Tempelridderne

og Moses' skjulte skat

Af  Ove von Spaeth

Copyright © 1998 & Copyright © 2004 http://www.moses-egypt.net/
 

Informationer i de ældste overleveringer om Moses synes sammen med arkæologiske fund at kunne spore til hemmelighedsfulde steder, hvor Moses og hans folk "i ørkenen" var beskyttet de fleste år.
I disse skjulte baser kan Moses oprindelig have gemt til eftertiden - utilgængeligt for uindviede - værdifulde egyptiske arkiver og skatte. Han havde beslaglagt dem i Egyptens templer, ifølge oldtidens egyptiske historiker Manetho.

Ideen om arken i Jerusalems tempel med stjernen over - på jødisk mønt fra antiken.
 

Opsporing af steder der kunne skjule den store israelitterflok

Gennem historien både i Europa og i de arabisk-mellemøstlige områder dukker vedvarende beretninger op om, at Moses skulle have efterladt sig skjulte især egyptiske skatte af speciel art. De pågældende steder i Mellemøsten, hvor de i så fald kunne tænkes eftersøgt, hvad bl.a. tempelridderne prøvede i 1100-1300-tallet, må i første omgang skulle indkredses blandt lokaliteter, der havde plads nok til at rumme bopladser for et meget stort antal personer. Eller var det nu helt sådan? Konkrete oplysninger kan tyde på, at det forholder sig anderledes.
I Bibelen angives antallet af de udvandrende israelitter til ca. 600.000 mand plus kvinder og børn. Måske i alt mere end to millioner plus deres kvæg. Så mange mennesker levede næppe i hele Egypten dengang. Denne formidable mængde kunne umuligt befinde sig på en samlet, stor lejrplads noget sted i Mellemøsten.
Det hebraiske udtryk, der her anvendes i Bibelen for "1.000" som eksakt tal, er elef i ental og alafim i flertal (1.000'er). Men elef kan også betyde 'slægt', og ordets rod alaf betyder 'at forbinde', egentlig 'forbund' - i Exodus altså 600 grupper/enheder, således ialt ca. 6.000 mand.
Af samme rod udtrykkes samme ide i det beslægtede sprog assyrisk med udtrykket li'mu eller limu, som både betyder 'tusind' og 'folk'. På hebraisk anvendes også rebabot for: 'tusinde som ubestemt antal' f.eks. 'stor gruppe' - roden er rbb, der betyder 'at være mange'. Den semitologiske ekspert G.E. Mendelhall har påpeget, at israelitternes antal henfører til militære lister, hvor 'tusinde' blot står for en mindre militær enhed. Jf. også at nordegyptiske fæstningsbyer, hvor Moses først forskansede sig, var bygget til 6.000 mand.
Således har de israelitiske mænds antal af cirka 600.000 reelt haft betydningen 600 "storgrupper", enten "kampgrupper" eller snarere 'familieklaner' endda forstået som "telte", dvs. omfattende våbenføre mænd og deres husstande; men er senere opfattet bogstaveligt som eksakte tal. Dog er den oprindelige betydning stadig klar i tiderne kort efter exodus, udvandringen fra Egypten - nemlig i Bibelens "Dommernes Bog" (6,15), "1. Samuel" (10,19) og "Mika" (5,2). Det fremgår, at der i alt har der været nogle hundrede i hver stamme underdelt i hver sit antal "telte" (husstande).
Større mobile hærgrupper kunne dengang være 5-10.000 mand. Senere brugte romerne just 5-6.000 mand i en pluton, en selvstyrende enhed. Enheder over 40.000 anses militærhistorisk for ekstremt; de kunne hverken være meget mobile, styres direkte eller brødfødes.
F.eks. vil enorme grupper opnå forringet logistik, dvs. transport- og kommunikationsforhold. Især kunne foder til trækdyr være et problem; de kræver megen føde og store mængder vand - en okse kan bære vægten af sin egen føde til cirka en uge. I det gamle Egypten findes eksempler på kæmpemæssige entreprenørarbejder med arbejdergrupper plus fourageringsmandskab på i alt 10-, 15- eller 20.000 mand, men netop sjældent større antal end disse. Her kunne fourageringen måske løses med et anseeligt formidlingssystem, hvorimod en hær ofte først måtte bevæge sig ud til områder med nye fødemuligheder.
Først med 30-årskrigen i Europa i 1600-tallet blev det almindeligt, at selvstændige hærgrupper kom op på en størrelse over 40.000 mand - f.eks. senere i 1700-tallet og videre frem til Napoleon. Han havde op til 600.000 mand på togt inde i Rusland, dog opdelt i selvstændige grupper på netop 5-6.000 mand og en del på op til 40.000. Ændringen skyldtes oplysningstidens bedre udbyggede vejnet og kartografi. Dertil især bedre muligheder for at opbevare (konservere) og transportere større mængder føde, bl.a. den nye føde kartoflen; (denne amerikanske plante - selvsagt først udbredt i Europa efter Columbus' tid - blev et vigtigt, holdbart fødeemne til længere opbevaring og transport).
Hvis antallet opfattes ud fra senere oversættelser som "tusinder" (de 600.000) i stedet for "grupper" - vil deres mængde fylde så meget, at når de første fra israelitternes store skare var kommet via Sinai ind i Kanaan, ville de sidste endnu ikke have forladt Egypten. 


