Disse link er til Jørgen Marcussens historiske hjemmeside: http://www.jmarcussen.dk

R I D D E R O R D E N E R

NOGLE BEMÆRKNINGER OM RIDDERORDENER - ISÆR JOHANNITERNE

Indholdsoversigt

Indledning

Teksten i dette dokument er nogle oplysninger om hovedtrækkene i de middelalderlige ridderordener, der fra korstogstiden har opereret i Mellemøsten og Europa. Det er især Johanniterriddernes historie, der er behandlet. For de ordener, der har virket i Danmark, er der en tekst om klostre, grundlæggelse, motto, dragt, lære og ledelse under ordenernes egne sider.

Der er først nogle generelle betragtninger, hvorefter der er en kronologisk gennemgang af emnet. Ordet »orden« er her i teksten brugt om en religiøs eller religiøs og militær ordensorganisation.

Korstogene

Oprindelsen til de første hospitalsordener ligger forud for korstogene. Om korstogene er der overvældende mange oplysninger på internettet. Her er en henvisning til dette sites oplysninger om korstogenes årstal og rækkefølge.

Kongeriget Jerusalem

Et af de særprægede resultater af korstogene var det midlertidige kristne rige i og omkring Jerusalem. Det blev aldrig stabiliseret og overlevede kun så længe, de muslimske stater, der omgav det, ikke kunne finde ud af forenes i kamp mod de erobrende kristne. Så snart der var skabt en enig muslimsk front, så måtte de kristne igen forlade Mellemøsten. Der var dog stadig kristen dominans i Tyrkiet, hvor muslimerne først 1453 fik erobret Konstantinopel. Her er en kort indføring om kongeriget Jerusalem og en liste med dets kongeslægt og genealogi.

Korstogene og pilgrimsplejen

Der havde med afbrydelser været plejeinstitutioner for pilgrimme i Det Hellige Land siden omkring år 600, men det er først med de to ordener, Johanniterne og Tempelridderne, omkring 1100-1120, at der kommer mere permanent sygehuskapacitet i Jerusalem. Det var påtrængende, fordi man først og fremmest havde mange sårede og syge soldater, men efterhånden også mange pilgrimme, der efter den strabadserende rejse havde behov for pleje. Plejeforholdene for kristne pilgrimme lige før Jerusalems erobring var knyttet til det Benediktinske Kloster, der lå lige ved Den Hellige Gravs Kirke. Klosteret hed St. Maria Latina, og den munk, der var udpeget til gæsternes eller patienternes pleje, var Gerard, der blev grundlæggeren af Johanniterne.

Ordenerne opstod som syge- og plejeorganisationer, men i løbet af en snes år udviklede de sig til foruden sygeplejen også at have militære afdelinger, der oprindeligt skulle sikre pilgrimmene vejene til Jerusalem, men snart blev almindelige - eller nærmere - elitestyrker af stor betydning for kongerigets sikkerhed.

Da ordenerne samtidig blev fritaget for afgifter og modtog store bidrag, så blev de nogle formidable magter i staterne. For eksempel havde Johanniterne midler til at bygge borge og sikre disse, og de havde flådeenheder, der kunne sikre forsyningsvejen til Jerusalem. I deres storhedstid i Jerusalemsriget havde de syv større fortifikationer og mellem 100 og 140 mindre ejendomme og bygningsværker = casalia og ejendomme i Det Hellige Land. I Europa ejede de desuden mange tusinde ejendomme.

Deres særlige stilling i kirkeorganisationen, hvor de refererede direkte til paven, gav dem fritagelse for tiendebetaling, og de kunne oprette egne kirkegårde og kapeller og ansætte præster. På det område var de to ridderordner, Tempelridderne og Johanniterne ligestillet under korstogstiden.

Johanniterordenen

OPRINDELSE
Der eksisterer to myter om Johanniterordenen s oprindelse. Den ene er forbundet med købmænd fra Amalfi, der havde opnået visse privilegier i Det hellige Land, og derefter begyndte at betjene rejsende, passagerer og pilgrimme på stedet. Den anden myte antyder en fransk oprindelse med støtte til de franske pilgrimme, men ingen af teorierne er beviste.

Ordenen fulgte i sin hverdag St. Augustins reglement, og det var fra begyndelsen en autonom organisation med egen ledelse, egne bygninger og egne beslutningsmyndigheder. Der er ingen oplysninger fra grundlæggelsen om behandling af syge mennesker, kun om hjælp til de fattige og de fremmødte pilgrimme.

Fra de militære eskorteenheder opstod, blev der rekruteret riddere som tungt kavaleri, mens halvblods mandskab - turcopoles - blev anvendt som lettere kavaleri. Riddergeneralen blev tituleret marshal, mens det lette kavaleri blev ledet af en turcopolier .
Den første omtale om militærservice blev indført i stormester Alfonso af Portugal s kontrakt omkring år 1200. På dette tidspunkt skelnes mellem ridderbrødre i den militære enhed, lægbrødre i sygeplejen og sjælesørgere, der dannede en tredje afdeling.

Ordenen havde hovedsæde og administrationscentret i Jerusalem, indtil Jerusalems fald, men af holdepunkter havde ordenen også fæstningerne Krak des Chevaliers og Margat , der begge ligger omkring 80 km nord for Tripoli, Krak inde i landet og Margat = Marqab tæt ved kysten.

Tilpasning af Ordenens organisation
Efterhånden som tilgangen til ordenerne steg, og deres opgaver blev mangfoldige og vidtspredte i territoriet, og fordi deres ressourcer var voksende, måtte organisationen tilpasses. Det skete ved en opdeling i mindre enheder under stormesteren omkring 1270 under stormester Hugh af Ravel . Se også under Johanniterordenen.

Mens Johanniterridderne opholdt sig på Rhodos blev Tempelriddernes orden opløst, og en del af deres værdier overførtes til Johanniterne. Den nye situation fik stormesteren til at fastlægge den organisation, der skulle blive gældende indtil Napoleon erobrer Malta.

Ordenen opdeles i otte nationer eller »tongues« eller tunger, fordi dens medlemmer var fra så forskellige nationer, der hver især holdt sammen. I spidsen står stormesteren, der vælges på livstid, og kandidater fra alle nationer kan deltage i valget. Stormesteren har til sin hjælp en kapitelforsamling samt flere råd.

Nationerne ledes hver af en bailif = baillier. De otte nationer får hver deres særlige ledelsesområde i organisationen. Således bliver:
Bailiffen af Provence bliver »grand commander« = ?? hærføreren;
Bailiffen af Auvergne bliver marshal;
Bailiffen af Frankrig bliver hospitalsforstander;
Bailiffen af Italien bliver admiral;
Bailiffen af Aragon bliver fanebærer;
Bailiffen af Castille bliver storkansler;
Bailiffen af Tyskland bliver overbailif;
Bailiffen af England bliver turcopolier;

Nationerne opdeles i priorater = priories, af hvilke der var 24. Næste niveau er kommenderne = commanderies, af hvilke der var 656. Prioraterne kan optage nye riddere. For at blive leder af et kommende skulle en ridder have deltaget i mindst tre togter i krigsførelsen.

Cyperntiden
Da Acre faldt, var der ikke mere land tilbage at kæmpe for i Palæstina, og alle Europæere måtte fortrække. Johanniterne tog til Cypern, og her måtte ridderne ændre kamptaktik, for på øen var det småt med pilgrimme, og kampen for kristendommen måtte føres til søs. Ridderne opbyggede derfor en flåde og patroljerede farvandene i det østlige Middelhav for sørøvere, men også fredelige muslimske handelsskibe blev opbragt, og var de bemandet med kristne galejslaver blev disse frigivet, og i stedet blev muslimerne slavebundet. En stor del af flåderne i Middelhavet var galejskibe, der krævede en stadig og stor tilgang af galejslaver. Det var lettest at bruge fangerne til det. Johanniternes egen flåde havde brug for omkring 1.000 slaver.

Rhodostiden
Opholdet på Cypern blev relativt kortvarigt, da ridderne ikke var tilfredse og havde forskellige politiske og kulturelle problemer på Cypern. Stormester Foulques de Villaret havde under opholdet fået etableret en lille flådestyrke på øen, og det var denne 'forudseenhed' der satte ridderne i stand til at fortsætte søgningen efter nyt land. De drog med deres lille flåde på to galejer med 35 riddere og 500 soldater til Rhodos, der var et passende opholdssted, da det lå tæt på det forjættede land, og ridderne herfra kunne udføre et af deres formål, nemlig at pleje pilgrimme. Det var derimod ikke særligt godt overensstemmende med deres mission, at Rhodos var kristent område.

De belejrede øen Rhodos fra 1307 og indtog den 1309. Denne dåd ødelagde i længere tid deres omdømme i den kristne verden, men de blev i stand til igen at åbne et xenodochia. Uanset deres mindre heldige overfald på en kristen stats område, så gjorde deres efterhånden tiltagende maritime slagkraft ordenen eftertragtet som hjælpetropper for andre nationer. Flåden benyttede værnepligt for bønderne på Rhodos, og fx Cypern benyttede flådestyrken til angreb på tyrkerne og Ægypten.

Johanniterne forpestede derfor både tyrkeres og afrikaneres sjælefred, og de var eftertragtet bytte for alskens sørøveri og blev da også under deres mere end 200 år på Rhodos forsøgt drevet ud af først i 1440, hvor sultan Jakmak fra Ægypten angreb dem, men blev slået. Mamlukkerne s ressourcer var dog enorme i forhold til Ordenens, så allerede i 1444 forsøgte Jakmak igen med 18.000 mand, der gjorde landgang på Rhodos og belejrede fortet. Denne gang blev ridderne reddet af forstærkninger sendt fra Burgund og Katalonien, og de forenede kristne styrker slog Jakmak i 1446.

Men sådan skulle det ikke blive ved at gå. I 1480 angreb sejrherren fra Konstantinopels fald, Mehmed II , der syntes, ridderne var for tæt på hans interessesfære. Tyrkernes landgang den 22/5 1480 modstod Johanniterne - for det første fordi ridderne med rettidig omhu havde forberedt byens forsvarsværker, men ikke mindst fordi forstærkninger nåede frem. Styrkerne fra Sublime Porte , som Konstantinopel da var kendt som, måtte trække sig tilbage.

Heldet stod dem derimod ikke bi 43 år senere, da ridderne efter fornyet anslag fra tyrkerne, nu under ledelse af Soleiman II, blev tvungent til at overgive sig til ottomanen Suleiman II den Glorværdige i 1523, og de måtte forlade øen. Efter Mehmed IIs død kæmpede to af hans sønner, Bayezid og Djem om magten, og Djem blev som den svage nødt til at søge asyl hos ridderne, hvilket var en noget besynderlig tilstand, hvorfor de da også fik den unge mand sendt af sted på skib mod Pavestaten. Situationen ændrede sig dog hurtigt igen, da Bayezid på hjemmefronten blev overvundet og han abdicerede i 1512, men blev snart derefter forgivet. Den samme skæbne fik broder Djem, og så var vejen banet for Bayezids søn, Selim I the Grim , der nu var fri for intern konkurrence.

Før Selim I tog fat på Rhodos erobrede han Persien i 1514, Syrien to år efter og Ægypten i 1517. Sidstnævnte sted blev denne sejr slutningen på mamlukdynastiet, idet den sidste konge også blev halshugget. Således klar kunne slaget om Rhodos begynde, men inden indhentede døden også den første osmanniske fyrste, og Selim I døde i 1521, hvorefter hans søn Suleiman II den Glorværdige i 1522 i juni måned sendte omkring 400 skibe med soldater mod Rhodos.

