Erling Haagensen     Respons på Vatikanets udgivelse om Tempelherrerne

Kronik: Paven var ikke uskyldig
Offentliggjort 25.10.07 kl. 03:00
http://jp.dk/meninger/kronik/article1141745.ece

Artikel af forfatteren Erling Haagensen der anklager Vatikanet. (artikel bragt i Jyllandsposten)

Tempelherreordenen er uskyldig, men det er paven Klement V ikke!

Fredag den 26. oktober 2007 ville have været fredag den 13. oktober 2007 efter den tidligere julianske kalender. Det vil sige, at fredag den 26. oktober i år er 700-årsdagen for arrestationen 13. oktober 1307, der førte til Tempelherreordenens opløsning.

Dette 700-års jubilæum har Vatikanet valgt at markere med offentliggørelsen af et dokument, der internationalt renser ordenen for de anklager om kætteri, der førte til ordenens opløsning i 1312 og henrettelsen på bålet af ordenens sidste stormester Jacques de Molay i 1314.

Ifølge Vatikanet viser dokumentet, at det var paven, Klement V's, hensigt at frikende ordenen. Når det ikke skete, var det alene på grund af hensyn til den franske konge, Filip den Smukke, som havde stor gæld til ordenen.

Ifølge Vatikanet er den franske konge altså den egentlige skurk i dette drama.

Men den forklaring er ikke god nok, hvilket vil fremgå af det følgende.

Ordenen får sin officielle anerkendelse af paven i 1128.

Fra 1128 til arrestationen i 1307 vokser ordenen eksplosivt. Inden for de første to årtier får de privilegier, der blandt andet gør ordenen autonom, sekulært såvel som episkopalt, med ansvar alene over for paven selv.

I 1307 har ordenen opnået en magt, der både militært og økonomisk er større end den, de enkelte nationalstater i det kristne Europa hver for sig kunne mobilisere.

Ordenen har blandt andet organiseret et bankvæsen, verdens første, hvor man kan indsætte værdier på et af ordenens 7-800 kontorer i Europa og hæve dem, for eksempel i Mellemøsten. Systemet kunne blandt andet fungere, fordi ordenen havde udviklet et avanceret og ubrydeligt kodesystem, sådan at værdibeviser kun kunne udstedes og læses af ordenens betroede brødre.

Samtidig driver ordenen udlånsvirksomhed i stor stil. I 1307 havde den således udlånt så store summer til den franske konge, at ordenens hovedkvarter i Paris, Le Temple, i realiteten nu fungerer som det kongelige skatkammer.

Dette er situationen, da der i foråret 1307 pludselig begynder at cirkulere rygter om, at der foregår ugudelige ting i forbindelse med ordenens hemmelige indvielsesritualer.

Ingen ved, hvor disse rygter kommer fra.

Rygterne bliver så vedholdende, at stormesteren Jacques de Molay må forlade ordenens hovedsæde på Cypern for den 24. juni at mødes med den franske konge, der har udbedt sig en forklaring.

Kongen foregiver at være tilfreds med Molays tilbagevisning af rygterne. Men i al hemmelighed udsender han den 14. september forseglede ordrer til sine agenter overalt i Frankrig. Uden på ordrerne står, at seglet skal brydes og ordren læses ved solopgang fredag den 13. oktober.

Da solen bryder frem denne morgen, bryder agenterne seglet og læser: »Arrester straks alle områdets Tempelherrer«.

På denne udspekulerede måde får kongen arresteret alle Tempelherrerne i Frankrig med et enkelt hug, herunder stormesteren Molay, der stadig opholder sig i Le Temple i Paris.

Nu følger en længere proces. Først afhøres de arresterede af kongens agenter. Og her tilstår flere af ordenens medlemmer nogle af de anklager, der er rejst mod dem ud fra rygterne. Anklagerne (i august 1308 er der 127) handler blandt andet om, at de under indvielsesritualerne fornægter Kristus, spytter og tramper på korset, bliver kysset ”på navlen og nederst på rygsøjlen”, samt at de desuden ved lejlighed dyrker sex med hinanden.

Efter de første afhøringer overtager paven, det vil sige Inkvisitionen, sagen, og nu kalder flere af Tempelridderne deres tilståelser tilbage og siger, at de var afgivet under tortur.

Det er disse anklager, Vatikanet nu dokumenterer, at Klement V i virkeligheden ikke anser for kætterske, fordi ritualerne viser sig at være en særlig prøvelse for at styrke ordensbrødrene overfor de forhør, de kunne blive udsat for af saracenerne.

Men allerede i 1310, da tilståelserne trækkes tilbage, er sagen så småt ved at smuldre.

Så agerer ærkebiskoppen af Sens. Han gør kort proces og brænder 54 af de tempelherrer, der har trukket deres tilståelser tilbage. Det sker den 12. maj 1310 uden for pariserporten St. Antoine. Til gengæld bliver mange af de tempelherrer, der fastholder deres tilståelser, tilgivet og løsladt. Det bremser effektivt for ordenens forsvar.

