af lektor og Ph. D. Niels Tengberg, Roskilde Universitet
 

Resumé af "Sagen mod Tempelherrerne i Frankrig"

Sammenfattende redegørelse for de videnskabelige resultater i ph.d.-afhandlingen
Afhandlingen beskriver en undersøgelse, hvis mål er at forklare sagen mod Tempelherrerne i Frankrig i begyndelsen af 1300-tallet. Sagens centrale tema er sam- og modspillet mellem orden, kirke og kongemagt, og umiddelbart melder disse spørgsmål sig: var det en inkvisition, var det en form for investiturstrid, eller var det simpelthen et spørgsmål om økonomi og politisk magt? Men sagen lader sig ikke forklare inden for så enkle rammer. Først må spørgsmål som disse besvares: Hvorfor indledte kong Filip sagen mod Tempelherrrerne? Hvorfor forløb retssagen, som den gjorde? Hvorfor bukkede de anklagede under? Hvorfor agerede kongen, paven og deres folk, som de gjorde - og hvorfor reagerede ordenens stormester og medlemmer, som de gjorde i de forskellige faser af forløbet? Dernæst kræver sagen at blive indsat i en overordnet kontekst der også inddrager overgangen fra den middelalderlige enhedskirke til den moderne sekulære stat.
Undersøgelsens udspring er et misforhold mellem sagen, kilderne og den eksisterende historieskrivning. Historiografien giver anledning til reformulering af spørgsmålene til kilderne, medens kilderne selv melder sig som kerne og struktur i en revideret gennemgang af sagens forløb. Denne kilde- og sagsgennemgang resulterer i en overordnet forklaring med en kombination af forklaringsmodeller. Her er de magtpolitiske forhold vigtige, medens sagens egen udviklingsdynamik og de implicerede parters opfattelser også spiller ind. Det sidstnævnte udtrykker en historisk antropologisk tilgang, hvor de historiske agenters adfærd ikke kun forklares ud fra personlige karaktertræk og individuelle intentioner, men også ud fra fælleskulturelle opfattelser og verdensbilleder.

Afhandlingen er udformet som et drama i tre akter med dertil hørende prolog og epilog. Dramaets hovedpersoner er den franske konge, paven og Tempelherrerne, og prologen sætter rammerne ved at beskæftige sig med deres forhistorie. Prologen rummer desuden det historiografiske afsnit, som er med til at igangsætte undersøgelsen. Dramaets tre akter er Arrestation, Konsultation og Eksekution.
1. akt er optakten med forslaget om en sammenlægning af Tempelherrerne og Johanniterne samt det første dramatiske højdepunkt med anklagerne, arrestationerne og de indledende forhør og tilståelser.
2. akt er et mellemspil, hvor Filip rådfører sig med den teologiske og juridiske ekspertise og indkalder til stænderforsamling, og hvor en af hans ministre taler til paven ved et topmøde mellem de verdslige og gejstlige myndigheder
3. akt er det andet dramatiske højdepunkt, hvor Tempelherrerne og deres orden møder skæbnen i Filips skikkelse.
Epilogen behandler Filips breve til paven om ordenens nedlæggelse.
Efter disse hovedafsnit følger konklusionen.

Sagens forklaring
En del af sagens forklaring er, at de kræfter, der påtog sig at anklage og dømme ordenen, var handlekraftige og effektive, medens både dem det gik ud over, og dem der skulle have stået som garanter for en vis retfærdighed, svigtede.
Især ved diskussionen af Filips handlinger, motiver og intentioner er det vigtigt at skelne mellem sagens tre faser. I spørgsmålet om, i hvilket omfang Filip handlede fromt og idealistisk eller selvisk og politisk, er det tydeligt, at de gode motiver og intentioner spillede en større rolle i sagens begyndelse end i dens senere faser, hvor politiske og prestigemæssige hensyn krævede, at den blev gennemført og afsluttet som en `sejr' for de verdslige og gejstlige autoriteter. Da Tempelherrerne først var blevet fordømt, kunne systemet ikke længere selv vælge kursen og destinationen.
Filips fromme og idealistiske indstilling kommer til udtryk i arrestordren, hvis følelsesladede retorik fortæller om hans forargelse over Tempelherrernes synder og om hans brændende trosiver, som byder ham at gribe ind. Men arrestordren vidner samtidig om den kongelige handlekraft og effektivitet, som siden får hele sagen til at gå sine egne veje.
Ved de første forhør anvendes den middelalderlige inkvisition med næsten moderne effektivitet. Ved hjælp af stereotypi, kompromissøgen og skematik opnås en overrumplende og strålende sejr for kongen og dermed en legitimering af hans initiativ. Men på længere sigt tvinger det ham også til at gennemføre sagen. Dermed får sagen en egendynamik, som forstærkes af Vilhelm af Plaisians' tale. Han optræder med megen styrke og selvbevidsthed og proklamerer sejren over Tempelherrerne som så forunderlig, at sagen når et punkt, hvorfra det ikke længere er muligt at vende om. Det ville være et nederlag, som en svagere og mindre ambitiøs konge måske kunne have båret, men ikke Filip.
Sejren skal reproduceres i paveligt regi. Tempelherrernes skyld skal bekræftes, så de kan blive dømt og straffet eller genforsonet med kirken. Men efter det første chok er overstået, opstår der tvivl om, hvorvidt det hele er så enkelt, som det i første omgang så ud til. Nu kræver det både sejt pres og pludselige kup at tvinge sagen igennem.
En overgang ser det ud til, at Tempelherrerne kan få etableret et forsvar. Men ordenens stormester svigter. Han kan intet stille op, hverkeni de første forhør, hvor han tilstår som alle de andre, eller i sagen mod ordenen. Han er præget af konservatisme og af en mental-intellektuel træghed, der gør ham dårligt egnet til at forudse og indrette sig på forandringer. De andre ledere og de menige Tempelherrer svigter også, men nogle af dem får dog stablet et fornuftigt forsvar på benene. Det er lige ved at få det gejstlige apparat til at reagere, og det tvinger Filip og hans folk til at gennemføre det kup, som afgør sagen.
Det er karakteristisk for hele sagen mod Tempelherrerne, at gejstligheden også svigter og viger for Filips pres. Klemens sørger ikke for at handle på en måde, som kunne gøre Filips indgreb overflødigt. Det gælder både før arrestationen og i sagens første faser. I slutfasen er paven selv så involveret, at også han ligger under for sagens egen dynamik. Gejstligheden svigter også som inkvisition. Ingen er interesserede i at analysere eller trænge til bunds i Tempelherrernes påståede kætteri. Den form for inkvisition, som Tempelherrerne blev udsat for, havde kun til formål at overbevise om deres skyld.
På den anden side må man spørge sig, om Filip virkelig var situationens herre, eller om også han mere eller mindre var et `offer' for omstændighederne. Påtog han sig et ansvar, eller misbrugte han det som et påskud? For at svare på det må sagen indsættes i en større kontekst.