Også denne gang koncentrerede tyrkerne deres styrke omkring hovedbyen, som forsvarede sig under ledelse af stormester Fra Philippe Villiers de l'Isle Adam, men denne gang kom der ikke forstærkninger fra Europa. Det var særligt Venedig, der havde styrken til det, men Venedigs købmænd var mere interesserede i et godt forhold = handelsforhold til tyrkerne, og så derfor kun med skepsis på riddernes idelige pusten til ufreden mellem kristne og muslimer. Tyrkernes angreb blev overvåget af selveste sultanen, der kom på krigsbesøg, og da han kunne trække på stadig flere friske styrker og forsyninger fra det tæt på liggende hjemland, så måtte sagen ende med Ordenens anmodning om overgivelse på de bedste betingelser.

Johanniterne forlod Rhodos den 1/1 1523 medbringende deres skatte, arkiver og våben. Blandt skattene var ikonen af Madonna af Philermos , som senere blev anbragt i Johannesdomkirken i Valetta. At ikonen er Østromersk har åbenbart ikke nogen betydning. Samtidig med tabet af Rhodos mistede Ordenen også deres befæstede fort på kysten af fastlandet ved Bodrum samt borgen ved Kasterlorizon.

Landflygtigheden
Efter Rhodostiden måtte ridderne drage i landflygtighed i otte år, før en nyt bopæl til dem var fundet. Først drog de til Europas fastland, hvor de slog sig ned forskellige steder fra Trieste til Rom.

Ingen af Europas stater ønskede at have en stat i staten, så Johanniternes ønsker om et sted, hvor de havde territorialret, som de havde haft det på Rhodos, ville ingen efterkomme. Magtbalancen i Middelhavslandene var på reformationstidspunktet delt mellem den spanske kongemagt, der ikke havde et forenet Spanien under sig endnu, men hvor Castillien koncentrerede sig om Den nye Verden, og Aragon fokuserede på forbindelsen mellem Spanien og Italien, der stadig var delt mellem pavemagten og områder styret fra andre europæiske magter. Mod øst sad tyrkerne stadig fastere på magten og forsøgte ekspansion både mod øst og vest.

Frankrig forsøgte at fastholde magten over det nordligste af Italien samt kongeriget Neapel. Og imens ventede Karl V af Tyskland på som arvtager til Ferdinand og Isabella i Spanien at kunne udvide sine samlede riger med det halve Middelhav. I denne situation blev Ridderne faktisk en slags bådflygtninge, som Simon Mercieca skriver i [9937p21]. Stormesteren opslog sit hovedkvarter om bord på Ordenens karrak ST ANNE. Konventualsamlingen fik først et opholdssted i Messina, men her kunne de ikke udføre sygepleje. De flyttede derfor snart til Cumagrotterne tæt ved Napolis havn, hvor de fik plejemulighed til deres klienter, af hvilke nogle var medbragt fra Rhodos.

Fra Napoli måtte Ordenen flytte til flere andre steder: Civitavecchia, Viterbo, Cornetto, Villefranche og Nice. Denne tilstand fik allerede i 1523 stormesteren til at anmode kejser Karl V om at få stillet Malta til rådighed, selv om der var meget delte meninger om områdets egnethed. Der skulle dog gå nogle år, inden tanken var modnet og de politiske forhold var gunstige for at udpege Malta som Ordenens hjemsted. Forinden var der i 1524 sendt en undersøgelseskommission til øen, og den havde rapporteret tilbage, at strukturen ikke var velegnet. Et andet forbehold var de franske ridderes modstand mod noget, der kunne siges at være imod Frankrigs mål, mens det samme kunne siges med modsat fortegn for visse af de andre tungers medlemmer.

Den aktuelle begivenhed, der afgjorde sagen, var formodentligt kejser Karl Vs togt i 1527 mod Rom for at blødgøre paven i de mange stridspunkter omkring katolicismen kontra protestantismen. Ridderne var da stationerede i Viterbo tæt på Rom. Pave Clement VII var i øvrigt medlem af Johanniterordenen. Under Karls togt tilfaldt det derfor Ordenen at forsvare Viterbo, hvad de også gjorde, så denne by ikke blev plyndret, men det viste også Ordenen, at der ikke var muligheder for den i det splittede Europa, så Malta og desuden Tripoli på Libyens kyst var nu mere tillokkende baser.

Maltatiden

KILDER
Af samtidige kilder til Johanniternes historie under maltesertiden eksisterer der en krønike skrevet af Giacomo Bosio, der var officiel historiograf til ordenen, men havde ikke selv været til stede fra starten eller under belejringen, men han havde talt med øjenvidner. Bosio udgav sin krønike med titlen Sacra Historia i Rom i 1602.

Den anden kilde er fra belejringstiden 1565 og er skrevet af en spansk lejesoldat, Francesco Balbi da Correggio, som gjorde tjeneste i St. Michaelfortet i Senglea. Correggio beskriver dag for dag situationen i det belejrede fort, og han gav sin bog titlen La Verdadera Relacion de todo que este ano de MDLXV ha sucedido en la Isla de Malta, Alcala de Henares, 1567.

Af samtidige øjenvidneskildringer er der i 2002 udkommet en artikel i et festskrift Melitensium Amor Festschrift in honour of Dun Gwann. Artiklen hedder An Overlooked Eyewitness's Account of the Great Siege og er skrevet af G. Bonello. Øjenvidnet er ridderen Fra Vincenzo Anastagi, der var stationeret i Mdina under belejringen.

Af nutidige udgivelser er der i 1998 udkommet en bog, der benytter de tyrkiske registre over deltagere i slaget, og disses indsats som grundlag. Registrene er interessante, fordi soldaterne ved deres indsats optjente point, som blev konverteret til jord, efter deres tjenestetid. Bogen hedder The 1565 Ottoman Malta Campaign Register og er skrevet af A. Cassola, Malta 1998.

A. Ganado og M. Agius-Vadala har forsket i belejringens historie ud fra samtidige geografiske kort, idet der var stor opmærksomhed omkring den kristne udposts kamp mod muslimerne, og der derfor blev udfærdiget mange oversigtskort med Malta som centrum. Det er derfor lykkedes de to forskere at finde og kommentere på 143 kort. Bogens titel er A Study in Depth of 143 Maps Representing the Great Siege of Malta of 1565, Malta 1995.
[9937p4]

Johanniternes ankomst til øen

Da de muslimske styrker generobrede Rhodos i 1522, måtte Johanniterne igen fortrække. Først til Europas fastland, men i 1530 fik de tildelt øen Malta og indrettede sig der med deres genopbyggede flåde, og herfra fortsatte de kampene mod muslimerne. Ordenen fik øen af Karl V som et slags len, hvor det var vicekongen på Sicilien, som de refererede til. Øens beboere blev ikke spurgt, og ridderne tog straks efter ankomsten hele øens administration under deres kommando; uoverensstemmelser mellem Ordenens love og gamle lokale love ville have forhindret en effektiv udnyttelse af områdets ressourcer, hvilket også inkluderede anvendelsen af lokale beboere som mandskab i Ordenens fartøjer. Foruden Malta fik de også byen Tripoli på Libyens kyst som len.

Ridderne havde behov for havneplads, så da de ankom til øen, kunne de ikke acceptere, at hovedstaden lå i det indre i Rabat - Mdina, dengang kaldet Citta Notabile. Alligevel blev den første stormester, L'Isle Adam, der døde på øen, begravet i Mdina i Franciscanerkirken, og Mdina har stadig en domkirke og er sæde for ærkebiskoppen.

Johanniternes valg af hovedsæde blev Birgu, havnebyen lige øst for Valetta og med front mod samme bugt, der danner østhavnesiden af Valetta. Her kunne der opføres både værfter og arsenaler, og halvøen kunne forsvares fra det påtænkte fortbyggeri på spidsen. Spidsens fort blev kaldt St Angelo-fortet.

Internt i Ordenen fik de også reformationens følger at mærke. Først måtte de se deres tyske brødre decimeret efter Brandenburg blev reformeret, og derefter ophørte den engelske tunge efter Henry VIII brød med pavedømmet. I begge tilfælde betød det nemlig, at Ordenens jordbesiddelser og indtægter i disse områder forsvandt, inddraget af statsmagten.

Ridderne indrettede sig nu på deres hverdag med kampe mod muslimer og sørøvere i området, og der blev hurtigt brug for dem. Allerede 1531 deltog de i angrebet på Modone i Grækenland, og i 1532 deltog de sammen med andre kristne fartøjer i angrebet på tyrkernes fort ved Coronne, og i 1535 var de fortroppen i et angreb sammen med Karl Vs styrker ledet af Andrea Doria mod Tunis og La Goletta, der blev erobret.

Deres styrker bestod da af omkring tre galejer og 18 brigantiner, der er latinerriggede en-, to- eller tremastede ro- og sejlskibe med et dæk. Desuden rådede de over carrakken ST ANNE, der blev benyttet af admiralen.

1535 tilgår der flåden en ny galej SANTA CATERINA, derefter råder Ordenen over fire galejer samt den aldrende carrak ST ANNE, der kunne føre over 50 kanoner, men krævede en besætning på 500 mand samt 250 riddere og soldater for at kæmpe.

Allerede i 1535 generobrede tyrkerne Coronne, og i 1538 ved slaget i Adriaterhavet ved Prevesa tabte de kristne styrker til den tyrkiske admiral Barbarossa, og riddernes galejer stak af fra slaget, så tyrkerflåden fik frit spil til plyndringer på hele Syditaliens spids samt Sicilien. Det førte de nærmeste år til mange sørøverraids mod også Malta, og tilstanden varede til ind i 1550'erne.

TYRKERANGREBENE TAGER FAT
Tyrkeradmiralen Torghud Reis = Dragut angreb på Malta i 1547 Marsaxlokk på sydøstkysten, og i både 1548 og 1550 var der tyrkiske landgange på Gozo. Samtidig var positionen i Tripoli blevet udsat, og man forberedte sig på kamp ved både at evakuere kvinder og børn til Malta og indskrive lejesoldater til forstærkning fra Sicilien. Et stort anlagt togt blev gennemført i 1551, da tyrkernes flåde på over 100 skibe anløb Malta og trængte helt ind i havnen på vestsiden af Valetta, men opgave og forsøgte i stedet med en landgang i St. Paulusbugten at vandre til Mdina og belejre byen. Begge dele opgav tyrkerne af ukendte årsager at gennemføre dette år. I stedet gik det ud over Gozo, hvor fortet faldt, og hovedparten af de indesluttede blev taget som slaver.

Denne sejr fik tyrkerne til at vende sig mod Tripoli, som da også faldt i løbet af få dage. Overgivelsen var ikke nogen heltegerning for Ordenen, da betingelserne for frit lejde ud af byen blev forhandlet af ridderne for dem selv, mens de menige og civile maltesere og lejesoldater ikke var omfattet af frit lejde og derfor måtte vandre i tyrkisk slavelejr.

I 1555 rammes Malta af en efterårsorkan, og en del af flådens skibe forliser. For at kunne opretholde fronten mod tyrkerne er det nødvendigt med forstærkninger, og kong Philip II af Spanien sender Ordenen to skibe og paven et enkelt skib. Ordenen iværksætter selv bygningen af et nyt stort skib. Den daværende unge mand, senere stormester de la Valette giver af egne midler en galej og fra andre kirkeorganisationer får de endnu to fartøjer.

