Slaget ved Hattin (mellem de to "horn")
Dansk/historieopgave i 2G, dec. 2007
 
De Gejstlige Ridderordner
med fokus på funktion og aktiviteter under korstogene.
forfatter: Peter Klemmed Bjørk
Peter har givet tilladelse til at opgaven bringes på www.tempelherrerne.dk
 
Indhold:
 
 

Indledning

 
 

Problemformulering

 
 

Tempelherrerne

 
 

Johanitterordenen

 
 

Den Teutoniske ridderorden

 
 

Ridderne af Sankt Lazarus

 
 

Andre ridderordner

 
 

Eftertidens syn på gejstlige ridderordner

 
 

Konklusion

 
 

Litteraturliste

 
 

Billedoversigt

 
 

Kort over Outremer

 
   

 
Indholdsfortegnelse Indledning
Opgaven handler om Gejstlige ridderordner, og deres funktion, med fokus på deres aktiviteter under korstogene.

Jeg har valgt dette emne, fordi det i øjeblikket er meget relevant. Med udgivelsen af mange bøger og film på området, er de til stadighed emne for mange debatter i medierne. Dan Browns The Da Vinci Code, satte for alvor gang i debatten om, hvad de egentlig foretog sig, og hvor og hvad deres skatte er. Hvis de da stadig eksisterer. Disse dybt kristne riddere blev bandlyst bl.a. på anklager om djævledyrkelse, og homoseksualitet. Anklagerne er da senere blevet trukket tilbage, og grunden til deres undergang var altså en anden.
Jeg vil lave en dyb redegørelse og analyse af de to største ordner, johanitterne og tempelridderne. Fordi jeg er nødt til først at finde ud af, hvem de var, og hvad man ved de gjorde, før jeg kan konkludere deres betydning og indflydelse. Derudover vil jeg kort gennemgå to andre ordner, med moderat betydning for korstogenes udfald. Jeg har valgt johanitterne og tempelridderne, fordi de både havde magt i form af soldater og penge under og efter korstogene. For johanitternes vedkommende helt op til 1792, hvor Napoleon indtog Malta. De har også stadig magt over masser af mennesker, som forsker i deres sparsomme levn og talrige mysterier. Derfor ønsker jeg også at vurdere, hvad de betyder i dag, og hvordan vi ser på dem.

Indholdsfortegnelse Problemformulering

1. Redegørelse for de gejstlige ridderordners opståen og aktiviteter med fokus på tiden under korstogene med henblik på en analyse af forskellige fremstillingers vurderinger af ordnernes politiske og økonomiske betydning.

2. Efterfølgende en vurdering af eftertidens syn på ordnerne eksemplificeret v. Jan Guillous Tempelridderen.


Indholdsfortegnelse Tempelherrerne

Tempelridder

 

 

Efter erobringen af Jerusalem i 1099 tog mange af de kristne hjem, rige efter den plyndring, som havde foregået i Jerusalem og omegn. Dette efterlod omkring 500 riddere til at beskytte det nye land. De var dog langt fra nok, til at beskytte den nye stats borgere og de mange tilrejsende pilgrimme.
På dette grundlag oprettede Hugue eller Hugo de Payens fra Burgundiet, og Godfrey de Saint Adhemar fra det flamske område, det der senere skulle blive til Tempelherrernes orden. De hyrede syv andre riddere fra det nordlige Frankrig, og de arrangerede ture fra Jerusalem til Jericho, og videre til det sted i Jordanfloden, hvor man mente at Jesus blev døbt. I begyndelsen skulle det hedde sig at ridderne var fattige, og ikke havde andet en deres tøj, heste, og våben. Derfor blev de også kendt som Kristi Fattige Riddere, og deres mærke var også de to stiftere, der delte én hest.
Løftet om at leve i fattigdom, var meget vigtigt, fordi det adskilte dem fra andre riddere, som befandt sig i Outremer på dette tidspunkt.
Mange kom på grund af det økonomiske aspekt.

 

 

 

Her er, hvad en ukendt pilgrim sagde om broderskabet, i tiden før 1187:

Tempelherrerne er nogle meget ekseptionelle soldater. De bærer hvide kåber med et rødt kors, og når de drager i krig bærer de forrest en to farvet fane kaldet Balzaus. De drager ud i stilhed. Deres første angreb er det værste og mest frygtelige. De er dem der angriber først, og dem der returnerer sidst. De venter på deres mesters ordrer. Når de er klar til at drage i krig og trompeten har lydt, synger de Davidssalmen ”Ikke til os, O Herre” i kor, mens de knæler på fjendens blodige halse, medmindre de har tvunget fjendens tropper til at trække sig, eller at de fuldstændig har slået dem i stykker. Hvis én af dem, af en eller anden grund vender ryggen til fjenden, eller træder frem levende (efter at de er besejret), eller bærer våben mod de kristne, vil han blive straffet hårdt. Den hvide kåbe med det røde kors, som er tegnet på ridderskab vil blive taget fra ham med skændsel og vanære, han vil blive udstødt af broderskabet, og skal spise sin mad fra gulvet uden en serviet i et år. Hvis hundene sårer ham, tør han ikke at jage dem væk. Men i slutningen af året, hvis Mesteren og brødrene mener at hans straf har været nok, vil de genoprette ham med bæltet af hans tidligere broderskab. Disse tempelriddere lever under en stærk religiøs lov, ydmyg lydighed, må ikke eje private ejendele, spise sparsomt, klæde sig simpelt og bor i telte.