Det Røde Hav, hvor Moses og hans folk foretog deres overgang i en midlertidig tørlagt bugt.
 

Israelitterne har ikke kunnet bevæge sig med større hastighed end deres medbragte kvæg! At israelitterne reelt kun omfattede få tusinde personer, der foretog overgang over en midlertidigt tørlagt arm eller bugt af det Røde Hav, sandsynliggøres af det ringe tidsforbrug. Gruppens passage fordeltes i bredden ud på flere "stier" over bunden, hvor israelitterne og: "... Moses passerede over havet på to timer ..." - ifølge optegnelserne i oldtidens rabbinerskrifter (Baring Gould: "Legends of Old Testament Characters From Talmud and Other Sources", II, s. 102).
Faraos forfølgende tropper har næppe heller oversteget et realistisk antal på sandsynligvis 5.000, (højst 10.000 mand). - Det øde Sinai kan give plads til kun ca. 6.000 beduiners livsopretholdelse. Der fandtes mulighed for lidt flere dengang, da der med mere regnmængde tidligere fandtes større frugtbarhed på Sinai såvel som i Egypten/Nordafrika; men ikke nok til yderligere at føde en så stor omvandrende gruppe, og da slet ikke til det mistolkede antal på over en halv million. Selv med moderne hjælpemidler ville en folkevandringsgruppe på en halv million mennesker være en umulighed - og yderligere utænkelig som selvforsynende.
Det reelle antal israelitter, maksimalt 6.000 mand - plus kvinder og børn (samt kvæget) - kan ses i relation til, at førnævnte bibeltekst Deborahs Sang ("Dommernes Bog" 5,8) senere omtaler 40.000 (våbenføre) mænd i hele Israel. Dvs. med datidens generelt lave folketal en ikke urealistisk flerdobling i århundrederne efter deres invasion i Kanaans land.

"Forsiden" af Sinais Moses-bjerg, der vender ud mod den lange dalslette.
 

Moses' perfekte militære baser

De udvandrende israelitter tog kurs mod øst og nåede til det hellige bjerg, der i Bibelen kaldes Horeb eller Sinai og menes at være to bjergtoppe ved samme dal. Ofte var bjerge hellige og opkaldtes efter en gud. Sinai var underlagt Egypten, og bjerget Horeb (Horev), såvel som et bjerg lige nord for Sinaihalvøen, Hor, kunne oprindelig være opkaldt efter den egyptiske gud Horus (Her eller Heru), der også kunne ses forbundet med Månen - jf. at Horebs udløber, Sinai-bjerget, var af semitiske folk forbundet med måneguden Sin.
Der har senere været tvivl om bjergets geografiske beliggenhed, idet det ikke hidtil har kunnet bevises, at det bjerg, hvor Moses fremlagde Loven, netop findes i det område, der nu kaldes Sinai-halvøen.
Af andre foreslåede lokaliteter er der flere på den Arabiske Halvø. I "junikrigen" i 1967 efter det moderne Egyptens angreb, erobrede Israels hær Sinai. Israel lod nu selve Sinai udforske intensivt, hvorefter forskere kan pege på 20 bjergtoppe, der eventuelt kunne være bjerget Sinai/Horeb. Men ifølge den gamle og stadig eksisterende tradition findes dette bjerg med det senere arabiske navn Jebel Musa, 'Moses-bjerget' (2.205 m), på Sinai-halvøens sydlige del.
Israelitternes store Sinai-lejr, der var egnet til et længere ophold, var virkelig professionelt placeret et beskyttet sted, nemlig ved foden af dette Sinai-bjerg. Med militære erfaringer kombineret med sit allerede under eksilet erhvervede lokalkendskab til Sinai har Moses i så fald udvalgt den 3 km lange slette foran Sinai-bjerget som lejrplads for de mange israelitter, et af de strategisk bedst egnede steder overhovedet på hele Sinai: - skjult for indblik udefra, omgivet af bjerge, og forsynet med vand og græsning til kvæget. 