Den store belejring Malta i 1565

Riddernes tilstedeværelse i Middelhavet genererede tyrkerne i øst samt alle de muslimske folkeslag langs Middelhavets Afrikakyst. En konfrontation var derfor forventelig, og tyrkerne angreb da også øen i 1565. Den 18/5 1565 ankommer den tyrkiske flåde til Malta, og den 20/5 gør de landgang ved Marsaxlokk med en landstyrke på 40.000 mand, der over land begiver sig til Valetta under ledelse af Mustapha Pasha.

Flådestyrken, der var under kommando af Piali Pasha, omlejrer Valetta fra søsiden med omkring 200 skibe, men forhindres i at trænge ind i havnen på grund af den kædespærring, ridderne har udlagt i havnen mellem Valetta og de tre bugter mod øst.

For at få denne kæde fjernet må tyrkerne få kontrol over et af landforterne, der beskytter spærringen, og den 27/5 maj angribes fortet Sankt Elmo i Valetta, og det modstår kun tyrkernes gentagne bombardementer og angreb til den 22/6 og 23/6, hvor det falder. Der blev ikke udvist overbærenhed, da de tyrkiske tropper indtog fortet, og kun ni riddere undslap ved at overgive sig til nogle deltagende nordafrikanske kapere, der skjulte dem i håbet om at kunne tjene store løsepenge ved en handel.

Herefter angreb tyrkerne den 27/6 forterne på den modsatte side af havnen mod øst på Senglea, St. Michael, og Birgufortet St. Angelo.

Da det ser allermørkest ud for forsvarerne, kommer der den 5/7 et mindre antal hjælpetropper sendt fra fastlandet. Det drejer sig om fire galeoner under ledelse af Melchior de Robles og medbringende 700 mand. De gør landgang på Maltas østside og begiver sig først til den gamle hovedstad Mdina på øens midte.

Den 9/7 angriber tyrkerne den del af fronten, som Castillens riddere holder, og svære kampe foregår. Først i juli begynder de angrebene på Senglea. Tyrkerne har trukket både over land fra havnen på Valettas vestside for på østsiden at kunne forstærke angrebet med beskydning af fæstningsværkerne fra nu alle sider.

Den 15/7 angribes fortet St. Angelo, og den 27/7 kommer hovedangrebet på fort St. Michael, men fjenden slås tilbage, men fornyer allerede den 29/7 angrebet, men formår stadig ikke at bryde fortets forsvar ned.

Mellem den 2/8 og 7/8 angribes begge forter uden ophold, og omtrent samtidig udfører forstærkningerne med en rytterstyrke et overraskelsesangreb fra Mdina mod tyrkernes lejr, og da fjenden på dette tidspunkt er noget afkræftet af sygdom, så er deres forsvar uden styrke og tyrkernes overmagt er brudt.

Endelig den 7/9 ankommer hovedparten af støttetropperne sendt fra Europa, og tyrkerne må opgive belejringen og trække sig tilbage den 13/9 1565. Hele tegneserien herom kan ses i Stormesterens Palads.

Valetta

Efter belejringen begyndte bygningen af det historiske Valetta, der kan ses i dag. Krigen havde efterladt et Malta på sammenbruddet rand, og Ordenen var nødt til at appelere til de europæiske stormagter for hjælp. Johanniterne benyttede en aggresiv markedsføring for at kunne fortælle omverdenen, at ed havde stoppet den muslimske trussel mod Europa, og de glemte i den forbindelse at nævne de spanske og italienske hjælpetroppers assistance.

Propagandaen lykkedes og hjælpen kom ind i form af både penge og materialer. Meget passende blev byggeriet af den nye by, der skulle grundlægges uden for fort Elmo, sat i gang. Der blev lagt en plan for byen med vinkelret krydsende gader, afsat plads til riddernes forskellige herberger og andre offentlige bygninger, og der blev begyndt byggeri af Sankt Johannesdomkirken. Fortet blev genopført i stjerneform, der var en noget anden form end oprindeligt og mod landsiden blev befæstningen med mur og bastioner tværs over halvøen bygget.

Ud over byggeriet i Valetta blev der gennem de næste mange år udført forsvarsværker på øen. Der blev fra 1600 rejst mange vagttårne langs kysten og andre byer og forter blev indrettet eller forstærket. Truslen fra tyrkerne var ikke overvundet med den enkelte sejr i 1565, og enkelte mindre landgange fandt også sted senere, men uden større konsekvens. Fx blev sydkysten hærget enkelt dag ved en ekspedition fra Konstantinopel i 1614.

I tiden efter 1565-slaget i Valetta og endnu mere i tiden efter Lepantoslaget 1571 blev Malta et stort slavemarked. Ordenens togter mod de muslimske sørøvere og andre indfald i Barbareskstaterne bragte mange slaver til Øen. De kristne blev frigivet, de muslimske krigsfanger blev nye slaver, der solgtes over hele Europa. Denne trafik fortsatte ind i 1700-tallet.

Valetta og Malta som ø kom dog ikke til at spille en rolle i verdenshistorien før igen i WW2. Johanniternes rolle i verdenshistorien blev udspillet uden for øens grænser. Det blev deres flådestyrker, der fik betydning i de godt to hundrede år mellem Belejringen og Napoleon.

KUNST I VALETTA
Johanniterne havde brug for kunstnere til hjælp ved udsmykning af den nye hovedstad, for at denne kunne signalere tilstrækkelig pragt og betydning til ven og fjende. Den betydeligste kunstner forbundet med Ordenen var Michelangelo Merisi da Caravaggio, 1573-1610, der efter en anklage om forbindelse til en mordsag på kontinentet flygtede til øen. Her malede han nogle betydende værker, inden han også her blev indblandet i voldelige handlinger og måtte flygte til Napoli.

Caravaggios hovedværk på øen er 'Johanes Døberens halshugning', der er udstillet i Johannesdomkirkens oratorium. Mindre berømt end Caravaggio - uden for Malta - er maleren Mattea Preti, 1613-1699, men som indenlands er omtalt i enhver kunstguide. Preti har malet værker til mange af øens kirker.

Efter belejringen - flådekrig

Efter Belejringen blev det som sagt johanniterflåden, der blev Ordenens internationale våben. Hovedparten af krigshandlingerne lå tæt på almindeligt sørøveri, idet togter mod muslimske skibe og kystbyer fandt sted uden krigserklæringer eller med territoriale mål som formål. De var berigelsestogter forsvaret med tesen om den muslimske fare, der også virkeligt var til stede i regionen.

Blandt de mere ordinære krigshandlinger var Ordenens deltagelse i forskellige slag sammen med styrker fra Venedig, Det tysk-romerske kejserrige og Spanien. Det første og mest kendte af disse slag var Lepantoslaget 1571. Formålet med slaget var at få generobret Cypern, som ottomanerne havde indtaget tidligere samme år. Selv om Ordenen ikke kunne sende nogen stor flådestyrke, da deres flåde tidligere på året var blevet noget formindsket ved en algiersk admirals erobring af tre af deres i alt fire galejer.

I dette slag havde Ordenen fået tildelt styrbord eskadre under den italienske øverstbefalende, admiral Giovanni Andrea Doria fra Den genoensiske Flåde. Hæren blev ledet af Johann af Østrig (047-9.) Slaget var indledningsvis i tyrkernes favør, da de havde vinden med sig, men midt på dagen skiftede vinden, og krigslykken vendte samtidig, så ved dagens ende var de kristne styrker sejrherrer. Inden da havde Ordenens flagskib, GALERA CAPITANA, været erobret af tyrkiske skibe, men det lykkedes om eftermiddagen at få generobret enheden.

Splid mellem de europæiske koalitionsstyrker i spørgsmålet om, hvorvidt tyrkerne skulle forfølges, forhindrede, at den ottomanske flåde blev helt tilintetgjort. Den storpolitiske situation blev den afgørende faktor, og enkelte af de deltagende landes styrker havde ikke mandat til yderligere at angribe Det tyrkiske Rige. Cypern forblev derfor i Ottomanernes magt.

Ofte ser man slaget ved Lepanto som værende vendepunktet for Ottomanernes søherredømme i Det østlige Middelhav, men det er ikke helt korrekt, for så sent som 1669 erobrer tyrkerne Kreta - den gang kaldet for Candia - ved en flådeaktion.

I de følgende år deltog Ordenen i slaget ved Passava i Grækenland i 1601, og i samme år blev også den tunesiske by Hammamet erobret, hvilket i Herrens navn bragte nye forsyninger af slaver til Maltas slavemarked. I 1602 blev byerne Patras og Lepanto hærget af Ordenens ridderlige styrker, og byernes kornlagre blev overført til Malta, hvor fødevaresituationen var knap grænsende til hungersnød.

På Peleponnes i den del af halvøen, der kaldes Morea, blev fortet Castel Farnese erobret. Slagene om Kreta begynder i 1644, hvor Venedig kæmper sammen med Ordenen - hvad de ikke altid gjorde, da deres handelsimperium vægtedes tungere end truslen mod kristendommen - men kampene dette og de følgende år endte med tyrkernes erobring af Kreta i 1669.

Man kan sige, at ganske langsomt gennem årene fra 1650 til 1750 trænger kristne styrker ind på Det ottomanske Rige, men Grækenlands stilling er ganske prekær, for den ortodokse kirke må optræde ganske varsomt med en tyrkisk herre i landet og invaderende katolske styrker. Loyalitet er derfor delt, og forståeligt nok tiltror grækerne ikke altid styrker, der inkluderer venetianske kræmmere.

Sidst i perioden, inden Napoleon ankommer, kæmpede Ordenens styrker på Frankrigs side mod de britiske styrker i Amerikas Uafhængighedskrig, og i 1784 med portugiserne mod Algierske sørøvere. Dermed var det slut med ordenens rolle i aktiv politik af betydning.

Napoleon og derefter

Den 6/6 1798 ankommer 70 transportskibe og to fregatter og anmoder den neutrale Valetta om lov til at fylde vand. Denne tilladelse misbruges, da Napoleon selv den 12/6 ankommer på flagskibet ORIENT og straks landsætter besættelsesstyrker. Maltas stormester kan se, at overmagten er for stor, så en våbenhvile indgås, hvori franskmændene betinger sig så godt som alle rettigheder til øerne og deres værdier.

Stormesterens manglende forberedelse sammen med Napoleons krigslist gør kamp umulig, og ved overgivelsen og den efterfølgende besættelse mister Ordenen sin betydning både lokalt og i den større politiske arena. Ordenen ser sig nu om efter et andet hovedsæde, men finder ingen lande interesserede i at huse Ordenen.

En del riddere får asyl i Sankt Petersborg ved den russiske kejser, og de anerkendes med deres rang i den russiske hær. Ridderne afsætter derefter von Hompsech, der allerede den 17/6 havde forladt Malta ledsaget af en fransk fregat, ARMETIS, med målet Trieste. Stormesteren dør 12/5 1805 i Montpellier. De tilbageværende riddere udnævner fra 1798 zaren som ny stormester.

Malteserne rejser sig til oprør mod den franske besættelsesmagt den 3/9 1798, hvor de belejrer de franske styrker i Valetta. Franskmændene holdt ud til 4/9 1800. Maltesernes forbundsfæller var englænderne og ikke ridderne.