Stewart, Aubrey, Anonymous Pilgrims, I-VII (11th and 12th centuries),
Palestine Pilgrims´ Text Society 6, 1894. side 29-30.

 

Vi ved ikke meget om denne kilde. Vi ved ikke hvem der har skrevet den, kun at det var en pilgrim, som opholdte sig i Jerusalem inden 1187. Kilden beskriver tempelherrerne, som den ypperste krigsinstans, de kristne rådede over. Ordenens strenge regler og ekstreme religiøsitet er også nævnt. Og netop denne stærke religiøsitet gør at de intet frygter, og at døden kun tager dem til et bedre sted. Frygtløsheden, er det der gør dem allerfarligst. Oplysningerne vi får i kilden stemmer godt overens med de oplysninger jeg har læst mig til i de angivne fremstillinger. Når ridderne bliver beskrevet som de stærkeste af de kristne riddere, er det meget vigtigt at have dem med i krig. Dette gav ordenen en vis politisk magt. De kunne bestemme stort set, hvilke krige der skulle føres, fordi ingen angreb uden at have dem med. Til gengæld havde de sværget troskab til kongen af Jerusalem, så hvis han valgte at gå i krig med hele sin styrke, skulle de helst følge ham. De stod direkte under paven, så han kunne altså ikke tvinge dem. Da de nu som regel kæmpede med kongen, foregik de fleste større slag, sammen med en mere eller mindre professionel verdslig hær. Mange havde aldrig været i krig mod Mamelukkernes hurtige arabiske heste, og havde ingen idé om, hvor dygtige muslimernes beredne bueskytter var. Derfor dækkede tempelherrerne hæren fra højre side, mens johanitterne dækkede den venstre. Bare for at hæren ikke skulle falde helt sammen.

Man ved at ordenen meget tidligt efter deres opståen, rådede over store formuer, og havde derfor råd til at føre en dyr krig. De var altså ikke alene de bedste soldater, de var også bedst udstyret, og havde bedst råd til at føre en lang krig. Dette gav dem en ekstrem magt, og de kunne forhandle midler og jord på lige fod, og i nogle tilfælde bedre, end de verdslige herrer, som kom til landet.

I år 1118 sværgede de troskab til Patriarken af Jerusalem, som var det øverste kirkelige overhovedet i Jerusalem. Kong Baldwin af Jerusalem skænkede dem en del af paladset til at tjene som hovedkvarter. Stedet var, hvor man mente at Kong David engang byggede Salomons tempel, og deraf navnet Tempelherrerne, eller Tempelridderne. Al-Aqsa moskeen lå der før, og ligger på samme sted i dag. Man mener faktisk at det skyldes de runde moskeer, at tempelherrerne begyndte at bygge runde kirker. Den nyoprettede orden steg stødt og roligt i medlemstal, og man var enige om at ordenen skulle oprettes officielt som en kristen ridderorden, som kun adskilte sig fra en munkeorden, ved at de bar våben.

Reglen
Hugue de Payens rejste til Europa i 1124, hvor han udover at rekruttere nye medlemmer, kom til Den katolske kirkes råd, som sad i Troyes i Frankrig. Her mødte Hugue Broder Bernard, som senere blev til St. Bernard. Han var abbed i et cisterciensermunkekloster i Clairvaux. Bernard udformede tempelriddernes klosterregler, og så ikke anderledes på deres pligt til at dræbe muslimer, end på de mere almindelige klosterregler. Regelsættet kan findes i en oversat udgave på: www.tempelherrerne.dk, under fanen Regler og Statutter. Reglerne var, åndeligt set, hovedsageligt de samme som cisterciensermunkenes.
Militært set gik reglerne blandt andet ud på at kæmpe til døden, at nægte at kunne blive købt fri af løsepenge, at gå ind i enhver kamp, uanset hvilke chancer de havde for sejr, og at beskytte pilgrimme mod ethvert overgreb fra muslimer. Disse regler var med til at gøre tempelherrerne til nogle af de mest frygtede riddere blandt muslimerne. Hver ridder måtte eje tre heste, og en fjerde ført frem af en væbner. Alle andre materialer tilhørte ordenen. Grunden til at det var nødvendigt med flere heste, var fordi ridderne både havde tungt og let rytteri. En arabisk hest var bedst som let flanke rytteri, mens de større og tungere frankiske heste var bedst til tungt rytteri.

