens og Castiliens kongedømmer. Først hundredårskrigen (1339-1453) og derefter det Store Skisma i Vesten (1378-1417) svækkede cistercienserordenen såvel som hele den vestlige verden. I Centraleuropa, specielt i Böhmen og Østrig, blev mange klostre ødelagt af hussiterkrigen (1415-1432). I det 16. årh. forårsagede reformationen en sækularisering af mange cistercienserklostre i de skandinaviske lande og på de britiske øer. Da stormen havde lagt sig, havde de overlevende klostre en tendens til at samle sig i mere eller mindre uafhængige kongregationer. I det 17. årh. kom det til en bitter kamp mellem de klostre, der gerne ville følge en lempeligere kurs, og dem, der var opsat på at vende tilbage til den oprindelige strenge observans. Pavebullen In suprema fra 1666 bilagde konflikten ved at indtage en forsonende holdning: fra nu af skulle ordenen rumme to observanser. Efter krisen omkring den franske revolution skete der en fornyelse gennem opdeling i kongregationer. Den reform, som i 1791 blev startet af 26 munke fra la Trappe, der udvandrede til Schweiz for igen at leve efter Citeaux’s oprindelige observans, overlevede i tre trappistkongregationer, som i 1892 efter pavestolens ønske blev forenet i én reformeret cistercienserorden under Notre-Dame de la Trappe ledet af en generalabbed.

 

Dragt: Cisterciensernes dragt består af de samme klædningsstykker som benediktinernes: dragt, skapular og kutte (med mindre vide ærmer), men farven er gullighvid (écru).

 

Fra Duchet-Suchaux: Les ordres religieux.
Oversat af Sten Schæbel Rønnov