 
Skt. Katharina-klosteret i slugten. - T.h.: forfs. fotovinkel fra Sinais klippemassiv med udsigt over Sinai-sletten.
 

Af Bibelens beretning om Moses vil det fremgå, at han måtte finde opholdssteder til israelitternes vandrende folkehær. Undersøger man nogle af disse steder nærmere, viser de sig overordentlig godt valgt, strategisk velbeliggende og beskyttede.
Et af de forsvars-egnede tilflugtssteder var netop sletten foran "Sinai-bjerget" - hvorfra Moses, ifølge traditionen, fremlagde lovene. Ved bjergets fod blev Skt. Katharina-klosteret anlagt i senere tider, og er et af de ældste kristne klostre overhovedet.
Fra en dansk, videnskabelig Egypten-ekspedition i 1761-1762 under ledelse af ingeniørofficeren Carsten Niebuhr, oplyser en af deltagerne, von Haven, at han ved selvsyn fra dette sted på Sinai havde: "...forhen gjort den Observation, at vi kunde umueligen være på Bierget Sinai. Closteret laae i en snevre Dal og den Dal er ikke saa stor, at en maadelig Armee kunde leyre sig derudi, endsige 600.000 Mand, som Moses havde med sig, og som med deres Hustruer og Børn, maa have giort over 3.000.000 ud ...".
Forholdet mellem troen og en rationel historiegengivelse blev tidligt et problem. F.eks. i 1300-tallet e.Kr. hos den islamiske historiker Ibn Khaldun - ifølge hans værk "Prolegomena, en introduktion til världshistorien (Al-Muqadima)"; oversat fra arabisk af Ingvar Rydberg (Lund 1990). Ibn Khaldun udtrykker konkret, at Moses umuligt kan have stillet en hær på 600.000 mand på benene , men tilføjer, at: "...det står i den hellige tekst, så er det sandt...". (Og et mirakel!).
Bibelteksten om udvandringen giver indtryk af en lille millionhær, der i den størrelsesorden endda ville få vanskeligt ved at skjule sig. Lad det her være repeteret, at det er en senere misforståelse, idet det hebraiske ord for '1000' kunne i ældre tider lige såvel betyde 'en stor mængde', 'en meget stor gruppe'. Således har de "600.000" mand betydet, at israelitterne opdeltes i ca. '600 store grupper' - vel 600 klaner (i gennemsnit 50 familier til hver af de 12 stammer), der alle stillede med våbenføre mænd: Israelitterne udgjorde i alt ca. 6.000 mand.
Men sletten foran Sinai-bjerget er rigelig stor til at have rummet sådanne israelittergrupper med deres kvinder, børn og kvæg, nemlig 3 km lang og 1 km bred, samt en "sidelomme" på næsten 1 km mod vest. Der findes endda en lille regnflod til vandforsyning.
Moses havde organiseret udvandringen som en militær operation - dvs. mere end blot en folkeudvandring. Bibelens anvendte ord, f.eks. i "2. Mosebog" (13,18-20 og 14,2-9 og 14,19-20) og rabbinerskrifterne - er: "udrustet (hebraisk chamushim) til kamp" og "de drog ud i kampformationer"; israelitterne, der udvandrede, kaldes under ét zaba, 'en hær'. De ord ville være meningsløse at bruge, hvis ikke der forelå en krigssituation eller kamphandlinger. - Ligeledes: "de slog lejr (vajachanu)" og selve deres "lejr (machaneh)". Alle er udtryk, der sædvanligvis indgår i militære sammenhænge. Moses' lejre skulle just være som et fort. For - som af beretningernes indtryk - farao ville desperat have fat i noget, Moses var i besiddelse af!
Det har været diskuteret, om bjerget, der omtales i Bibelen, ligger på denne del af Sinai-halvøen eller overhovedet på Sinai. Det pågældende bjerg nær Skt. Katharina-klosteret på Sinai ligger foran det flade terræn, Er-Raha-sletten. Her er i virkeligheden to bjerge: Ras Safsafe og, direkte ud til slettens sydlige ende, Djebel Musa ('Moses-bjerget', 2.285 m). 

Sinais aflange dalslette med en midtvejs hævning, der diskret kunne spærre for indblik;
(bungalow-hotellet, her set fra forfs. view fra foden af Moses-bjerget, blev opført i 1985).
 