Aftryk af Tempelherrernes segl
Organisation
Da Hugue de Payens vendte tilbage til Outremer i 1130, var det både med 300 nye riddere, store donationssummer, og nyoprettede hovedkvarterer i Antiokia, Tripoli, Aragonien og Portugal. Hovedkvarterer i England, Aquitaine, Poitou, Provence, Apulia, Ungarn, Tyskland, Sicilien og Grækenland fulgte hurtigt. Her blev nye medlemmer rekrutteret og trænet, man tog imod donationer, og derudover var det muligt at indlevere penge, og mod udveksling af et brev, få dem udleveret ved et hvilket som helst tempelridderhovedkvarter. På denne måde opstod det første banksystem. Dette bevidner om de enorme summer, som ethvert hovedkvarter lå inde med. Europæiske adelige, og rige handelsmænd rejste på denne måde til det hellige land, og gjorde landet rigere. Hovedkvarterene skulle også administrere de borge, slotte og godser, som kom i ordenens besiddelse, da ejeren trådte ind i ordenen. De havde altså ikke alene stor magt i det hellige land, men også i resten af Europa, hvor de agerede som en rig munkeorden, med militær kraft. Ordenen rådede over en stor mængde borge og fyrstedømmer rundt omkring i Europa. Således fik ordenen også kontrollen over en masse soldater, som ikke var med i ordenen selv, men blot hørte til et fyrstedømme, som ordenen rådede over.

Styrken og de militære opgaver
Ved tiden omkring andet korstog (1145-1149), kunne ordenen stille op mod 600 riddere, som ikke var bundet af opgaver som bemanding af borge. Sammen med den anden meget fremtrædende religiøse orden, johanitterne, stillede de halvdelen af alle riddere i Outremer. Deres første militære opgave, var sammen med Kong Baldwin at slå et oprør i Antiokia ned, men fra 1147 var ordenen med i fronten mod Islam. Ordenen sad på dette tidspunkt solidt i det hellige land. Den ejede store landområder, og penge og nyrekrutterede riddere kom hele tiden fra Europa. De blev eksperter i pengeadministration, og begyndte i 1148 at låne penge ud, imod Biblens ord. Ordenen investerede i skibe, og begyndte nu selv at transportere pilgrimme til og fra Outremer.

Slaget ved Mont Gisar
I november 1177 brød 80 tempelriddere og 300 andre riddere igennem Saladins linjer, ved Mont Gisard. Mamelukkernes antal er vurderet til omkring 3000. Dette viser lidt af riddernes styrke. Stormesteren blev dog fanget, men på grund af ordenens regelsæt omkring løsepenge, blev han henrettet i fængslet.

Gerard de Rideforts fejl mod Saladin
Den efterfølgende Stormester, Gerard de Ridefort, blev kendt både som en dygtig strateg ved forskellige hof, men også som en komplet uduelig soldat, og ikke mindst general. Gerard var stormester da Jerusalem faldt. Alle de angivne fremstillinger er dog enige om at det var Reynald de Châtillon der startede den endelige krig. Gerard de Ridefort havde ellers siddet i Alleppos fangehuller, men blev løsladt som en gave, fordi Reymond af Tripoli kom byen til undsætning for at den ikke skulle falde i Saladins hænder. Reynald angreb senere en arabisk karavane. Det var aftalt at karavanerne havde frit lejde, og Guy de Lusignan krævede at den blev sat fri. Reynald nægtede, og det førte til at Saladin begyndte at hærge i Transjordan, som tilhørte Reynald. Et rygte fortæller at Saladins søster skulle have være med i karavanen, men dette er dog tvivlsomt.

Reymond af Tripoli gav noget modvilligt Saladins hær frit lejde til at passere hans jord, således at han fik fri adgang til Jerusalem. Her begik Gerard de Ridefort sin første større fejl. Det var ved Cressons Kilder. Han angreb 7000 veltrænede og udhvilede Mamelukker, med en hær bestående af 90 tempelriddere, 10 johanittere, med deres Stormester Roger des Moulins, samt 40 andre riddere. Kun han selv og to andre brødre undslap med nød og næppe slaget, mens de andre
fortabt red ind i "The Valley of The Shadow of Death".
Lord Alfred Tennysson har i digtet, "The Charge of the Light Brigade" beskrevet en lignende situation, hvor en styrke på 600 ryttere angreb en russisk hær under Krimkrigen (1853-1856).

Skal dette angreb forsvares, må det være, at ud fra at reglerne skulle han som hærleder modtage enhver udfordring på slagmarken, men disse riddere kunne have gjort sig nyttige på anden vis. Dog red han til Nazareth, og påstod at muslimerne var slået, og at der var mange skatte at hente, men da byens borgere strømmede da ud til slagmarken, blev de alle dræbt.