Efter Napoleons fald overtager Englænderne øen, og de forbliver der indtil 1979. Fra 1964 er Malta en selvstændig nation i Det britiske Commonwealth og fra 1974 er landet en selvstændig republik, men de engelske styrker forlader først landet i 1979. Fra 2000 er Malta optaget i EU.

Johanniternes mange navne

I litteraturen genfindes Johanniterordenens medlemmer under mange forskellige navne. Følgende er måske ikke helt dækkende, men de almindeligst anvendte:

Hospitalsbrødrene af Den Hellige Johannes af Jerusalems Orden.
Sankt Hans Brødre = Korsbrødre = Rhodesierriddere.
Malteserriddere = Sankt Johannis baptistae ordensbrødre.

Latinske navne:
Cruciferi = Religio sacre domus hospitalis Sancti Johannis Hierosolimitani.

Engelske navne:
Knight Hospitaller Order of the Hospital of Saint John of Jerusalem
Sovereign and Military Order of the Knights Hospitaller of Saint John of Jerusalem,
Sovereign Military Hospitaller Order of St. John of Jerusalem of Rhodes and of Malta,
Sovereign Military Order of Malta,
Knights of Rhodes = Knights of Malta = Hospitallers
SMOM = S. J. of J.

Ordenens kvindelige medlemmer kaldes Johanniterinder.

Nutidens Johanniterorden

For kortfattet at se på Ordenens plads mellem nationerne er det nødvendigt at gå tilbage til deres storhedstid på Malta. Ved etableringen på øen fik Ordenen ikke fuld territorialret. Ridderne blev tildelt øen som et len mod en symbolsk afgift, men den tysk-romerske kejser, eller den spanske konge - i begge tilfælde Habsburgerfamilien opfattede stadig Johanniterne som undersåtter. Det var dog den anden magt, som ridderne var underlagt, nemlig pavemyndigheden, der i første omgang fik betydning for deres betydning.

I kølvandet på reformationen, hvor også den katolske kirke strammede op på sine procedurer og kontroller af de kirkelige institutioner, måtte Ordenen i 1575 acceptere, at øen fik visitationsbesøg af den pavelige legat Pietro Dusina. Dette besøg udviklede sig til en permanent opstillet inkvisitionsret på øen. Allerede denne indgriben i Ordenens indre forhold blev af mange opfattet som utidig, men uafvendelig, og det understregede øens stilling som værende en ikke-suveræn stat. Malteserne opfattelse af situationen interesserede ingen af parterne dengang.

Den geopolitiske situation ændrede sig efter freden i Westphalen i 1648, hvor de europæiske magter i store træk fastlagde grænserne, der skulle gælde i mange år fremover. De betydende magtcentre flyttede sig nu til England og Frankrig på bekostning af staterne i Sydeuropa, og selv om England var en protestantisk stat, så valgte ridderne generelt at indtage en neutral holdning i stridsspørgsmål mellem England og katolske stater, i hvis skærmydsler de sjældent deltog.

Stormesteren måtte det meste af tiden tage hensyn til de franske riddere, der ikke havde let ved at acceptere aktiviteter rettet mod franske interesser, hvorfor en udstrakt diplomatisk navigering mellem Ordenens polariserede riddere var nødvendig. Denne situation ændrede sig igen i 1700, da den franske kong Louis XIVs nevø, Philip V, blev konge af Spanien. De to nu samarbejdende nationer fordelte visse områder imellem egne fyrster, hvilket for Malta betød, at deres overordnede fyrste blev Amadeo II af Savoy, og han anerkendte de bestående aftaler om Maltas stilling under hans magt, men han udnævnte yderligere Malta til neutralt område.

I 1718 var der atter stridigheder om områdets territorier, og England var nu aktivt operatør, da det Middelhavsinteresser var truede af uenighederne mellem Spanien og Frankrig. Enden på sagen blev, at Malta fortsat hørte under Spanien sammen med Sicilien, mens Sardinien nu skiftede tilhørsforhold til Savoy. Denne tilstand ændrede sig allerede igen i 1738, hvor Napoli og Sicilien blev slået sammen til et kongerige, og den første konge blev Charles VII, den spanske kong Philip Vs søn. Malta forpassede ifølge nogle kilder her lejligheden til at blive selvstændig, eller var ikke stærk nok til at gennemtrumfe det.

Det attende århundrede så i oplysningstiden begyndende borgerlige protester fra den voksende og uddannede middelklasse mod Johanniternes despotiske styre, men det var farligt at protestere, og en trykpresse blev først etableret på Malta 1756 og under stadig hård censur fra Ordenen, så protester var vanskelige at få udbredt. Og her stod sagerne stadig i 1798, da verden brød sammen for Ordenen: Reel suverænitet havde ikke været til stede for Ordenen siden tiden på Rhodos for nu 276 år siden.

Ordenen blev efter Napoleons overtagelse af Malta for en stor dels vedkommende af ridderne modtaget i Rusland, mens andre blev spredt ud over Europa, og fra 1805 til 1879 var der ingen stormestre udnævnt, men under pave Leo XIII blev der igen udnævnt en stormester.

For at blive optaget skulle man stadig i 1910 have en adelig baggrund, der kunne tælles mange generationer bagud. Dertil en katolsk tro, være af voksen alder, have en fast karakter og en passende og tilsvarende social position.

I dag er ordenen principielt en katolsk orden med velgørenhedsarbejde som sit hovedformål. Ordenen opretholder et krav om at være en uafhængig territorial organisation, og den har observatørstatus i FN. En del afdelinger i protestantiske lande operer tæt sammen med moderorganisationen, men under protestantisk religiøs nomination. En del af disse afdelinger er godkendte på en eller anden måde hos moderorganisationen.

Ordenens motto er Tuitio Fidei et Obsequium Pauperum = Til troens forsvar og de lidendes tjeneste. Den opererer ambassader forskellige steder i verden i et antal omkring de 90 lande, men har ingen landområder. Dens ambassademedarbejdere og andre embedsmænd har ofte diplomatstatus. Ordenen har ingen særlige landetegn som radiokaldesignaler, men de benytter eget flag som det maltetiske med det røde kors.

Ordenen ejer Klosteret Santa Maria del Priorato i Rom. Ordenen udsteder egne penge, der hedder Scudo - Scudi, men anvender på deres egne frimærker EUR-værdier fra 2005. Deres egne pas, bilindregistreringsplader og mønter har mere samlerværdi end reel værdi. I Valetta har de deres egen ambassade, der ligger til venstre lige inden for byporten i bunden af en af de gamle forsvarsbunker, og uden for hænger deres Dannebrogslignende flag.

Lazarusordenen

Lazarusordenen var måske den ældste velgørenhedsorden i Det Hellige Land. Dens engelske navn var The Military and Hospitaller Order of Saint Lazarus of Jerusalem. Den blev oprettet i forbindelse med et spedalskhedshospital i 1098. Af smittefare måtte det ligge uden for bymuren i Jerusalem, hvilket efter legenden var tæt på Lazarus' oprindelige bolig. Herberget eller hospitalet skulle have eksisteret fra det fjerde århundrede og være dedikeret Den Hellige Basil.

Da Basil var en østkirkehelgen, så blev ordenen ved korstogenes begyndelse ændret, så de regler, den fulgte, ikke var de østkirkelige, men i stedet St. Augustins regler. Ændringen blev konfirmeret af paven i 1255. Ordenens logo var før 1489 et grønt græsk kors og efter cirka 1500 et grønt malteserkors, men ordenen har ingen virkelig berettigelse efter 1489.

Foruden de spedalske tog ordenen sig også af patienter med andre smitsomme sygdomme. Deres hospital var formodentlig kun en særlig afdeling i tilknytning til et kloster.

Ordenens udsatte beliggenhed samt senere modstand fra muslimske kredse nødvendiggjorde ordenens oprettelse af en militær forsvarafdeling. Da Jerusalems fald var nærtstående, flyttede ordenen sin virksomhed til Acre. Da Det Hellige Land endegyldigt var mistet, fik ordenen hovedsæde i Frankrig på slottet Chateau of Broigny uden for Orleans. I Italien fik Ordenen et tilholdssted under fyrsterne af Savoys beskyttelse. Der kom Lazarus-institutioner andre steder med sygdomsbehandling som speciale i de særlige lazaretter eller lazaruscentre. Paris' St. Lazare-kvarter har navn efter Ordenens hospital, der lå her.

I middelalderen havde ordenen foruden deres sundhedsaktiviteter også en slagkraftig flåde i Middelhavet, hvor de beskyttede fragtruter mod sørøveri. I 1489 revurderede pave Innocent VIII ordenen og lod dens hærstyrke indgå i Johanniterordenen. Samtidig fik Den Hellige Gravs Orden samme ordre. Flere europæiske dele af ordenen levede videre, selv om senere paver forsøgte at nedlægge ordenen, hvilket stødte på politisk modstand fra nogle lande. Ordenen havde dog ikke længere nogen betydning.

Tempelridderne

Tempelherreordenen blev oprettet i 1118. Deres logo var et rødt græsk kors - ligearmet - med tvespidsede ender. Ordenen hed på engelsk The Order of the Poor Knights of Christ and of the Temple of Solomon = Order of the Knights Templar.

Ordenens grundlægger var Hugo de Payns, der var den første stormester. Navnet stammer fra deres herberg i Jerusalem, der stod nær ved det ødelagte tempels plads. Deres pavelige godkendelse kom 1123 fra pave Honorius II.

Deres dragt var en hvid kjortel som Cistercienserne, og på kjortelen et rødt kors, der dog først kom til under pave Eugenius III. Korset sad oprindeligt på venstre skulder. Denne orden begyndte som kamporden mod de vantro, men optog senere hospitalsdrift som en del af deres aktiviteter. De havde en rangorden svarende til Johanniterne. Deres styrkepunkter inkluderede borgen Beaufort i Libanon samt Krak af Moab-borgen øst for det Døde Hav. Under tiden i Det Hellige Land var Ordenen blevet kendt for at tage sig af bankforretninger. Pengetransporter krævede styrke og mandskab. Sådan virksomhed var medvirkende til deres formueforøgelse som i den sidste ende førte til deres undergang.

Efter Jerusalems fald flyttede ordenen til Cypern og senere til Frankrig. På sit højdepunkt formodes der at have været omkring 16.000 riddere og omkring 40.000 kommender. Deres rigdomme var derfor meget store, og i begyndelsen af 1300-tallet blev ordenen anklaget for både kætteri og homoseksualitet, og det blev undskyldningen for, at den gældsatte samvittighedsløse franske kong Philip den Smukke kunne konfiskere ordenens værdier og en del af medlemmerne blev dødsdømt og henrettet. Det gjaldt også den sidste stormester, Jacques de Molay, der både blev tortureret og brændt.

Pave Clement V nedlagde i 1312 ordren, og de resterende overlevende medlemmerne blev optaget i Johanniterordenen, der også modtog meget af disses værdier uden for Frankrig.

I Portugal genopstod ordenen allerede i 1317 under kong Denis, og denne genopstandne orden fik pave Johannes XXIIs anerkendelse i 1319.

Den Hellige Gravs Orden i Jerusalem

Den Hellige Gravs Orden i Jerusalem blev grundlagt i 1100 og er således en af de ældste af denne gruppe ordener. Den kaldes på engelsk for The Order of the Holy Sepulchre of Jerusalem. Deres logo er et rødt korsridderkors. Dens grundlægger var Godfrey af Bouillon, der i det første korstog samlede nogle riddere til særligt at passe på de præsteviede, der var tilknyttet Gravkirken.