Sinai-dalslettens fordele

Det fremgår også af Bibelen, at den store, langsommelige gruppes march til Sinai-bjerget varede nogle dage. Traditionen angiver, at det var netop dette sted. Og just her er der overordentlig gode strategiske fortrin. De fleste af detaljerne er uomtalt i forskernes hypoteser, der ofte ønsker at placere stedet i en anden lokalitet eller afvise beretningen. Men de fremlagte informationer bestyrkes ved observation direkte på stedet.
Grundige iagttagelser af disse lokale forhold - på en tid hvor stedet stadig var uberørt - blev foretaget af en anden rejsende, Arthur Penrhyn Stanley, Dean of Westminster. Ifølge hans bog "Sinai and Palestine" (2nd ed., London 1885, pp. 107-109) - kan der ikke være nogen tvivl: "...At en sådan slette overhovedet vil kunne findes foran et sådant bjerg, er et så bemærkelsesværdigt sammentræf med den hellige beretning, at det ikke blot er et stærkt indicium på grund af dets identitet med scenen i Bibelen, men også fordi denne scene i sig selv er blevet beskrevet af øjenvidner..." - - - "...Enhver der kommer ned fra de indelukkede bjergbassiner bag Ras Sa(f)safeh-bjerget og gennem de skæve slugter, som flankerer det i nord og syd, vil høre lyde båret gennem stilheden fra sletten, men vil ikke se selve sletten, før han bryder frem fra Wadi el-Deir eller Wadi Leja; og når han gør det, vil han med det samme være under det spidse Sa(f)safeh-bjerg...".
Forsvarsmæssigt var det altså et ideelt område, afskærmet fra fjendens blik og beskyttet mod uventet indtrængen af en større samlet fjendestyrke, idet der kun var snævre adgangsforhold.
Også nærværende artikels forfatter har under et af sine Egyptens-ophold ved selvsyn kunnet konstatere, at den pågældende slettes beskaffenhed er ideel - rent ud optimal, hvad angår netop både strategiske og forsyningsmæssige hensyn under de daværende forhold. For at få et yderligere begreb om størrelsen i praksis viste en afskridtning sig i dalslettens længderetning at tage op til 1½ time - foretaget mellem dens absolut yderste ender.
Herved opdagedes en yderligere fordel: Den flade dalbundsslette med udsyn til bjerge i dalens fjerne ender hæver sig "ubemærket" i midten, så en lejr i dalens ene ende ikke kan opdages af indtrængere fra den anden.
Af forståelige turistmæssige årsager har man - efter en stor indvielse ved Egyptens præsident Mubarak 25. april 1985 - ladet en stor del af denne dalslette bebygge med en hel landsby, hoteller, hospital, energi- og kloakstationer etc. - om end mest i den store sidelomme af sletten. Der bor flere tusinde inkl. personale og turister, næsten så mange som israelitterlejren reelt rummede. Alt kunne, med samme indtægt, være anlagt i dalen lige udenfor, så man kunne have totalfredet den store dalslette med den historiske og landskabsmæssige enestående lokalitet.
Der løber også periodiske, mindre regnfloder fra klipperne, så når Moses, ifølge "5. Mosebog" (9,21), kastede guldstøv fra Guldkalven i: "...bækken, der løb ned af bjerget..." - passer det yderligere med denne specifikke lokalitet og selve årstiden. Moses og israelitterne udvandrede hertil om foråret, ved påsketid som bekendt. Ovennævnte dekan Stanley på sin rejse, siger herom: "...Dette vil være perfekt muligt i Wadi er-Raheh, hvori Wadi Lejas bæk udgydes, som netop er stærkt nedadforløbende, men altså fra St. Katharina-bjerget - dog stadig i tilstrækkelig tæt forbindelse med Djebel Musa til at retfærdiggøre udtrykket 'løbe ned, ud af klippen'...".
Der er tale om hele klippemassivet, hvor Moses-bjerget vender ud til den store slette, mens bjergets forlængelse fører ind i den smallere kløft - med det senere kloster ved sin fod.
Det var netop af største vigtighed, at Moses som ansvarlig strateg her havde valgt et sted, hvor der til et længere varende ophold både kunne findes vand og mulighed for føde, især til kvæget: Selve dalsletten udstrakt fra Sinai-bjerget omfatter 1,6 kvadratkilometer - foruden anvendelige arealer i tilstødende dale - og der findes kilder i dalene.
Hvor lægfolk fokuserer på strategi og taktik, vil militære analyseeksperter især også vurdere en ofte mindre iøjnefaldende logistik: forsynings- og vedligeholdelsestjeneste (kommunikation og transportlinjers oprettelse og funktionsstyring). Dette var under oldtidens forhold og teknik en faktor, som afgørende influerede på strategien, idet en hær under bevægelse selv måtte opsøge sin føde - som senere udtrykt af Cato: "krigen ernærer sig ved sig selv".
At israelitterfolket i Mellemøstens øde egne kunne overleve i op til fyrre år var også en bedrift, der i så fald kan vise noget om, hvor godt Moses har behersket disse vigtige sider af strategiens kunst. 