Det ene tab efter det andet
Ikke længe efter fulgte Gerard de Ridefort, Outremer´s konge Guy de Lusignan til Hattins Horn, der ikke lå særlig langt fra Nazareth. I dette slag blev næsten alle kristne riddere blev udslettet.
Der hersker stadig uenighed om, hvorvidt det var Kong Guy eller Gerard de Ridefort, der var årsag til det nederlag, der førte til at Jerusalem lå næsten ubeskyttet, og efterfølgende blev
generobret af Saladin.

Jerusalem faldt, og ordenerne begyndte at skændes indbyrdes
.
I 1244 faldt borgen ved Gaza og kun 36 ud af 300 tempelherrer overlevede. Der var også lidt over 300 johanittere, men stemningen var langt fra venlig ordnerne imellem.
I 1250 faldt mere end 200 riddere i Masurahs gader og i 1256 kæmpede tempelherrerne tilmed mod johanitterne i Acre i denne specifikke sag havde ordnerne taget hver deres side i en strid mellem Genoa og Venezia. Højst sandsynligt, var denne krig også et udtryk for den tilspidsede situation ordnerne imellem, og det hjalp ikke på situationen, at den tyrkisk hærfører, Baibar, indtog Caesarea og Arsuf i 1265, samt Antiokia i 1268.

Grevskabet Tripoli falder i 1289 og efter det er det Acre der er den sidste og eneste kristne bastion i Outremer. Acre falder i 1291. Efter det totale nederlag får Tempelherrerne frit lejde til at blive udskibet, og de forlader det hellige land for altid. Siden ordenens oprettelse knap 200 år tidligere er 20.000 tempelriddere døde som en del af Guds hær.

Tilbage i Europa koncentrerer ordenen sig om banksystemet, og om at låne penge ud. Mange, og ikke mindst deres skyldnere, mente at der ikke længere var brug for ridderordnerne, når nu det hellige land var tabt. Det førte til at en tempelherre, Esquiu de Floyrian, beskyldte dem for homoseksualitet, korruption, og blasfemi. Kong Philipp IV le Bel, eller den Smukke, skrev til paven i 1305.

Pavens forsøg
Paven hidkalder ordenens sidste stormester Jacques de Molay, og foreslår at tempelherrerne og johanitterne går sammen til en orden, for på den måde at redde dem. Jacques der ikke opdager, hvilken fare hans orden er i,
nægter. Dette kan selvfølgelig være en tilrettet version, fordi Vatikanet har opdaget, hvilken uretfærdighed, ordenen blev udsat for. Dette ville i så fald ikke være første gang.

Vatikanet offentliggjorde da også et dokument den 25. oktober 2007, hvori ordenen bliver frikendt af pave Clement V, inden henrettelserne. Den 15. september 1307 beordrer Philipp alle ordenens medlemmer indfanget. I alt 13 undslap. De fleste riddere tilstod alle anklager under tortur. Den 22. november samme år, bliver alle kristne lande opfordret til at indfange ridderne, de bliver dog frikendt i England, Spanien, på Cypern og i Tyskland.
I april 1312 blev ordenen officielt opløst, og alle ejendele blev givet videre til Johanitterordenen. Dog ikke alle de penge, som den franske stat skyldte, og de skatte, som befandt sig i Frankrig. Ca. 900 fyrstedømmer spredt ud over Europa var, hvad tempelherrerne havde tilbage i 1312.


Indholdsfortegnelse Johanitterordenen

Johanitterordenen bestod oprindeligt af Benedictiner-munke og nonner, som drev en slags herberg i den italienske havneby Amalfi. Deres leder hed Broder Gerard. Fra Amalfi sejlede skibe pilgrimme til det hellige land. Da Europæerne indtog Jerusalem skænkede Godfrey af Bouillon, som tog æren for indtagelsen af byen, ordnen jord for deres gode gerninger. På jorden oprettede de hospitaler og herberger. De oprettede også hospitaler og herberger i mange større havnebyer, ud for Jerusalem.

Den efterfølgende konge, Baldwin I, var i krig med en egyptisk hær og da han sejrede, forærede han en tiendedel til ordenen. Dette blev senere kopieret, så ordenen hurtigt fik en anseelig formue. Ordenen har dog på dette tidspunkt ikke udvidet deres arbejde, til også at dække kæmpende tropper, og deres politiske indflydelse er derfor ikke så stor.

I 1113 skifter ordenen til St. Augustins regel, og bliver oprettet, som en selvstændig kirke. Broder Gerard dør i 1120, og på dette tidspunkt har ordenen hospitaler i alle havnebyer, og alle større byer.

Raymond du Puy
Ordenens nye overhoved var Raymond du Puy, og han fortsætter med en af Gerards idéer. Johanitterne brugte bevæbnede riddere til at eskortere pilgrimmene til og fra Jerusalem. Ridderne blev også sat til at bevogte hellige steder, og fra dette er der ikke langt, til at bevæge sig imod dannelsen af en egentlig hær, med lejede tropper. De første riddere der sluttede sig til ordenen var klædt som tempelridderne, men tilhørte ikke nogen orden, og gik i krig på eget initiativ.
I 1130 dikterer paven dog, at ridderne skal være iklædt det hvide kors på den røde baggrund. Den samme fane som danskerne tager til sig i 1219, uden at vide, hvilken frygt de vakte i deres fjender ved at klæde sig i disse farver. I 1130’erne begynder ordenen at modtage flere borge.