Anerkendelsen fra pave Paschal II kom i 1112, og i 1122 udkom pave Callistus IIs bulle om ordenens formål: at passe på den Hellige Gravs basilika, men efter Jerusalems og Acres fald blev ridderne hjemløse, og de spredtes ud over Europa. Ordenen fik en vis tilknytning til Franciskanerne på grund af denne ordens kloster på Zionbjerget. Denne forbindelse stadfæstede pave Johannes XXII i 1330, da ridderne blev udpeget til være klostrets værnemagt, og prioren blev ordenen general eller mester.

Dette fortsatte til 1489, hvor paven genvurderede arrangementet af Den Hellige Gravs Orden og Lazarusordenen, og han lod dem begge indgå i Johanniterordenen, men Gravordenen fik tilladelse til at lade deres navn indgå i forbindelse med Johanniternavnet: ... og af Den Hellige Grav.

I 1496 opstod der en ny orden Ridderne af Den Hellige Grav i Jerusalem. De har ingen middelalderlig betydning og inkluderes ikke her.

Den Tyske Orden

Ridderordenen Den Tyske Orden, engelsk navn: The Order of the Knights of the Hospital of St. Mary of the Teutons in Jerusalem eller The Teutonic Knights of St Mary's Hospital of Jerusalem, hævdes af nogle som grundlagt i 1127 i Jerusalem [9458p63], men regnes oftest som grundlagt i 1190 eller 1191 i Acre, da Jerusalem var faldet i 1187. Grundlæggerne var hovedsageligt fra Bremen og Lübeckområdet. Efter hospitalets grundlæggelse kom der senere, omkring 1198, nogle riddere til, som inden for ordenen dannede et militærkorps efter samme model som Tempelridderne. Deres første stormester blev Heinrich von Walpot.

Der kunne optages riddere med tysk blod og af adelig fødsel i ordenens fornemste klasse. Endvidere optog ordenen præster og lavere befalingsmænd kaldet sergeanter. Ridderne bar en hvid kutte med et sort kors, underst havde de en hvid tunika. Riddernes var ret korte af hensyn til ridningen, mens præsternes dragt var længere. Sergeanterne bar en grå dragt med et kun trearmet kors. I hospitalerne var der en fjerde klasse af kvinder, der blev kaldt halvsøstre.

Deres generalkonvent blev afholdt hvert år i september på Hellig Korsdagen = Korsmisse, den 14. september. Under stormesteren = Hochmeister stod storkomturen, ordensmarshallen eler stormarshallen, hospitalsforstanderen = Spittler, skatmesteren = Tressler, og endelig kvartermesteren = Trapier. Disse udgjorde til sammen generalrådet, som også kunne vælge stormesteren.

De enkelte ordensbaser udgjorde med 12 riddere under en Hauskomtur et kommende, og alle kommenderne i en provins udgjorde et Landkommende = Landkomturei = Ballei, hvis overhovede var en Landmeister.

Ordenen fungerede altså kun relativt kortvarigt i Det Hellige Land og blev mere kendte for deres korstog i Østeuropa, særligt De baltiske Lande. Efter et kort intermezzo i Ungarn slog den lille orden sig ned i De baltiske Lande, der stadig var hedensk land, og i 1309 havde de hovedbase i Marienborg ved Østersøen mellem Tyskland og Polen.

Foruden de ovennævnte ordener blev der i 1222 dannet endnu en militær orden grundlagt af biskopperne i Kujawia og Plock. Ordenen hed Dobrinordenen, og den indgik i Den tyske Orden i 1235.

Da Den Tyske Orden var ankommet til Østersøegnene, havde den kæmpet sammen med Ordenen af Sværdbrødre, grundlagt omkring 1204 af biskop Albrecht af Riga. De Tyske Riddere havde koncentreret sig om de oprindelige hedenske beboere af Preussen, som de havde fordrevet, konverteret eller aflivet i 1283. I de næste par hundrede år er Ridderne i stadig kamp for at overleve mellem de begyndende nationsdannelser, hvor der ikke rigtigt er plads til dem. Deres formål er også væk, da hele området er kristnet. Forskellige mindre områder og dele af Ordenen forsøger at overleve, og det er svært at sætte et eksakt årstal på Ordenens ophør, men reformationen gjorde i det store og hele Ordenen til overs.

I De baltiske Stater var Sværdbroderordenen begyndt at missionere før 1200. De havde deltaget i korstog i 1998 og grundlagde Riga i 1201, og altså før Dannebrog faldt ned fra himlen i de egne af verden. Fra 1237 er de efter et tabt slag blevet en del af Den tyske orden [9458p70]. I de næste par hundrede år slås ridderne ustandselig med folkeslag norden, østen og sønden for dem. Om hospitalsgerning eller andre barmhjertighedsgerninger var der åbenbart ikke megen tid til at udøve.

I 1466 er Marienburg tabt for Ordenen, og den må flytte sit hovedkvarter til Königsberg, og Polen blev aldrig mere en del af deres jagtterritorium. Generelt var der efter 1400 få hedninge tilbage at slagte. I 1500-tallet gør Ordenen knæfald for forskellige fyrster og udnævner hertuger til ridderne for at prøve at bevare nogen magt; reformationen kommer ind og gør det endnu sværere i de nordlige Østersøegne, og deres tid er forbi og i 1562 overgiver stormesteren alt land til Polen. Ordenen eksisterer dog stadig i dag, men med mere fredelige sysler.

De iberiske ordener

Den iberiske Halvø havde været besat af muslimske folkeslag fra 711, hvor de krydsede Gibraltarstrædet og de følgende år udbredte deres rige til Ebroflodens omegn. Fra omkring 1100 begyndte den kristne tilbageerobring af Den spanske Halvø, og ved erobringen deltog flere ridderordener, både de ordener, der er kendte fra de andre missionsmarker, men også lokale, der kun virkede i dette område.

Tempelridderne var til stede i området fra ca. 1130 indtil deres undertrykkelse i begyndelsen af det fjortende århundrede. I 1146 opslog de hovedkvarter i Punta la Reyna i Aragon. Johanniterne kom til området i 1148, hvor Aragonafdelingen fik hovedkvarter i Amposta ved Ebros udmunding i Middelhavet. I 1147 fik Tempelbrødrene overladt den nys erobrede fæstning i Calatrava - ordet kommer af Qalat Rawaah = Borgen for Krig. Borgen var en strategisk vigtig forpost for Toledos sikkerhed, men i 1157 blev ridderne i tvivl, om de ville kunne holde den, og meddelte kong Sancho III, at de trak sig.
[9458p107]

Calatravaordenen
Da dette skete var abbedden fra klosteret Santa Maria de Fitero i Toledo, og han tilbød kongen, at han med sine mænd ville forsvare borgen mod de sydfra hærgende muslimer. Det blev aftalt, og abbeden overførte alle sine folk til borgen og kaldte til hellig krig mod muslimerne, så mange strømmede til stedet. Med mange mennesker blev det nødvendigt med et ordensreglement. Borgen blev ikke angrebet inden abbeden døde, og hans tilbageværende munke fortrak til Cirvelos, mens de sekulare riddere blev og anmodede Cistercienserne i Morimond om ordenens anerkendelse. De fik denne og antog navnet Brødre af Calatrava, og pave Alexander III gav dem kirkelig status som en kirkelig orden. Ordenens organisation var ikke endeligt på plads før tyve år efter, mens ordenens Regula ikke blev færdig før det 15. århundrede.

Sankt Jakobs Sværdorden
Sankt Jakobs Sværdorden eller Jakobsordenen opstod oppe i det nordvestligste hjørne af Spanien, hvor der kom mange pilgrimme til Santiago de Compostella. Ordenens engelske navn var Order of St James of the Sword, og den blev oprettet i 1175 med dens regel anerkendt af pave Alexander III. Ordenen fik hurtigt en del gods som gaver, og bl.a. gav den portugisiske kong Sancho I, og Alphonso IX of Leon gav dem en tiendedel af møntproduktionen i sit rige.

Jakobsordenen anvendte en Augustinus Regula, og denne orden var kendetegnet ved en noget højere grad af fromhed end en del af de øvrige krigerordener. Ordenen havde desuden mange kvinder tilknyttet til pleje af syge og pilgrimme. Ordenens enheder bestod af en leder og tolv brødre efterlignende Jesus og apostlene. Ordenen optog på fuld medlemsbasis også gifte riddere, når disse opgave deres familie og ejendom til Ordenen. De kunne i Ordenen leve et nogenlunde normalt familieliv og mand og kone levede kun adskilt i fasten og adventtiden.

Ordenens uniform havde et rødt kors på den ene skulder, og korsets nederste del havde form af et sværd. På spansk kaldtes korset for espada. Og den menneskekærlige ordens motto var "Måtte sværdet blive rødt af arabisk blod".

Alcantaraordenen
I kongeriget Leon opstod der omkring 1170 en mindre brødresamfund, der kaldte sig San Julian de Pereiros Riddere og på spansk Sanjulianistas. San Julian ligger i nærheden af Ciudad Rodrigo sydvest for Salamanca. Ordenen fik anerkendelse af pave Alexander III, og den fik en vis tilknytning til Calatravaordenen, uden at Sanjulianisterne dog blev Cisterciensere. Et andet navn, som de er kendt under er Trujillo-ordenen.

I 1217 fik Ordenen overladt bevogtningen af den vigtige og gamle romerske bro over tagus tæt ved grænsen mellem Spanien og Portugal. Den kaldtes Alcantara = Al Cantara = Broen. Efter denne tid kaldtes Ordenen gerne for Alcantaraordenen. Alcantarastyrelsen ønskede året efter at konsolidere dens hovedområde i Spanien og overlod derfor 1218 deres portugisiske besiddelser til den nedennævnte Avisorden.

Santa Marias Brødre
Santa Marias Brødre blev grundlagt af Pedro Henriques, der var bror til Portugals første konge. I 1166 fik de en base i Evora, hvorfor de af og til omtales som Evoraordenen eller tilsvarende. Det var en svag orden, og den fik både tilknytning til benediktinske kredse, og kaldte sig derfor også Sankt Benedikts Riddere, men senere kom de under Calatravaordenen.

I 1190 brød muslimske Almohad-styrker ind i det sydlige Portugal, og Sancho I, 1185-1211, befæstede, efter Almohaderne igen var drevet ud, grænsen og fik Benedikts Riddere anbragt i et antal fæstninger her i blandt den befæstede by Avis eller Aviz, hvorefter brødrene også blev kendt under navnet Avisridderne. En af deres stormestre, den illegitime søn af kong Peter den Grusomme, John af Aviz, blev Portugals konge i 1385.

Ordenen Kristi Riddere
Da Tempelridderne omkring 1310 blev opløst, var der en del gods og guld, der skulle overføres til andre. I Portugal klarede kong Denis eller Diniz, 1279-1325, det ved at nedlægge Tempelriddrne og danne en ny orden med samme navn bortset fra ordet "Tempel". Dens engelske navn blev The Order of the Knights of Christ, og til første stormester blev der udnævnt en Avisordensbroder.

På resterne af tempelridderne blev også Montesaordenen i Aragon dannet. Denne orden fik en del riddere overført fra Calatravaordenen. Dens dragt blev som Tempelriddernes en hvid kappe med et rødt kors.