Ahrons grav ved bjerget Hor, ifølge Bibelen. Illustration fra begyndelsen af 1800-tallet.
 

Ahrons gravsted

Samme gode betingelser som Sinai for beskyttelse og for at føde en (folke)hær findes der i den skjulte klippedal ved Petra syd for det Døde Hav. Ganske nær Petra ligger bjerget Hor, hvor - ifølge Bibelen - Moses og israelitterne har opholdt sig. To forhold peger især på, at han med sin strategiske sans også har anvendt Petra:
Bjerget Hor, hvor Ahron blev gravsat, ligger kun 5 km fra Petra, og naturligt har han og israelitterne taget ophold på dette skjulte sted Petra i flere af de mange ørkenvandringsår, hvor de var "forsvundet", og hvor deres færden ikke er omtalt. (Jf. at Lawrence of Arabia skjulte tropper på lignende måde i den ikke så fjerntliggende dal Wadi Rum).
Et ophold i Petra, denne komplet skjulte og isolerede plads, kunne medvirke til at forklare, hvorfor Bibelen intet fortæller om Moses' og israelitternes færden i ca. 38 af exodus' 40 år. Petra er det af naturen skabte mest perfekte fort, ideelt som base til israelitternes halvmilitære folkegruppe; og uindtagelig for Faraos tropper - eller for edomitterne, der så nær Egyptens grænser og dominans må have fundet det opportunt at være israelitternes fjender. Fjendskabet omtales i "2. Mosebog".
Dog kan et sådant sted ikke tjene til ophold i længere tid for en større gruppe mennesker, der lever af gede- og fårehold, da mange af disse altædende dyr kan destruere væksten for altid, hvis ikke de efter nogen tid flyttes til andre egne.
Derfor kan israelitterne have splittet sig, f.eks. i to hovedgrupper, på omvandring i over 30 år i østligere egne som Irak og Persien og eventuelt ved Indiens grænseland Kashmir, der også har tradition for Moses' gravlæggelse. Sådanne overleveringer dukker igen frem senere, i middelalderens legender, hvori Moses' togt også førte til Indien.
Nogle forskere taler om invasionen i Kanaan i bølger; evt. invaderede Moses' efterfølger Joshua kun med krigerne alene som første bølge - som fortrop, for at bane vej for de øvrige israelitter.
Længe efter forskansede edomitterne sig altså her. Derefter havde nabatæere Petra som base for deres røvervirksomhed. - Senere brugte netop korsfarerriddere stedet som uindtageligt fort (og har med stor sandsynlighed ud fra deres ideologi også søgt efter mulige gemte informationer fra Moses' ophold).
Senest i Europa blev byen opfattet som en sagnby. Men hvor denne skjulte by lå, vidste ingen. Dens eksistens ansås derefter i 700 år for gådefuld og tvivlsom, indtil Burchhardt, en schweizisk opdagelsesrejsende forklædt som araber, fandt den i 1812. 

 
T.v.: Petras tempel Kazneh i græsk-romersk stil, hugget direkte ind i klipperne, her set fra den smalle adgangssti gennem bjergene. Også arabiske legender taler om Moses' skjulte skat, men lader dette langt senere tempel være gemmestedet. - T.h.: Fra selve Kezneh ses adgangsstien til Petra.
 

Kontroversielt spor - Moses residerede i Petra

Af Bibelens Moses-beretning ("4. Mosebog 20,22) fremgår, at Moses og israelitterne ved også nåede til førnævnte bjerg Hor, 1.336 m højt, på arabisk kaldet Djebel Haroun, 'Ahrons bjerg'. Videre oplyses, at Ahron senere døde og begravedes her:
"...ved grænsen til landet Edom..."
- dvs. det land som edomitternes konge nægtede israelitterne at drage igennem - ad den såkaldte "Kongevejen".
Oldtidsforfatteren Josefus angiver i "Antiquitates" (4,82-83), at bjerget Hor (Djebel Haroun) er beliggende i kun kort afstand, her ca. 5 km, fra den skjulte (dal med den senere) bjergby Petra, hvor grænsen til Edom var. I perioder har edomitternes område også omfattet Petra.
En tidlig tradition - der stadig er stærk hos lokale arabere - forbinder Moses med Petra. Tæt ved dette egnede opholdssted løber en ørkenbæk eller regnflod, en wadi, regnflodsbækken, der er opkaldt efter ham, Wadi Musa. Det var almindeligt før nogen turistindustri senere i antikken, at når et sted var opkaldt efter en person, ansås denne engang reelt at have haft tilknytning hertil. I Petra var der rigelig plads til Moses og hans folk: I selve byen i dalens ene ende boede på et tidspunkt senere hen 25.000 borgere.
Således må det antages, at Moses med israelitterne tog ophold i Petra, der er perfekt til formålet ved at være uindtagelig: - placeret i en helt lukket klippedal. Stedet har kun adgang gennem en cirka to kilometer lang kløft, som er let at forsvare, idet den er ekstrem smal, ikke over 1,5 m, og med høje lodrette bjergvægge.
Inde i Petras flere kilometer lange dal er der vand til kvæget i to (dog periodiske) småfloder. Hermed opfyldtes vand og fouragering som altafgørende krav for at kunne lejre en større hær. Desuden er der på et meget tidligt tidspunkt indhugget et vandtransport-rende, der ikke bemærkes med det samme, nemlig placeret et stykke oppe i klippevæggen i den smalle sti, der fører ind til byen. 