Johanitternes borge
I 1136 modtager de borgen Gibelin af kongen, og i 1139 får ordenen to af Raymond II af Tripolis hovedborge.


I 1142 modtager ordenen yderligere fire borge, og deriblandt den uindtagelige Krak des Chevaliers , som kunne holdes med kun 200 mand. Der er ingen optegnelser eller kilder der taler for at ordenen på dette tidspunkt spillede nogen militær rolle, men hvorfor skulle Outremers mægtigste beskyttere give borge til munke, hvis ikke de var i stand til at forsvare dem? Ordenen oprettede en instans der skulle tage sig af hyring af riddere og soldater i 1136. Ordenen indtager selv en egyptisk borg (Banyas) i 1157, så på dette tidspunkt ved man, at den fungerer som en hær.
Nur ed-Din, som kæmpede imod dem,beskrev dem som gode og disciplinerede soldater , uden egentlig at vide, hvem de var. Nur ed-Din betyder troens lys, og henviser til hans stærke religion, og hans aktive rolle med lille-Jihad, som er den ydre Jihad.

Ordenreglen
Der var næsten de samme regler omkring heste hos johanitterne, som hos tempelherrerne. Reglens formål var, at ingen kom til at virke rige, eller rigere end de andre riddere, da heste på dette tidspunkt var et tegn på rigdom. Nu har johanitterne altså opbygget sig en militær magt, og er sammen med tempelherrerne nogle af de mægtigste ordner i det hellige land. I 1179 udsender paven en bulle, som beordrer ordenen til at sig til deres oprindelige opgave, selvom johanitterne på dette tidspunkt var for stor en magtfaktor til at landet ville holde uden dem. Paven bliver først klar over deres egentlige rolle ved Hattins to horn (tinder), og på dette tidspunkt var det næsten for sent.

Stridigheder mellem ordnerne begynder
I starten af 1200-tallet begyndte der så småt at opstå stridigheder mellem de to mægtigste ordner, og i 1216 indtog johanitterne Antiokia fra tempelherrerne, som ikke forventede at blive angrebet fra den kant. Befolkningen i byen gjorde dog opstand, og det ente med at johanitterne måtte forlade byen igen. Det opgøres i 1240, at ordnerne har mere indbyrdes stridigheder end mod muslimerne. I de angivne fremstillinger, er der ingen forklaring på denne indbyrdes krig, men hvis jeg skulle give et bud, ville jeg sige at en magtfuld person har spillet dem ud mod hinanden, netop fordi de vandt for meget magt. Dette kan også være grunden til at paven beder dem om at holde sig til deres oprindelige hverv.

Johanitternes magt ønskes svækket
Terrence Wise skriver, at der efter 1307 blev oprettet og genoprettet ordner, hvis eneste formål var at svække johanitterne magt. Hvis nogen på det tidspunkt har taget det skridt, hvorfor skulle der så ikke være handlet ligeledes under korstogene? De kæmpede dog side om side i Gaza i 1244, hvor mere end 300 riddere faldt, og deriblandt ordenens stormester.
I 1271 faldt den mægtige Krak des Chevaliers, fordi forsyningerne ikke var tilstrækkelige, trods underbemandingen. Som det sidste falder grevskabet Tripoli som sagt i 1289 og Acre i 1291, og i 1292 bliver Cypern ordenens nye hovedkvarter. Ridderne er nu helt ude af det hellige land, og begynder at organisere sig mere som en søfarende militærfaktor end på land. De opretter en instans til at hyre søfolk i 1301.

Rhodos indtages
I 1306 angriber og indtager johanitterordenen den islamisk kontrollerede ø, Rhodos. Dette er johanitternes første selvstændige angreb til søs. De erobrer borgen Mount Philerernos i 1307, og har på dette tidspunkt udvidet deres flåde til at ganske anseelig størrelse. Pengene har de lånt af to italienske pengeudlåningshuse, og de får stiftet sig en anseelig gæld. De penge de får fra tempelridderne er ikke nok til at rydde deres enorme gæld. Ordenen kommer ikke i samme stormvejr som andre ordner, fordi de går ind i søfarten, og fortsat har mindre angreb på islamiske havnebyer. I 1320 har de en gæld på 500.000 florinere, som bevidner den enorme ekspansion, som ordenen har haft. Til deres held går de to pengehuse bankerot i henholdsvis 1343 og 1346, og de får eftergivet en gæld på 360.000 florinere, og det redder ordenen fra en økonomisk krise, som var under opsejling. Rhodos var nu oppe på 400 riddere, og var stærkt bemandet. Trods det store nederlag ridderne led i Outremer er kom de på fode igen. Denne gang er de endog endnu mere magtfulde, fordi de ikke ligger under nogen konge, men selv regerede en ø, og en af verdens mest avance-rede flåder på den tid.