Kronologien

Pavernes betydning vil primært være noteret i pavelisten.

År Baggrunden
1023 De første købmænd fra Amalfi og andre italienske bystater får kaliffen Haroun el Raschids tilladelse til at genopbygge et herberg og hospital i Jerusalem. Der havde fra omkring år 600 været en sådan institution i byen, men den var blevet ødelagt af en despot i 1005.
Købmændene opførte hospitalet tæt ved benediktinerklostret indviet til Johannes Døberen , og institutionen blev hovedsageligt serviceret af brødre fra klostret. Andre lande i Europa gør også krav på at have haft tidlige hospitaler i byen. Ungarn fra år 1000 under kong Stephen, og fra Karl den Stores tid også en germansk institution.
1048 Den amalfiske købmand Constantino di Pantaleone di Mauro fik kaliffens tilladelse til at grundlægge et herberg i Jerusalem for her at kunne pleje syge pilgrimme. Institutionen lå nord for Den Hellige Gravs Kirke og tæt ved St. Maria Latina-kirken, som købmænd fra samme by havde grundlagt mellem 1014 og 1023. I forbindelse med herberget byggede de et kapel indviet til helgenen Johannes Almissegiver, der også giver navn til stedet: Johanneshospitalet i Jerusalem, og dets bomærke bliver Amalfi bys ottespidsede hvide kors. Herberget bliver derfor kendt med sit logo.

Der etableres flere herberger langs vejen fra kysten til Jerusalem i årene derefter.
1050 1050 angives som det år, hvor købmænd fra Amalfi grundlagde et hospital i Jerusalem. Det var indviet til Den Hellige Johannes af Alexandria og brødrene fulgte St. Benedikts reglement. Denne Johannes var født på Cypern, blev gift, fik børn og blev, da han var over 50 år, patriark i ALexandria, men da var hans kone og børn døde. Han fik tilnavnet »Almissegiver« på grund af sin gavmildhed. Han døde ca. 620. NB. der er en anden Johannes kaldet Almissegiveren. Han hed også Rainuzzi og døde cirka 1330.
1070 Peter Gerard bliver Johanniterordenens første stormester. Han er formand til 1120.
1095 Pave Urban II kaldte ud til det første korstog med det formål at erobre Jerusalem, der siden 638 havde været besat af muslimske riger.
På det tidspunkt var fatimiderne i Cairo meget svage, og mod den tyrkiske side var landet opdelt i småriger regeret af lokale krigsherrer. [9458p9]
1096 Det Første Korstog indledes og varer til 1099. Den første folkehær plyndrer sig vej gennem Europa og volder jødiske bebyggelser undervejs. Fra Konstantinopel sættes de over til Lilleasien, hvor de slagtes af muslimerne. Derefter samles de mere kompetente hære under fyrsterne i Europa og igen via Konstantinopel sætter de over til Anatolien og begiver sig med resterne af den første hær på vej mod Jerusalem, som de når i juli 1099.
1099 Jerusalem
Jerusalem stormes i juli 1099, og byen overgiver sig til korstogshæren.
Der dannes et latinsk kongerige efter fransk mønster. Det får navnet Kongeriget Jerusalem, men kaldes også med sit franske navn for Outremer.
Landet opdeles i forskellige administrative dele, der hver får sin fyrste under kongen. Se herom i Jerusalems genealogier, hvor også landets udstrækning er nævnt.

Efter Jerusalems indtagelse bliver der behov for et større herberg, og det bygges, hvor Karl den Stores institution og senere Amalfiborgernes engang lå. De daværende bygninger var i løbet af de cirka halvtreds år blevet ødelagt, og korsridderne bygger nu samtidig en ny kirke, der indvies til Johannes Døberen. Selve fundatsen for ridderordenerne kom først i 1113 og 1126.
1113 Stormester Peter Gerard får pave Paschal IIs godkendelse til at organisere en klosterorden til pilgrimmenes pleje. Det sker ved udstedelse af en pavelig bulle i 1113 adresseret til Geraudo institutori ac praeposito Hirosolimitani Xenodochii. Johanniterordenen bliver eximeret for alle afgifter og står desuden udelukkende under pavens overhøjhed.
Gerard = Geraldus, c.1099-1125;
1119 Tempelriddernes orden grundlægges. Der er nu to ordener med nogenlunde samme formålsparagraf i området.
1120 Johanniternes første stormester, Peter Gerard, dør.
Raymond du Puy = Raimund du Puy c.1118 eller 1125, dør 1157 eller 1160 - Puy er et grevskab i Provence - udpeges som Johanniternes anden stormester. Han er formand til 1158/60.
Det er først under Raymond, at den første hospitalslignende institution grundlægges. Den placeredes tæt ved Den Hellige Gravs Kirke. Man kan derfor sige, at som hospitalsinstitution er ordenen grundlagt under Raymond du Puy. Hans fundats taler om fem læger og tre kirurger ansat ved hospitalet permanent, men omtaler ikke krigeriske tropper.

Ordenen begyndte med at pleje de syge og reparere på de sårede, men fik snart en afdeling, der kunne eskortere pilgrimme, fra de landede i Det Hellige land og på vejen op til Jerusalem.
1123 Tempelriddernes orden grundlægges; tilladelse gives først under konsiliet i Troyes i 1126.
1126 Konsiliet i Troyes anerkender den nye Tenpelridderorden under St. Benedikts regel og tilpasset af den Hellige Bernard fra Clairvaux.
1136 Første dokumentation om militære aktiviteter fra Johanniterordensbrødrenes side.
1147 Det Andet Korstog indledes. Det blev militært ledet af kong Louis VII og Konrad III. Korstoget sluttede i 1149 uden der var opnået noget af betydning.
1153 Johanniterreformerne fra 1136 genbekræftes af pave Eugen III (muligvis var det først i 1154).
1154 Lazarusordenen får af kong Louis VII foræret slottet Broigny nær Orleans.
1158 Auger de Balben bliver fra 1158 eller 1160 Johanniternes tredje stormester til 1162/63
1162 Arnaud de Comps bliver Johanniternes fjerde stormester, men kun for at år.
1163-1169 Gilbert d'Assailly Rostagn bliver Johanniternes femte stormester, men abdicerer 1169.
1169 Gilbert d'Assailly, Johanniternes femte stormester, abdicerer.
1170 Rostagn er en kort periode konkurrerende stormester hos Johanniterne.
Gaston de Murols bliver Johanniternes sjette stormester til 1172.
1172 Joubert af Syrien bliver Johanniternes stormester til 1177.
Fra dette tidspunkt er der uenighed og til tider voldelige mindre træfninger mellem Johanniterne og Tempelridderne. Ufreden fortsætter med mellemrum i mange år.
1177 Roger des Moulins bliver Johanniternes stormester til 1187, hvor han dør i et slag.
1181 eller 1182 stadfæstedes ordensreglerne for Johanniterordenen igen, hvilket styrkede stormester Roger des Moulins.
1187 Jerusalems fald til muslimerne og slaget ved Hattin.
Garnier de Naplous bliver Johanniternes stormester i 1187, men afløses året efter.
William Borrell bliver Johanniternes vicestormester til året efter.
1188 Ermengard d'Asp bliver Johanniternes fungerende stormester til cirka 1190, hvor han abdicerer.
1189 Geoffroy de Donjon bliver Johanniternes stormester til 1201.
Det Tredje Korstog indledes under Kejser Frederick Barbarossa og Henrik Løvehjerte fra England. Korstoget slutter i 1192.
1190 Den tyske Orden grundlægges i Acre.
1198 Fjerde Korstog begynder efter opfordring fra pave Innocent III.
1201 Mellem 1201 og 1204 bliver krigstjeneste fra Johanniterordenens medlemmer dokumenteret.
1202 Alphonse de Portugal bliver Johanniternes stormester til 1206, hvor han afsættes.
Det Fjerde Korstog indledes, men udvikler sig mere til en handelskamp for venetianernes formål, idet korstoget skylder Venedig penge.
1204 13/4 1204: Konstantinopel falder til de kombinerede styrker fra det Fjerde Kortstog og Venedig, og der etableres et kejserdømmer, der får navnet "The Latin Empire", der bestod de næste godt og vel 60 år.
1206 Geoffrey Le Rat bliver Johanniternes stormester til 1207.
1207 Garin de Montaigu bliver Johanniternes stormester til 1227 eller 1228.
1212 Børnekorstoget begynder, men ender hurtigt i en katastrofe.
1217 Femte korstog indledes efter opfordring igen fra pave Innocent III. Det ender uden egentligt vinder med en otteårig våbenhvile i 1219. Det var det sidste korstog, som paverne direkte organiserede. Militært ledes korstoget af Leopold VI af Østrig og kong András af Ungarn. Korstoget slutter i 1221.
1228 Bertrand de Thessy bliver Johanniternes stormester til cirka 1231.
Det Sjette Korstog indledes under ledelse af Kejser Frederick II af Tyskland.
1229 Kejser Frederick II forhandler under det Sjette Korstog en aftale med muslimerne, der betød adgang til Jerusalem for kristne pilgrimme i de næste ti år.
Den tyske Orden bygger base i Starkenberg = Montfort nord for Acre, og ordenen ejer samtidig Judinborgen og Castellum Regis i samme område..
1231 Guerin Brooke bliver Johanniternes stormester til 1236.
1236 Bertrand de Comps bliver Johanniternes stormester til 1239 eller 1240.
1239 Pierre de Vielle-Bride bliver Johanniternes stormester til 1242.
William de Senlis bliver Johanniternes vicestormester til 1241.
1242 Guillaume de Chateauneuf bliver Johanniternes stormester til 1258.
John de Ronay bliver Johanniternes vicestormester til 1250.
Kong Tibald af Navarre ankommer til Outremer med stort følge og 1000 riddere.
Tempelridderne erobrer Nablus og massakrerer indbyggerne inklusive de kristne arabere.
1243 Tempelridderne indtager i årets begyndelse Jerusalems tempel, men muslimer generobrer byen i juli, og de kristne vinder den aldrig mere tilbage.
1244 Hugues de Revel = Hugo af Revel bliver Johanniternes stormester til 1277.
17/10 angriber en stor kristen hær ved La Forbie i Gazaområdet de ægyptiske muslimer, men de kristne omringes og hugges ned, og mere end 5.000 mand mistes heri 325 Johanniterriddere og alle deltagende af Lazarusbrødrene.
1248 Kong Louis IX begiver sig ud på det Syvende Korstog, men kommer ikke længere end fra vest mod øst til Ægypten. De opnår intet i Ægypten, idet de efter at have erobret Damietta, må opgive den igen. De fortsætter til Palæstina, men opnår heller ikke her resultater. Korstoget afsluttes 1254.