Den finske bibliotekar og forsker, Juvelius, der deltog i Parker-ekspeditionen i 1909-1911, tegnede i Petra denne skitse over områdets spændende steder, der skulle undersøges.
(Gengivet med tilladelse; fra Erling Haagensens bog " Tempelherrernes skat" (Bogan 2000), illstr. tilhører hans kopisamling af Juvelius' papirer).
 

Moses' og israelitternes ophold i Petra som en hovedbase, valgt ud fra samme strategiske mønster som både Sinai-dalen og senest Nebo-basen, var etableret i længere perioder inden for de 38 år. "5. Mosebog" omtaler (2,1-14) kun 18 lejrpladser til alle disse år, samt at de gang på gang - og indtil de alle drog til den ny base på Nebo, lige før invasionen - boede i Kadesh-barnea, hvis lokalitet aldrig er fundet eller bevist!
Bibelen omtaler selve det bibelske land Israel udstrakt netop til Kadesh-barnea, dvs. et markant sted - ligesom Petra. Bibeloversætteren Hieronimus (347-420 e.Kr.) omtaler, at stadig på hans tid ved Petra forevistes Moses' "søster" Miriams grav, der ifølge Bibelen ligger i Kadesh-barnea. Også Josefus omtalte Kadesh-barnea i ørkendistriktet ved Petra.
Petra synes identisk med Kadesh-barnea, kendt som det sted hvorfra Moses ifølge Bibelen bad østjordanske konger eller stammeledere om frit lejde på "Kongevejen" fra syd til nord, den ældgamle vej der passerer Petra. Moses' og israelitternes langvarige ophold her er med til at sandsynliggøre, at der i dette velegnede klippeskjul deponeredes dele af deres føromtalte egyptiske arkiver og gods. En flertusindårig arabisk tradition taler her om Moses' skat.
I al omtale kendes israelitternes såkaldte "40 år i ørkenen" - og Petra findes netop i ørkenen. Og her, ifølge "5. Mosebog (1,46), opholdt de sig mest i Kadesh-barnea:
"...Så blev I (israelitterne) boende i Kadesh i mange dage ("tider"), al den tid (de mange dage/år) I var der...".
Det egyptiske petr betyder bl.a. 'helligt eller ophøjet sted', præcis som lokalitetsnavnet Kadesh gør! Den egyptiske benævnelse kan senere være overtaget til den i klippedalen senere anlagte og delvis græskprægede by Petra, der på græsk betyder 'klippen' ligesom byens hebraiske navn Sila (Ha-Sela). Fra gammel tid har Petra-dalen netop været helligsted bl.a. med praktisering af månekult og blodige ofre - og siden hen hos edomitterne også menneskeofre, ofte udvalgte unge piger der herved viedes til måneguden.
At Moses også benyttede dette ældgamle helligsted, men til sin nye religion, kan bestyrkes af, at der i Petras klipper er udhugget et alter til den blodige del af ofringerne samt en blodrende og ypperstepræstens vaskested: Alt som forskriften i "2. Mosebog" og hermed mage til indretningen efter præcis samme forskrift senere i Jerusalems tempel. 

Petras store dalslette med offerpladsen.
 