Cyprioterne iværksatte et par korstog
, og i 1365 førte det, ved johanitternes hjælp, til indtagelsen af Alexandria. De kristne var dog på ingen måde i stand til at holde byen, og det endte med en plyndring, og at de efterfølgende brændte byen af. Der iværksættes flere korstog i løbet af 1390’erne, men johanitterne deltager udelukkende med styrker til søs.

Rhodos angribes
En egyptisk sultan gør cyprioterne til slaver i 1435, og gør klar til at angribe Rhodos. Johanitterne indkalder forstærkning fra hele Europa, og 500 ekstra riddere kommer til øen. Sultanen angriber i 1440, men har undervurderet johanitterne, og taber stort.
Han angriber igen i 1444, og denne gang lykkedes det for ham at sætte mamelukker i land, som overtager kontrollen med øen. Ordenen som er lukket inde på borgen, angriber uventet, og får overtaget situationen inden mamelukkernes forstærkninger dukker op. Konstantinopel falder i 1453, og Rhodos er nu den østligste kristne bastion, og der bliver derfor lagt et pres på ridderne fra Osmanderriget anført af Mohammad II. Han angriber øen, men må give op efter tre måneders belejring, fordi forstærkninger dukker op fra Europa. Johanitterne får efterfølgende fred i 42 år, men så angriber sultanen Suleiman med omkring 100.000 mand. Ordenens stormester, Villiers de l’Isle Adam, råder over 600 riddere og 4500 andre soldater, men først efter to måneders konstant kamp lykkes det Suleimans soldater at trække igennem forsvaret. Alene disse oplysninger fortæller os, hvilken styrke ridderne besad, selvom de var stærkt i undertal. Suleiman iværksætter tre større angreb, som med noget besvær bliver bekæmpet af ordenen. Efter de mislykkede angreb, ændrer Suleiman strategi, og blokerer byens forsyningsmuligheder i stedet for.

Rhodos må opgivesog Malta doneres til ordenen
Den 20. december 1522 overgiver johanitterne sig, og de bliver igen hjemløse.. Kejseren af Det Hellige Romerske Rige, Charles V, skænker ordenen Malta, på den betingelse at de også skal forsvare Tripoli i Nordafrika. Dette var dog en umulig opgave og Tripoli faldt til tyrkerne i 1551. På nuværende tidspunkt var Malta blevet forstærket markant, og det lykkedes ridderne at fordrive piraterne fra Algeriet, som ellers havde været i stand til at gå i land og hærge i Italien og Spanien. Dette betød, at en omfattende handel til søs gik i gang, og den beskattede johanitterne. De forøgede deres formuer markant ved denne skat.

Suleiman angriber Malta - og taber
Ordenen har forfinet deres kampform til søs, og ingen ønsker at mødes med dem på havet. Suleiman er dog ikke tilfreds med ordenens fortsatte tilstedeværelse, og angriber i 1565 øen med 180 skibe og ca. 30.000 mand. Selvom ordenen skraber så mange soldater sammen som muligt, er det denne gang kun muligt at skaf-fe 500 ridder i alt. Derudover har de 4000 maltesiske soldater, og 4500 lejesoldater. Efter belejringen er gået i gang, lykkes det for 80 riddere og 600 lejesoldater at slippe igennem blokaden. Det havde dog ringe betydning fordi Suleimans styrker blev mere end fordoblet i løbet af blokaden.

Det blev en grim kamp til døden, og ingen gav sig en tomme. Johanitterne så for anden gang ud til at blive udslettet af Suleimans tropper, men Filip 2. af Spanien kommer ordenen til undsætning, og driver resterne af Suleimans hær på flugt. På dette tidspunkt er der mere end 240 døde riddere, 6000 døde lejesoldater, og mere end 24 000 døde tyrkere. Johanitterne bliver kun rigere af deres nyvundne frihed, men det gør også, at de ikke er lige så indstillet på krig.

Johanitterne mister de fleste af deres ejendomme i Europa ved den franske revolution (1789), og Napoleon indtager øen efter kun to dages belejring i 1792.