Johanniternes dragt er nu ændret, så den lange sorte kappe ikke længere bæres under kamp, men er erstattet af en kort trøje med hvidt kors. Den sorte jakke erstattes dog snart af en rød overkjortel med hvidt kors, mens den originale dragt stadig bæres i klosteret.
1249 Juni: Louis IX ankommer til Damietta i Ægypten
1250 8/2 Kong Louis IX's broder, Robert d'Artois, angriber over Nilens bifloder ægypterne. Først med held, senere hugges de kristne ned.
Tempelridderne forlanger nu at en aspirant til ridder skal være søn af eller nedstamme fra adelig familie. Denne regel efterlignes snart efter af Johanniterne.
1255 Paven konfirmerede Lazarusordenens klosterreglement efter St. Augustins regel.
1256 Interne kampe mellem venetianere og genoensere om magten i Acre. Ridderordenerne og andre handelsfolk delte sig mellem de to parter. Med Venedig var Tempelridderne og den Tyske Orden, St. Lazarus og St. Thomas. Johanniterne holdt med Genoa.
1262 Pave Urban IV giver Lazarusordenen tilsvarende rettigheder som andre klosterordener.
1265 Pave Clement IV bestemmer at alle spedalskhedsramte skal modtages af Lazarusordenens institutioner.
Sultan Baibars erobrer Caesarea fra de kristne.
1266 Sultan Baibars erobrer Safed i Galilæa.
1269 Sultan Baibars erobrer Jaffa og Antiocha.
Hugh III krones som konga af Jresulam. Kroningen sker i Tyre.
1270 Det Ottende Korstog og det sidste i nummerserien indledes af Kong Louis IX, men han dør kort tid efter overfarten til Tunis sammen med mange medlemmer af sygdom, og korstoget afbrydes.
1271 3/3 Baibars belejrer Krak-des-Chevaliers, der falder 8/4. I juni erobrer Baibars Starkenberg.
Ægyptiske galejer udfører plyndringstogter på Cypern, men jages bort.
1272 Edward af England, den kommende Edward I, deltager i kampene og forsøges snigmyrdet af Baibars. Han tager af sted hjemad i august-september og hører om sin faders død på Sicilien.
1276 Kong Hugh III af Jerusalem forlander fastlandet og tager til Cypern.
1277 Nicolas Lorgne bliver Johanniternes stormester til 1284.
King Hugh forsøger at vende tilbage til fastlandet, men Tempelridderne modarbejder det, og kongen må returnere til Cypern, hvor han som hævn afbrænder Tenpelbrødrenes baser i Limassol og Paphos.
Charles af Anjou udråber sig selv til konge i Jerusalem, men får ikke held til at befæste sin stilling og hans administration bryder sammen, da han i 1282 mister Sicilien.
1280 Mongolske styrker bryder ind fra nordøst og besætter Aleppo. Tyrker, saracener, ægyptere foretager de næste par år stadige angreb og langsomt mister de kristne deres områder til muslimske styrker.
1284 Jean de Villiers bliver Johanniternes stormester til 1293 eller 1294.
1285 17/4 Sultan Qalawun belejrer fæstningen Marqab. 23/5 slår en muslimsk mine fundamentet væk under en del af muren, og fæstningen må opgives, og ridderne får frit lejde til Tortosa.
1291 Acres fald. Acre blev erobret af muslimerne 28/5, og de sidste korsriddere forlod landet og tog til Cypern. Her blev de hurtigt indblandet i lokalpolitik, hvad der ikke rigtigt passede dem - eller værtsfolkene.
De fik byen Limassol = Limisso som hovedkvarter stillet til rådighed af kong Amalric.
1294 Odon de Pins bliver Johanniternes stormester til 1296.
1296 Guillaume de Villaret bliver Johanniternes stormester til 1305.
1305 Foulques de Villaret = Fulkes de Villaret bliver Johanniternes stormester til 1317 / 1323, han blev afsat og abdicerede.

Maurice de Pugnac bliver valgt til Johanniternes næste stormester til 1319.
Gerard de Pins bliver Johanniternes vicestormester til 1332.
1307 Philip IV af Frankrig arresterede den 13/10 de franske Tempelriddere.
1309 I sommeren 1309 belejrede Johanniterne Rhodos, der erobredes 15/8 1309 og blev riddernes nye hjem, indtil 1522. Øen blev retsligt betragtet som værende en kirkelig enklave nominelt og territorielt underlagt kejserdømmet i Konstantinopel

Foruden Rhodos okkuperede Johanniterne også de omkringliggende øer samt to havnebyer på Tyrkiets kyst: den nord for Rhodos liggende Bodrum, der var det klassiske Halicarnassus, og det øst for Rhodos på sydspidsen af Lycia liggende Castellorizon, der i dag hedder Megisti.

Ridderne bygger et nyt hospital her, men på grund af beliggenheden er det småt med pilgrimme til at fylde sengene.

Den tyske Ordens hovedkvarter flytter fra Venedig til Marienburg med en stærk fæstning og forsvarsværker omkring byen.
1310 Johanniterordenen flytter til Rhodos, hvor de bliver til 1523.
1312 Pave Clement V nedlægger Tempelridderordenen. En del af deres værdier overføres til Johanniterne. Fusionen finder sted, mens Johanniterne bebor Rhodos. Johanniterne får overført værdierne fra alle landene på nær Aragon og Portugal. I Frankrig har kong Philip IV den Smukke lagt sin hånd på værdierne, og Johanniterridderne må betale store erstatningssummer til kongen for at få ejendommene tilbage.

Det er efter fusionen og under opholdet på Rhodos, at ordenens organisationen blev endeligt fastlagt i de otte tunger eller lande. Se ovenfor om dette.
1319 Helion de Villeneuve bliver Johanniternes stormester til 1346.
1330 Philip Thame den engelske prior, får tempelridderejendom overført mellem 1330 og 1358.
1346 Dieudonne de Gozon bliver Johanniternes stormester til 1353.
1353 Pierre de Corneillan bliver Johanniternes stormester til 1355.
1355 Roger de Pins bliver Johanniternes stormester til 1365.
1365 Raymond Bérenger bliver Johanniternes stormester til 1374.
1374 Jean Fernandez de Heredia bliver Johanniternes vicestormester i året.
Robert de Juilliac bliver Johanniternes stormester til 1376.
1376 Jean Fernandez de Heredia bliver Johanniternes stormester til 1396.
1378 Bertrand Flote bliver Johanniternes vicestormester til 1379.
1383 Ricardo Caracciolo bliver Johanniternes stormester til 1395.
1395 Boniface de Caramandra bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester til 1405.
1396 Philibert de Naillac bliver Johanniternes stormester til 1421.
Korstog i Europa med deltagelse af franske og tyske styrker, der bevæger sig langs Donau for at bekæmpe tyrkerne. Der deltager også en afdeling af Johanniterriddere. Undervejs plyndrer, voldtager og myrder de sig frem gennem kristent land. De overmodige franske riddere og derefter de mere besindige tyskere bliver alle slagtet i slaget ved Nicopolis 26/9, der ligger ved Donaubredden SW for Bukarest.
[9622p69f]
1398 Den tyske Orden invaderer Gotland og uddriver sørøverne, fetaljebrødrene = Sea Victuallers, [927780ff + 9458p85]
1405 Nicolas des Ursins bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester til 1410.
1410 15/7 slaget ved Tannenberg i Preussen , hvor Den tyske Orden møder polske, ungarske og andre slaviske styrker og taber stort.
1421 Antoine Fluvian de la Riviere bliver Johanniternes stormester til 1437.
1437 Jean de Lastic bliver Johanniternes stormester til 1454.
1444 Invasionsforsøg på Rhodos fra den ægyptiske sultan.
1454 Jacques de Milly bliver Johanniternes stormester til 1461.
1461 Pierre Raymond Zacosta bliver Johanniternes stormester til 1467.
1467 Jean-Baptiste Orsini bliver Johanniternes stormester til 1476.
1476 Pierre d'Aubusson bliver Johanniternes stormester til 1503. Han var også kardinal.
1480 Invasionsforsøg på Rhodos fra Mehmed II = Mahomet II, der lander den 22/5, men da forstærkninger dukker op, afbryder han belejringen af Johanniternes hovedby.
1487 Johanniterordenen fusionerer med Korherrerne af den Hellige Grav.
1489 Cypern overtages af Venedig indtil 1571, hvor øen erobredes af tyrkerne.
1503 Emery d'Amboise bliver Johanniternes stormester til 1512.
1512 Guy de Blanchefort bliver Johanniternes stormester i dette år.
1513 Fabrice del Carretto bliver Johanniternes stormester til 1521.
1521 Philippe Villiers de l'Isle-Adam bliver Johanniternes stormester til 1534.
1522 Suleiman the magnificent = Solyman II forsøger invasion på Rhodos. Han opererer 400 skibe og en hær på 200.000 mand - en anden kilde mener mere besindigt 140.000 mand. Det er anført, at Johanniterne havde 7.000 riddere og soldater i alt.
Belejringen ender efter seks måneder med en overgivelse, hvor ordensmedlemmerne får ret til at forlade øen mod at undlade senere at angribe Suleimans riger og flåder.
De næste otte år sejler ordensbrødrene uden fast opholdssted, men benyttede som midlertidige opholdssteder Messina, Napoli, Civitavecchia, Viterbo, Cornetto, Villefranche og Nice før Malta i 1530.

Admiral Piri Reis kortlægger Middelhavets kyster inklusive Malta til sin tyrkiske herre.
1530 Johanniterne får tildelt land på Malta. Det er pave Clement VII og kejser Karl V, der får aftalen bragt i stand med kongen af Sicilien. Territorielt sættes øen under den spanske konges overherredømme.
Den kendte aftale om, at prisen for øens lejemål skal være en jagtfalk om året til kongen på Sicilien og overleveret på Alle Sjæles Dag, stammer fra denne lejlighed.

Stormester Viliers de L'Isle Adam ankommer sammen med de første riddere til øen om bord på carrakken SANTA MARIA den 26/10 1530.

I de følgende år samler Johanniterne en flåde og bekæmper de muslimske staters sørøvere, hvilket bevirker, at ottomanerne senere angreb dem, se år 1565.
1531 Johanniterne deltog i angreb på Modone i Grækenland.
1532 Johanniterne deltog i angreb på fortet ved Coronne.
1534 Stormester L'Isle Adam dør 21/8 og begraves i Franciskanerkirken i Rabat på Gozo.
Pierre del Ponte = Pietro del Ponte bliver Johanniternes stormester til 1535.
1535 Didier de Saint-Jaille bliver Johanniternes stormester til 1536.
Johanniterne deltager sammen med kejser Karl Vs styrker under Andrea Doria i angrebet på Tunis.
Tyrkerne generobrer Coronne.
1536 Jean de Homedes bliver Johanniternes stormester til 1553.
1538 Johanniterne taber sammen med andre kristne styrker slaget ved Prevesa i Adriaterhavet til tyrkerne.
1540 Johanniterordenens besiddelser i England inddrages af kronen som de øvrige ordeners værdier ved klostrenes nedlukning.
1547 Tyrkerne under Dragut gør landgang ved Maltas sydkyst.
1551 Tyrkerne angriber Malta, og fortet på Gozo falder. Senere angriber de Tripoli, der også falder.
1553 Claude de la Sengle bliver Johanniternes stormester til 1557.
1555 23/9 passerer en orkan Malta. For at søge at redde flåden fra at blive smadret mod havneklipperne og kajerne, sejler skibene ud, men stormen er så stærk, at en del af skibene forliser og 600 mand drukner.
1565 Den ottomanske belejring af Malta , Valetta faldt, og Birgu modstod. Birgo var næsten nedbrudt til sidste sten. Halvdelen af Johanniterridderne døde sammen med næsten 8.000 soldater. Ottomanerne mister 30.000 mand.
30/3 forlod den tyrkiske flåde Konstantinopel.
18/5 kan flåden med sine mere end 190 skibe ses fra Malta.
20/5 begynder landsætningen af tropperne i Marsaxlokk: 28.000 soldater, 6.300 elitetropper - janissarerne - og 6000 frivillige.
20/5 Fortet forbereder sig på angreb med ca. 6.000 soldater fra Malta, 500 riddere, 500 af galejbesætningerne samt godt 500 lejesoldater. I Mdina var styrken på noget kavalleri samt 2.400 maltesere.
21/5 Tyrkerne opretter deres hovedkvarter i Marsa på øens sydøstside.
27/5 Angrebet på Fort Elmo iværksættes.
03/6 Ravelinerne foran Fort Elmo falder.
22/6 Et to-dages angreb på fortet slås tilbage.
23/6 Under et fornyet angreb falder fortet St. Elmo til tyrkerne.
27/6 Belejringen af Fort St. Michael indledes.
29/6 Fra Sicilien ankommer ca. 700 mand hjælpetropper, der landsættes og marcherer over øen.
05/7 Forstærkningsstyrkerne ankommer til Birgu og kommer uhindret ind i fæstningen.
09/7 Angrbet på Castillens forsvarspost.
12/7 Tyrkerne angriber Senglea, der ligger mellem Valetta og Birgu.
27/7 Angreb på Fort St. Michael.
29/7 Det andet angreb på Castillens forsvarspost.
31/7 Angreb på Fort Angelo efterfulgt af flere lignende.
07/8 Kulmination på angrebene på forterne.
08/8 Styrker fra Mdina inkluderende kavalleri brød ud og foretog angreb på tyrkernes delvis ubeskyttede lejr.
09/8 Tyrkerne ændrer taktik og forsøger at slå Mdina ned, men uden held.
20/8 Tyrkerne fornyr angrebene på Birguforterne, men opnår intet.
21/8 Samme aktivitet som dagen før - og samme resultat.
24/8 Hjælpestyrken samles i Syracus på Sicilien under Don Garcia de Toledo.
07/9 Hjælpetroperne lander efter en stormende langvarig overfart på Malta i Melliehabugten.
08/9 Tyrkerne begynder tilbagetrækningen.
13/9 De sidste tyrkere har forladt øen.