Hos Moses og senere hen i templet var dette alter til anvendelse i forbindelse med de i Bibelen så velkendte slagtofre af særligt udvalgte stykker kvæg. Det var ikke ualmindeligt i oldtidens templer, at præsterne til templets og egne indtægter afhændede dele af det slagtede offerkød.
Moses havde ikke helt kunnet afskaffe den overdrevent udbredte skik fra Egypten - hvor israelitterne havde boet i fire generationer - med at anvende "helliggørelse" af dyr til efterfølgende ofring. Han synes derfor i stedet at have valgt at have - i højere grad end andre steder - inkorporeret det forhold, at når der alligevel skulle slagtes til folkets kødgryder, kunne det bedre foregå ved slagtofring, hvor alle relevante hygiejniske foranstaltninger i hans lovgivning blev strengt overholdt (et nødvendigt værn mod dødsensfarlig fødevareinfektion i disse egne med meget høje temperaturer, der voldsomt befordrer sådanne skader).
Ifølge den engelske arkæolog Iain Browning's udforskning 1970-1990 af Petra er desuden alteret til ikke-blodig ofring (af skuebrød) udhugget eksakt tilsvarende målene for israelitternes skuebrødsalter:
"...to alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt..."
- ligesom Moses angiver det i "2. Mosebog" (25,23) med nøjagtigt disse mål. 

Pave Johannes Paul II besøger toppen af Nebobjerget, der har vidstrakt udsigt langt ind i Israel. Marts 2000.
 

Israelitternes sidste bastion, Nebobjerget

Lige så strategisk godt valgt var placeringen af israelitternes sidste lejr før invasionen af Kanaan. For at få den strategisk fordelagtigste position til at udforske Kanaan blev der foretaget en optimal placering ved at lade israelitterne lejre sig ved bjerget Nebo og her forberede invasionen.
Lokaliteten var let at forsvare - denne sidste lejr havde givet israelitterne et fint strategisk udgangspunkt: et ideelt sted for en beskyttet kommandobase og direkte som en observationspost under invasionsforberedelserne, og hvor "generalstaben" tilmed kunne søge ly i hulesystemer ved bjergets fod, i ældre (tidlig bronzealder) gravanlæg. Desuden kan der fra bjergets top observeres så langt ind i Kanaan, at det faktisk kan være muligt også at skimte Hermon-bjerget i Libanon.
Fra Nebo-bjerget 17 km øst for Jordanfloden planlagdes invasionen - og herfra udgik den. Fra Nebobjergets øverste del, Pisgah, (802 m), er der uhindret et enormt view ind over Jeriko i Jordan-dalen og videre til bjergene Ebal, Gerizim og Tabor langt inde i vestlandet samt Hermon 60 km borte.
Ved Nebobjergets fod og dens omgivelser findes rester af gravhuler med bl.a. en hel del af de nævnte bronzealdergravpladser. Bibelen lader forstå, at Moses kunne være begravet i området. Med hans første 40 års baggrund i egyptisk tradition og skik var det simpelthen utænkeligt ikke at placere her (og evt. også i israelitternes to andre hovedbaser) de egyptiske skatte - og værdifulde arkiver - han ifølge Manetho havde beslaglagt i Egyptens templer.
Idet Moses som bekendt afstod fra herskeres og stormænds normale gravkult og dyrkelse, men skjulte sit gravanlæg (ligesom visse egyptiske forlæg), har han her kunnet lade det bevare beskyttet til eftertiden, utilgængeligt for uindviede. 

Korsridderne i Egypten. Illumineret manuskript fra samtiden.
 

Korsridderne opsøgte Moses' baser i Sinai, Petra og Nebo

Oversigt: I informationer i de ældste overleveringer, inskriptions-opdagelser og arkæologiske forhold, alle med relationer til Moses, synes der samvirkende at spores hemmelighedsfulde steder, hvor Moses og hans folk "i ørkenen" var beskyttet de fleste af deres 40-års ødemarks-eksil. Det var i disse skjulte, strategisk optimale baser, at Moses til eftertiden kunne have gemt - utilgængeligt for uindviede - værdifulde skatte og egyptiske arkiver, han som nævnt havde beslaglagt i Egyptens templer ifølge oldtidens egyptisk-græske historiker Manetho, 280 f.Kr. Han citeres af Josefus ("Antiquitates" I, 2,27 og I, 2,309-315) og af Eusebius af Caesarea.
Hvor meget af den gamle viden bragte den store Moses med sig ud af Egypten? Og er i så fald vigtige dele af den blevet skjult på den tid, da han døde, og deponeret i hans hemmelige gravanlæg nær Nebobjerget samt i hans og israelitternes utilgængelige base i Petra? Visse dele af videnskatten synes senere igen at være blevet skjult i tunneler i hulesystemet under Jerusalems tempel. 

 
Ifølge Bibelen var Pagtens Ark påsat to keruber af guld: egyptisk symbolik og stil. Guldrelief, 18. dynasti.
T.h.: Plan over tunnel, bygget af kong (H)ezekias (727-698 f.Kr.) - den er blot én blandt flere tunneler under Jerusalems tempelbjerg, hvor Pagtens Ark påstås at være gemt. Parker-ekspeditionen sporede tilmed eksistensen af hemmelige tunneler skjult bag vægge af "kunstig klippe".
 