Indholdsfortegnelse Den Teutoniske ridderorden

Den Teutoniske ridderorden Ordenen opstod ved at der blev oprettet hospitaler, for de tysktalende korsfarere i Acre i 1190. Rid-derne havde ikke meget aktivitet i det hellige land, og fungerede mest som et hospital for dem, der talte bedre tysk end frankisk. Man prøvede at komme ordenen til livs, på samme måde som med tempelherrerne i 1308, men ridderne overlevede ved at fokusere deres aktiviteter på Østeuropa i stedet for. For det første var der stadig mange hedninge i dette område, for det andet var staterne ikke så stærke som eksempelvis den franske, så ordenen havde mere frit spil her. Deres sidste beviselige militære aktivitet, var i 1697. Her hjalp de den ungarske hær med en gang for alle at slippe af med tyrkerne. Siden har der gået rygter om at ordenen har eksisteret i hemmelighed, og var en lille samling adelige. Bl.a. siges det at ærkejarlen Karl, Napoleons rådgiver, var medlem af ordenen. Grev Maximilian von Merveldt kæmpede mod Frankrig under revolutionen og i Napoleonskrigene. Mester ærkejarl Eugen erobrer Caporetto i 1917. Derudover skulle de tolv hængte fra 1944, der stod bag attentatforsøget på Adolf Hitler, også være medlemmer. Ingen af forfatterne til de fremskrifter jeg har brugt, har kendt til nogen håndfaste beviser.


Indholdsfortegnelse Ridderne af Sankt Lazarus

Ridderne af Sankt Lazarus Dette er den tredje ridderorden, der opstod i Jerusalem. Man ved ikke om det oprindeligt var græsk/armensk spedalskhedshospital, som flyttede med korsfarende til Jerusalem, eller om det var en gren af Johanitterordenen, som tog sig af spedalske. På dette tidspunkt var det spedalske munke, som tog sig af andre spedalske. Sygdommen var meget smitsom, og alle der var i nærheden af spedalske blev derfor også spedalske, hvis de ikke var det i forvejen. Ordenen fik sin egen kirke i 1142, og i 1150 havde de huse i Tiberias, Ascalon. Ikke længe efter fik de også huse i Acre, Caesarea og Beirut. Hospitalerne begyndte at hyre ikke-spedalske soldater, og de havde da også riddere med ved Gaza i 1244, og i Acre i 1291. Efterfølgende fik ordenen hovedsæde på Cypern, hvor ordenen forblev en hospitalsorden indtil 1342. Ordenen blev genoprettet i 1696, sammen med den noget mindre orden Fruen af Mount Carmels orden, for at forhindre johanitterne i at blive for magtfulde. Ridderne af Sankt Lazarus forsvandt for stedse i 1790, hvor man ikke længere fandt brug for dem.


Indholdsfortegnelse Andre ridderordner

Der kan nævnes mange andre ridderordner, men jeg har uddybet dem, som jeg vurdere har haft en indflydelse på historiens gang. Men for ikke at udelade nogen, kan der nævnes, Ridderne af St. Thomas af Canterbury i Acre og Sværdets Brødre. Derudover er der en del spanske og italienske ordner, som har været små, og uden betydning for korstogene, og det hellige land.


Indholdsfortegnelse Eftertidens syn på gejstlige ridderordner

I dag er ridderordnerne meget populære, fordi de er omgivet af en masse mystik. Særligt tempelridderne har været i søgelyset, og dette skyldes deres mystiske forsvinden. Ridderne var en af de mægtigste instanser i Europa indtil 1307, hvor Philip den Smukke kom med sine beskyldninger. Ifølge historiebøgerne overgik deres samlede formuer til johanitterne, men dette er stadig et mysterium. Ordnen er omgivet af konspirationsteorier, og en af dem, inkluderer Danmark.
Erling Haagensen er forfatter til bøgerne: Bornholms mysterium – på sporet af Tempelherrernes hemmelighed og den glemte videnskab, og Bornholms rundkirker – middelalderens største kompleks. Grundlæggende argumenteres der for at tempelridderne byggede de karakteristiske rundkirke på Bornholm, og efter deres bandlysning flyttede i eksil på øen. Rundkirkerne er opført i midten af 1100-tallet, som var tempelriddernes storhedsperiode, og de var også kendt for at bygge kirkerne runde. Hidtil har man ment, at kirkerne blev bygget som et forsvar til egnens folk, men Erling har argumenteret for de var meget dårlige at forsvare sig fra, og skydeskårene vender den forkerte vej. Det vil sige at den brede åbning er udad, og ikke indad. Dette, siger han, er beregnet til astrologiske målinger, og at bestemte stjerne lyser direkte ind i kirken, på forskellige årstider. Man har med højteknologisk udstyr målt en krypt under Østerlars rundkirke, som måler ti en halv meter langt, tre meter højt og to meter bredt. Mystikelskere over hele verdenen gætter på, om det skjuler den hellige gral, en grav, eller en forsvunden skat. Der er ikke blevet givet tilladelse til en udgravning. De populære børnefilm Tempelriddernes skat, er løst bygget over disse bøger.
I bogen Tempelridderen af Jan Guillou, kommer vi ind på livet af tempelridderen Arn Magnusson fra Vestgöteland. Arn bliver som ung taget i at have haft kønslig omgang med sin kæreste Cecilia før ægteskabet, og de bliver dømt til tyve års bod. Cecilia skal afsone de tyve år i et nonnekloster, mens Arn skal gøre tjeneste i guds hær. Ordenen bliver beskrevet som den bedste, og dette skyldes at forfatteren har ladet os se gennem en tempelridders øjne. Det var muligvis anderledes, hvis han havde ladet os se gennem en johanitters øjne. Ridderne er meget religiøse, og barberede deres hoved, men ikke deres skæg. Forfatteren har ladet Arn være med i slaget ved Mont Gisard, hvor en lille kristen styrke slog omkring 3000 mamelukker. Der er selvfølgelig nogle ændringer, som man som skønlitterær forfatter er nødt til at foretage. Det beskrives, hvordan Gerard de Ridefort kommer til magten i ordenen, og at han kun kom til den ved svig, og ved at kende de rigtige. Jeg skal ikke kunne sige om foregik på denne måde, men han kom ikke til, grundet i sit talent som hærfører. Arn er også med ved Cressons kilde, og ved Hattins horn. Bøgerne er ved at blive filmatiseret, og den første film har premiere til januar 2008.