Derefter bliver det aftalt mellem Filip den Smukke og Klement V, at ordenens skæbne skal endeligt afgøres på et kirkemøde.

Dette kirkemøde bliver påbegyndt i Vienne den 16. oktober 1311. Omkring 2.000 Tempelherrer forsamler sig under mødet i Lyon med krav om at få foretræde. I december er paven derfor tvunget til at spørge mødets storkommission, om ordenen kan få foretræde. Svaret er ja.

Og nu er det så, at historien beviser, at Klement V ikke kan være så uskyldig i ordenens opløsning, som Vatikanet hævder.

Han forhindrer Tempelherrerne i at fremlægge deres forsvar.

Han vælger at gå imod storkommissionens beslutning. Han afbryder simpelt hen mødet, og i stedet dikterer han den 22. marts 1312 ordenens opløsning ved såkaldt ”apostolisk provision”, altså alene i kraft af sin stilling som pave.

På den baggrund kan det ikke alene være et hensyn til den franske konge, der får den katolske kirke til at opløse Tempelherrerne, sådan som Vatikanet nu vil gøre det til. Historien viser uigendriveligt, at paven bevidst har ønsket at forhindre ordenen i at fremføre sit forsvar, og det må der nødvendigvis være en mere tungtvejende grund til, end hensynet til Filip den Smukke.

Hvad kan det være?

Ifølge den traditionelle opfattelse blandt mange historikere var motivet til hele sagen mod Tempelherrerne alene den franske konges ønske om at slippe af med sin gæld og skaffe sig adgang til ordenens formue. Og som forklaring på, at det lykkedes, har disse historikere peget på forbindelsen mellem Filip og Klement V.

Denne forbindelse skal kort skitseres:

Klement V blev valgt til pave i 1305 som efterfølger for Benedikt XI. Det skete under et konklave med deltagelse af 15 kardinaler, og det tog 11 måneder, før et flertal på 10 kardinaler endelig blev enige om at pege på den tidligere ærkebiskop i Bordeaux, Bertrand de Got, som ny pave.

Bertrand de Got og Filip den Smukke er barndomsvenner, og det har antydes, at rundhåndet betaling fra den franske konge var med til at afgøre flertallet. Catholic Encyclopedia, skriver: Det er ikke usandsynligt, at der blev indgået en eller anden form for gensidig forståelse mellem kongen (Filip) og den nye pave.

Dette særlige forhold har været udgangspunkt for hypoteser om, at kongen brugte paven som en marionet til at få sin vilje i sagen mod Tempelherrerne, og det er det, Vatikanet nu mener at bevise med det dokument, hvori Klement V i virkeligheden giver ordenen oprejsning.



Men her skal jeg pege på den mulighed, at det i realiteten kan have forholdt sig omvendt.

Det vil sige, at venskabet mellem kongen og paven i virkeligheden blev brugt af Klement V og den katolske kirke som led i en ualmindeligt udspekuleret plan for at udslette Tempelherrerne.

Min hypotese tager udgangspunkt i, at Vatikanet havde et ønske om at opløse ordenen af en ganske bestemt grund, som jeg skal forklare om et øjeblik.

Men det var for risikabelt for paven at være den egentlige igangsætter af den proces, der skulle føre til ordenens opløsning. Derfor havde kirken brug for en medsammensvoren, og her var den franske konge en ideel samarbejdspartner på grund af kongens økonomiske afhængighed af ordenen.

Kirkens motiv til at ønske ordenen opløst og destrueret skal i så fald findes i de astronomiske eksperimenter til udforskning af Jordens form og plads i universet, som viser sig at kunne påvises ud fra de bornholmske rundkirkers funktion og placering.

Disse eksperimenter må antages at have strakt sig over det meste af det kristne Europa allerede fra slutningen af 1100-tallet, sådan som det argumenteres i min bog ”Sigtet for Tavshed”.

De astronomiske eksperimenter tager udgangspunkt i at stille spørgsmål ved kirkens dogme om universets opbygning. De er således parallelle med de videnskabelige landvindinger, der sker i 1500-tallet. Men hvor den katolske kirke i denne sidste periode, trods forbudte bøger og trods Inkvisitionens flammende bål, til sidst taber kampen mod oplysning og sand videnskab, så ser det nu ud til, at kirken i begyndelsen af 1300-tallet vandt kampen mod de kættere i egne rækker, der tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved kirkens verdensbillede.

Hvis denne hypotese er rigtig, vil det langt bedre kunne forklare både Klement V og Filip den Smukkes handlinger.

Vi ved ikke, om det virkelig var Tempelherrerne, der udførte de astronomiske forsøg, de bornholmske rundkirker beviser eksistensen af. Men der er mange spor, der peger i den retning.

Problemet for Tempelherrerne var nok, at de i første omgang troede, fjenden var den franske konge. Da det endelig ved kirkemødet i Vienne i december 1311 gik op for dem, at hovedfjenden i virkeligheden var paven, var det for sent.

Erling Haagensens webside: http://www.merling.dk

Link til artikel i bladet Frimurer om Erling Haagensens bøger: http://home19.inet.tele.dk/utterslev/sider/bornh.htm