Tempelriddere søgte, som allerede omtalt, i Jerusalems underjordiske labyrint i ni år fra 1118, hvor de havde indstiftet deres organisation, netop kort efter det første korstog (i 1099). Fandt de noget? Hurtigt foretog de også eftersøgelsestogter til dobbelthulen i Makpela (Abraham-familiens gravsted) i Hebron, i Petra og nede i Egypten - og Etiopien, hvor de har efterladt deres heraldiske mærker i nogle af kirkerne. De første Tempelriddere skulle officielt beskytte pilgrimmenes hellige steder, men f.eks. Petra hørte bestemt ikke til blandt disse.
Korsfarerne havde trængt ned i Egypten, men blev lige nord for Cairo slået af egypterhærens anfører, den store hersker Saladin. Men repræsentanter fra selve tempelriddernes særlige gruppe nåede videre, ikke som erobrere, men på eftersøgningstogt. De kunne i øvrigt næppe være kommet tilbage til Palæstina andet end ad søvejen (Røde Havet), fordi den sejrrige egyptiske hær nu dominerede områderne, hvor tilbagerejsen ellers skulle foregå. Det synes fortrinsvis at have været dem, der nåede til Etiopien, og de formodes at være forblevet der. 

 
Tempelriddernes malteser-kors blev anbragt i Etiopiens gamle kirker, her (t.h.): Sankt Maria-kirke, som den hjemkomne prins, nu konge, Lalibela lod hugge ud i ét stykke af en kæmpe klippeblok.
 

Samlet fra kilderne forlyder det, at tempelridderne især søgte disse fire forskellige emner:
1) Moses' og Egyptens videnskatte.
2) Moses' og Egyptens fysiske (guld)skatte og andre kostbarheder, hvoraf dele senere indgik i Jerusalems tempelskat.
3) Viden om relationerne fra de gamle egyptiske faraoners kongeblodslinje - hvori også Moses med sin fødselsbaggrund udgjorde et særligt link - og frem til det gamle Israels kongers blodlinje, som senere Jesus anses at have tilhørt. Det er en linje der stadig diskuteres som at være allerede i antiken videreført til Sydfrankrig, et dengang ikke ualmindeligt udflyttersted (jf. uden forbindelse i øvrigt at romerne eksilerede en jødisk konge til Sydfrankrig).
4) Pagtens Arks eventuelle skjulested, f.eks. ved Nebo-bjerget, eller i hemmelige gange under Jerusalems tempelbjerg - eller alternativt ifølge andre overleveringer - efter et længere ophold hos en historisk kendt jødiske gruppe på den egyptiske Nil-ø Elefantine - bragt til Etiopien af netop tempelriddere mens de eskorterede en etiopisk prins, Lalibela, tilbage til sit land i 1185.
De vedholdende ideer gennem historien angående "Moses skjulte skatte" o.lign., som ikke mindst kunne bestå af formodentlig de egyptiske arkiver, ses ofte næsten uundgåelig medføre associationer til filmdrama (Indiana-Jones-agtig aktion). Dette har også bidraget til, at mange forskere ofte ses at undgå sådanne data. At modstand fra akademisk hold evt. kan medvirke til begrænsning af videre undersøgelser, bør ikke afholde nogen fra at alligevel at udføre dem. 

Ove von Spaeth


Copyright © 2002 & © 2004 by: Ove von Spaeth
http://www.moses-egypt.net/
All rights reserved.

Flere oplysninger i teksten er fra Ove von Spaeths bøger "Den Forsvundne Tronfølger" og "Profeten som Ukendt Geni" - hhv. bind 4 og 5 i hans bogserie "Attentatet på Moses".

(C.A.Reitzels forlag og boghandel, tlf. 33 12 24 00 / info@careitzel.com)


Moses og israelitterne havde Sinaibjergets dalslette som naturligt beskyttet lejr og Sianaibjergets fremragende observationspost - længe i forvejen kunne der varskoes om forfølgende egyptiske tropper. Fra bjerget gav Moses loven, i pinsen i starten af maj. Forfs. foto viser samme udsigt, kl. 4 morgen, den 4. maj, 3459 år efter.
Det utroligt smukke tempel Kazneh i græsk-romersk stil, udhugget direkte ind i den rosafarvede klippe, i den skjulte by Petra. Illstr. fra tidligt i 1800-tallet.
     
 
| til Niels Aarups webside om Tempelridderne|
Link til samtlige artikler af Ove von Spaeth