I den verden vi lever i, i dag, er der mange der har brug for en smule trylleri og mystik, fordi religion og myter bliver afkræftet en efter en. Vi har derfor fået Harry Potter og Ringenes Herre, men skal man tættere på noget der har foregået i virkeligheden, er tempelridderne og andre mystiske broderskaber en oplagt sag.
Der findes meget få kilder på området, fordi tempelriddernes og johanitternes dokumenter blev brændt først ved slaget om Rhodos, og de resterende på Malta. Det vides ikke om det var ridderne selv der brændte dem for at de skulle falde i fjendens hænder, eller om de tilfældigvis blev ødelagt ved bombardementerne. Der går rygter om at johanitterordenens guldreserver stadig befinder sig på Malta, og Maltas regering har derfor for nylig gjort krav på alle skatte der findes på øen. Det skal nok sætte gang i skattejægerne.


Indholdsfortegnelse Konklusion

De gejstlige ridderordner har altså haft en klar betydning, og var rygraden i den kristne hær under korstogene. Tempelridderne har med deres banksystem fået mange rigere mennesker til at rejse til det hellige land. Uden den service, var der nok kommet investorer til landet alligevel, men ikke i samme omfang. Det havde forårsaget en dårligere økonomi i landet. Havde landet været fattigt, havde hærene været ligesom Peter Eremits; en flok bønder udstyret med de våben de lige kunne finde. Kongen havde ikke haft råd til at udstyre hærene med hverken heste, våben eller mad. Outremer havde altså ikke været kristent særligt længe. En af grundene til at ridderne er så spændende i dag, er delvis på grund af de få kilder, og dels fordi de var så dedikerede krigere, bankfolk og munke, som de var. Det er ikke noget vi så let kan forstå os på i dag. Dog har vi alligevel brug for magien og mystikken, og derfor appellerer bøger, film og andet om tempelriddere, eller johanittere til os.


Til min opgave har jeg benyttet fire fremstillinger, til at skabe mig et overblik over emnet.
Bøgerne er:
The Cross and the Crescent, Politikens bog om Korstogene, The Knights Templar, The Knights of Christ.
Fælles for alle disse forfattere er, at de er skrevet fordi emnet har været af interesse. Sådan er det som regel med forfattere og deres fremstillinger. Alle disse forfattere er anerkendte for deres arbejde, og har ikke kun skrevet disse bøger, men en række historiske bøger om korstogene og andet. Dog kan man sige, at hvis fremstillingerne skulle have en tendens, ville det være at sætte ordnerne i et bedre lys. For eksempel er der ikke en af forfatterne der skriver, at tempelherrerne kunne være skyldige i deres anklager.
Dette er simpelthen utænkeligt.

Indholdsfortegnelse Litteraturliste

Internetadresser: http://www.tempelherrerne.dk/

Bøger:
Billings, Malcolm: The Cross and the Crescent – A History of the Crusades
Guillou, Jan: Tempelridderen, Modtryk
Haagensen: Erling, Bornholms mysterium – På sporet af Tempelherrernes hemmelighed og den glemte videnskab, BOGAN
Haagensen, Erling: Bornholms rundkirker – Middelalderens største kompleks, BOGAN
Jensen, Kurt Villads: Politikens bog om Korstogene, Politikens forlag
Nicholson, Helen: The Knights Templar – A New History, Sutton Publishing
Stewart, Aubrey: Anonymous Pilgrims, I-VII (11th and 12th centuries), Palestine Pilgrims´ Text Society 6
Wise, Terrence: The Knights of Christ, Osprey – Men-At-Arms Series

Indholdsfortegnelse Billedoversigt

http://www.maknap.com/MysteryTV/history/templars/articles/mhte_05_order.htm.
Billedet forestiller ordnens berømte segl.

http://www.juancole.com/cgi-bin/i/napoleon/Malta_Knights.jpg
Billedet forestiller en genopførsel af militære øvelser, på fort St Elmo, på Malta den 8. maj 2005. Guillou, Jan, Tempelridderen, Modtryk, side 6


Indholdsfortegnelse Kort over Outremer