Johanniternes sejr er afbilledet på frescomalerierne i tronsalen i stormesterens palads i Valetta, malet af Matteo Perez d'Aleccio 1576-1581. Der findes fire originale modeller for frescoerne malet i olie i Queen's House i Greenwich .
Den 7/9 er mindedagen for belejringen af Valetta. Se mere om slaget her.
1566 28/3 1566 grundstenen til Valetta lægges af stormesteren, og arkitektarbejdet overlades Francesco Laparelli fra Cortona, 1521-1571. Han assisteredes af malteseren Girolamo Cassar, 1520-1586.
1568 Pierre del Monte bliver Johanniternes stormester til 1572.
1571 Slaget ved Lepanto. Ottomanerne forsøger igen en invasion, men bliver slået tilbage til søs af en spansk flåde under admiralerne Andrea Doria og Johann af Østrig.
Lepanto er ikke på nutidens kort, men det lå ved den vestlige indsejling til Korinthbugten i Grækenland.
Tyrkerne erobrer Cypern.
18/3 1571 overflyttedes Ordenens hovedkvarter fra Birgu til Valetta, selv om byen endnu ikke var færdigbygget.
Aragons Herberg byggedes i Valetta.
1572 Fra Jean l'Eveque (Levesquede la Cassiere bliver Johanniternes stormester til 1582.
1574 Italiens Herberg og Auvergnes Herberg byggedes i Valetta.
1575 Provence Herberg bygges i Valetta.
1577 Den tyske gren af Johanniterne i Brandenburg konverterer til protestantismen, men vedbliver at bidrage til ordenen med penge. Først i 1812 ændrer Preussen ordenen til en ren velgørenhedsorden.
1581 Stormesteren bliver fængslet af sine egne riddere, da han forsøger at bortvise de løse damer, som ridderne, der har aflagt cølibatløfte, lever hyggeligt med.

Mathurin Lescat de Romegas bliver Johanniternes rivaliserende vicestormester i året.
1582 Hugues Loubenx de Verdala bliver Johanniternes stormester til 1595. Han er også kardinal.
1601 Ordenens flåde erobrede Passava i Morea på Peleponnes.
Samme år erobredes Hammamet i Tunis.
1602 April erobrede ordenens flåde byerne Patras og Lepanto på Grækenlands kyst.
1622 Ordenens flåde erobrede fortet Castel Farnese i Morea på Peleponnes.
1638 Riddernes flåde erobrer nær Calabria tre skibe fra Tripoli den 20/6.
1639 De Poincy bliver guvernør på St. Kitts i Vestindien. Som Johanniterrider modellerer han øens forsvar med ordenens kendetegn på uniformerne. Denne demonstration af Ordenen i Vestindien ophører ved hans død i 1660. For sin egen formue køber han øen St. Croix og forærer den til Johanniterne. Den sælges til det Fransk Vestindiske Kompagni i 1665, og ordenens engagementer i Vestindien er slut.
1640 Johanniterflåden under ledelse af landgreve Friedrich af Hessen *) erobrer seks Caracoggiaskibe i Golettas havn den 24/8.**)
*) Muligvis Friedrich von Hessen-Eschwege, † 1655; s Moritz der Gelehrte, 1572-1632.
**) Yderligere flådedetaljer i The Grandmaster's Palace af Joseph Ellul, 1996.
1644 Første slag mellem koalitionsstyrker fra Venedig og Ordenen mod tyrkerne om Kreta, der endelig tabes i 1669.
1656 Den forenede venetianske og maltesiske flåde står til søs den 25/6 under venedigadmiralen Carafa Prior af Roccella og erobrer 18 tyrkiske galejer og tre andre fartøjer.
1669 Tyrkerne erobrede Kreta.
1687 Venedigs styrker og Ordenens erobrede Morea i Grækenland.
Årets øvrige togter omfattede besættelse af Navarino, Mondone, Patras, Lepanto, Korinth og Athen.
1689 Johanniternes styrker marcherede med andre kristne staters styrker over land for at generobre Beograd fra tyrkerne.
1704 Ordenens flådestyrker deltog sammen med pavestatens og dens koalitionsstyrker i forsøg på at sikre Morea på kristne hænder. I de følgende år er der flere forsøg på at holde området, men fra 1715 er området under Ottomanerne.
1706 Ordenens flåde erobrede det tyrkiske flagskib fra Tripolis eskadre.
1709 Johanniternes flåde erobrede flagskibet fra den tyrkiske Algierflåde.
1714 21/10 1714 sænker Johanniterordenens galej SANTA CATERINA under kommando af Adrian de Langon det algierske skib SOLE D'ORO ud for Provencekysten.
1720 31/3 1720 erobrer Johanniterordenens galej SAN GIOVANNI under kommando af D'Allogny de la Crois ved Sardinien to algierske caraveller.
1721 20/4 1721 erobrer Johanniterordenens galej SAN GIOVANNI under kommando af de Langon ud for Oran det algierske skib SOLE D'ORO.
23/5 1721 besejrer Johanniterordenens galej SAN GIORGIO under kommando af D'Allogny de la Grosin tre tunesiske skibe.
1722 Anton Manoel de Vilhena fra Portugal bliver stormester til 1736. Han dør den 12/12 1736, 74 år gammel.
1723 13/5 1723 erobrer Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Pantellaria det tripolitanske skib LA PADRONA.
14/8 1723 sænker Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Tanger en algerisk caravel.
26/8 1723 sænker Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Jacques de Chambray ud for Tetuan en algerisk caravel.
1729 24/3 1729 erobrer Johanniterordenens galej SAN VINCENZO under kommando af Scipione Desaulx ud for Lampedusa det algeriske skib GRAN GAZELA.
1741 Manoel Pinto de Fonseca bliver stormester til sin død 21/1 1773. Han var da 92 år og havde regeret i 32 år - længst af alle malteserriddere.
1773 Francesco Ximenes de Texada fra Aragon bliver stormester indtil sin død den 9/11 1775. Han var ilde lidt for at have slået et oprør over skatter og afgifter ned, og om derfor eller ej, så har hans grav i St. Johanneskirken i Valetta ingen gravplade.
1775 I perioden med Den amerikanske Frihedskrig deltog Johanniterordenens flåde i slag mod briterne på Frankrigs side.
1784 Ordenen bistod portugisiske styrker med angreb på korsarhavnen Algier. Dette blev Johanniternes sidste større søslag.
1797 Ferdinand von Hompsech zu Bolheim, * 9/11 1744, blev den 17/7 1797 stormester for Johanniterne til 1798, hvor han blev afsat, men han abdicerede først i 1799. Han blev den sidste og 28. regerende stormester på Malta.
1798 Malta indtages af Napoleons styrker.
Kejser Paul I af Rusland bliver først konkurrerende stormester, men den reelle fra 1799 til 1801, hvor han myrdes.
Grev Giulio Litta bliver Johanniternes vicestormester til 1799.
1799 Grev Nicholas Soltykoff bliver Johanniternes vicestormester til 1803.
1800 4/9 de franske besættelsesstyrker belejret i Valetta overgiver sig til Malteserne og englænderne.
1802 Giuseppe Caracciolo di Sant Eramo bliver konkurrerende vicestormester dette år.
1803 Giovanni Battista Tommasi di Cortona bliver Johanniternes vicestormester til 1805. Fra 1805 til 1816 kaldes han for valgt vicestormester, og fungerer fra Rom, idet der åbenbart ønskes en romersk katolsk stormester. Der er ikke tale om en stormester med fuld administrationsret. Fra 1805 til 1879 ledes ordenen af en vicestormester.
1812 Preussen konverterer Johanniterordenen til en ren velgørenhedsorganisation. Organisationen ændres igen i 1852.
1831 Den engelske gren af Johanniterordenen genopstår med franske riddere som initiativtagere. Ordenen får navnet The Most Venerable Order of St. John of Jerusalem of the British Realm. Det får i 1888 kongelig godkendelse under dronning Victoria.
1834 Johanniterordenen opretter hovedkvarter i Rom under det engelske navn The Sovereign Military Order of Malta.
1852 Johanniterordenen genopstår i Preussen som Johanniter Orden som en underafdeling af hovedordenen.
1879 Der udnævnes igen en reel stormester i ordenen. Det er pave Leo XIII, der udnævner
Jean Baptiste Ceschi a Santa Croce til stormester for Johanniterne til 1905.
Han leder nu den Romersk Katolske Suveræne Militære Johanniterorden af Malta.
Ordenen er nu en humanitær orden, og dens uniformer og ritualer har kun ceremoniel betydning.
1888 Dronning Victoria approberede den engelske gren af Johanniterordenen. Men den engelske gren af ordenen blev først anerkendt af den katolske hovedorganisation i Rom i 1963. Aktiviteterne i England er samlet omkring ambulancetjenesten St. John Ambulance.
 
Læs videre i Vilhelm Lorenzen: De danske Johanniterklostres Bygningshistorie, 1927;
J. Lindbæk og G. Stemann: De danske Helligaandsklostre, 1906.
Om Antvorskov Kloster i P. H. Bernholm: Antvorskov, Schønberg, 1942.
[9458] The Monks at War af Desmond Seward, FS 2000;
[9937] The Knigths of St John in Malta af Simon Mercieca, Bonechi, 2005;
[9950] The trial of the Templars af Malcolm Barber, FS, 2003;
Se her om yderligere benyttet litteratur.
 
 

  Retur til toppen af siden.  
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Revideret 23. marts 2006.