Sagen i sin kontekst og i sin historiografiske sammenhæng
Først må det konkluderes, at sagen både var inkvisition og magtkamp. Og udsigten til forbedrede finanser var uden tvivl med til at motivere Filips indgreb. Men set i et større perspektiv er inkvisition og magtstrid her i begyndelsen af 1300-tallet elementer i et overordnet paradigmeskift, hvis hovedindhold er et skifte fra en gammel dominerende verdensopfattelse til en ny, nemlig fra pavens politiske ideologiske program, som det er udtrykt i Unam sanctam, til Filips politiske ideologiske program, som endnu knap nok var formuleret teoretisk. I sin konsekvens betyder det en omvending af forholdet mellem stat og kirke.
Dette paradigmeskift betyder også, at Filip opererede ud fra et dobbelt eller splittet verdensbillede. Filip opfattede sig ikke alene som Frankrigs konge, men også som den kristne tros forkæmper, klar til at overtage magten og æren efter det tysk-romerske sammenbrud i midten af 1200-tallet. Filip ville på sin vis det samme, som paverne tidligere havde gjort, da de gik og påtog sig ansvaret for samfundsordenen. Det forklarer hans rolle i sagens første fase. Og det er ikke overraskende, at han bruger inkvisitionen som redskab; de der agerer midt i et paradigmeskift, vil altid bruge de gamle værktøjer og tale det gamle sprog - også når de arbejder med på det nyes fremkomst. På den måde indgår Filips politiske ideologi i et forløb, der begynder med at tankerne i Aristoteles' Politik vinder indpas ved universitetet i Paris, som tydeliggøres af Marsiglio af Padovas Defensor Pacis og som kulminerer med Machiavellis Fyrsten. Der udvikles en sekulær tankegang som et alternativ til kirkens begrebsverden.
Var Tempelherrerne skyldige? Og var det derfor Filip valgte at fælde dem? Disse to spørgsmål har været genstand for megen spekulation og udforskning i historiens løb; men de er forkert formulerede. Det første fordi det lægger op til en enten/eller besvarelse. Og sådan er det ofte blevet besvaret. Men den dominerende opfattelse er nu, at nogle af Tempelherrerne nok har gjort noget af det, som de blev anklaget for, og som de tilstod. Skyldens omfang og grad hænger snævert sammen med den tidslige og kulturelle kontekst og med den politiske vilje der stod bag anklagerne. Her skete der det ulykkelige, at den politiske vilje til at forstærke anklagerne blev forstærket af skandalens omfang.
Det andet spørgsmål er forkert formuleret, fordi det er ufrugtbart at reducere sagens forløb til en begivenhed. Det er som oftest sket ved, at historikerne har anlagt et overordnet (negativt) syn på Filips karakter og personlige egenskaber. Det har fået dem til at ræsonnere, at når Filip tvang sagen igennem i dens sidste fase, så anlagde han den også med den samme jernhårde vilje til ordenens undergang. De har set bort fra, at Filips indstilling kunne variere i forhold til sagens udvikling. Det er meningsløst at spørge, hvorfor Filip i 1307 bestemte sig til at ødelægge ordenen; men det giver mening at diskutere, hvorfor Filip anklagede ordenen og rejste sagen, og hvorfor sagen fik det forløb og det udfald, som den fik.
Historieskrivningen om sagen er ikke alene præget af fejlformulerede spørgsmål, men også af inddragelser af forkerte eller uhensigtsmæssige kontekster. Uden at medtænke striden mellem pavekirke og kongemagt, som på Filip den Smukkes tid gled over i en begyndende statssekularisering - uden at de medvirkende i dramaet selv var helt sikre på, hvad der foregik - kan Filips og hans mænds opfattelser af sagen mod Tempelherrerne ikke forklares.

 

Copyright © 2007http://www.ruc.dk/