Jesu Kristi ligklæde? - eller . . . Jacques de Molay´s eller . . Geoffroi de Charnay´s ligklæde ?

Nyheder om ligklædet - Andre artikler om emnet - Læs om brandmanden der satte sit liv ind på at redde det.



Torino-ligklædet

Konventsforedrag af Pastor Niels Aarup, 1999

Torino-ligklædets eksistens har været kendt herhjemme i ca. 100 år. Fra tid til anden dukker der i aviser eller blade artikler op, som holder den mystik vedlige, som har omgærdet dette relikvie, siden det blev vist frem første gang i året 1357.

Dets historie fra 1357 og frem til vore dage er nogenlunde let at følge. Det har haft en omskiftende skæbne; men de egentlige problemer opstår først i det øjeblik, hvor man begynder at gætte sig frem til, hvad der foregik med det og omkring det før 1357.

Skal man gå grundigt frem, er det nødvendigt at dele en undersøgelse op i fire punkter:

1) Historien efter 1357.
2) Historien før 1357.
3) Den folkelige tradition om dets betydning.
4) Teorier om dets virkelige betydning.

Holder man ikke disse fire aspekter ude fra hinanden, havner man i en blindgyde. Men det kan godt være, at det undervejs bliver aktuelt at krydse lidt frem og tilbage mellem dem.

I juni 1951 bragte Kristeligt Dagblad en kronik af Ingeborg Olrik med overskriften: "Kristi ligklæde". Her nævnes, at det (vistnok første gang her i landet) blev omtalt omkring sidste århundredeskifte i ugebladet "Hver ottende Dag". Kronikken refererer, hvad man kort forinden (altså i begyndelsen af 50'erne) havde kunnet læse i "Det Bedste". Jeg citerer i uddrag:

(Det drejer sig om) en gengivelse af ansigtet på det billede af en korsfæstet mand, der som fotografisk negativ var fremkommet under fotograferingen af den ældgamle relikvie, der opbevares i et sølvskrin i domkirken i Torino, og som gennem tiderne er blevet betegnet som "Kristi ligklæde". - - Denne sag har i evangeliske kredse på ingen måde vakt den opmærksomhed, den fortjener. - -

En fotografisk nøjagtig fremstilling af Kristus! Det lyder fantasifuldt, og ordet "forfalskning" meldte sig da også straks, - med det resultat, at sagen blev endnu mere gådefuld. En forfalskning,, der kun med megen god vilje - og med overspringelse af en række kendsgerninger, der peger i modsat retning - kan placeres så sent som i det fjortende århundrede, men hvis fulde virkning først blev nået takket være en opfindelse, der blev gjort 500 år senere, - det er i sig selv en umulig tanke.

Videre refererer kronikken fra beskrivelsen i "Det Bedste":

Skjolderne på ligklædet viser aftrykket af en korsfæstet mand. De skyldes ikke menneskehånd, men ammoniakdunster, der opstår af gærende urinstof, som især findes i rigelig mængde under tortur, og som har påvirket et stykke lærred, der har været præpareret med aloe.

Den, som ligklædet har tilhyllet, er en korsfæstet mand. Det fremgår af naglemærket i venstre fod, som har været lagt over den højre, og af naglemærkerne, der ikke findes i håndfladerne, som legemets vægt hurtigt ville have revet op, men i håndleddene.

Kronikken gør ikke forsøg på give nogen videnskabelig forklaring; men anbefaler læserne at gå ind i den katolske boghandel i Bredgade, hvor man kan købe en fotografisk gengivelse.

I en ny kronik i Kristeligt Dagblad marts 1983 bringer Ellen Nielsen sagen i erindring og antyder, at nyere videnskabelige undersøgelser gør det højst usandsynligt, at ligklædet kan være så gammelt, som den folkelige overlevering vil hævde; men hun følger ikke antydningen op, men går i stedet over til nogle subjektive overvejelser om, hvorvidt der i de bibelske vidnesbyrd findes noget, der kunne stemme overens med den betydning, som tillægges ligklædet. Med andre ord: Hvis vi går ud fra, at der er tale om et autentisk levn fra Jesu korsfæstelse, - kan vi så i NT finde noget, som modsiger dette? Altså en oplagt ringslutning, som egentlig ikke bringer os et skridt videre. Citat: Er det ikke forunderligt, at Jesu ligklæde er bevaret gennem snart 2000 år, men først har kunnet tydes netop nu med de højteknologiske midler, som blev udtænkt til helt andre måske ikke ganske fredelige formål?

De omtalte videnskabelige undersøgelser har aldrig kunnet give noget endegyldigt svar på det helt centrale spørgsmål: Hvordan kan det forklares, at der på et ældgammelt klædestykke er blevet afsat aftryk af et menneskeligt legeme, der udviser en så påfaldende lighed med den overleverede forestilling om den korsfæstedes udseende.

Derimod har det været muligt at fastslå visse ting om både klædets alder og om dets mulige oprindelsessted. Den moderne kulstof 14 analyse er en ret sikker metode til at datere gamle sager med en forholdsvis lille usikkerhedsmargen, og på det grundlag er det muligt at fastslå, at de planter, som klædet er vævet af, må have vokset tidligst omkr. år 1260 og senest omkr. år 1390. Ved hjælp af pollenanalyse kan man sandsynliggøre oprindelsesstedet, og indtil for nylig var der enighed om, at de pågældende planter måtte have vokset i det sydlige Europa. Imidlertid antyder en notits i Kristeligt Dagblad 17/6 1999, at man ved de allernyeste undersøgelser også skal have fundet pollen med oprindelse i Palæstina. Tilblivelsestiden står foreløbig uantastet, og resultaterne fra flere af hinanden helt uafhængige undersøgelser er forbløffende overensstemmende.

Konklusionen af spørgsmålene om tid og sted synes da at være, at klædet med de gådefulde (og endnu uforklarlige) aftegninger må være fremstillet i eller importeret til det sydlige Europa i tiden mellem 1260 og 1390. Det kan ikke udelukkes, at klædet kan være fremstillet i Europa, men af importeret stof.

Dateringen stemmer overraskende fint sammen med de historiske overleveringer om ligklædets første forekomst som helligt relikvie.

Det træder ind i den egentlige (og dokumentérbare) historie i året 1357. Stedet er den lille kirke i den franske by Lirey. Her havde man af en lokal adelsdame lånt et klæde, som bar et billede af den korsfæstede Kristus. Hendes mand, som var død året før, hed Geoffrey de Charney. Der blev ikke givet nogen forklaring på, hvordan dette Kristusbillede var fremkommet; men i den lille kirke forstod man udmærket, at det kunne blive en sensation - og en fin indtægtskilde, hvis man kunne lokke pilgrimme til at besøge det. Og det kunne man!

Den lokale biskop hørte om sagen. Han udviste en overraskende skepsis. Men i stedet for at foretage diskrete undersøgelser tog han det drastiske skridt at forlange klenodiet destrueret. Dette lykkedes dog ikke; men udstillingen blev foreløbigt standset, og klædet vendte midlertidigt tilbage til ejerinden, og det forblev i familiens varetægt, indtil man foranstaltede en ny udstilling af det i 1389. Det var en slægtning med samme navn som den oprindelige ejer, Geoffrey de Charney, der tog initiativet til den nye udstilling. Han døde 1398, og derefter gik klenodiet videre i familien, indtil det et halvt århundrede efter blev solgt til Savoy-familien. Prisen var to slotte. Savoy-familien havde nære forbindelser til de senere konger af Italien, og formentlig ved deres mellemkomst havnede ligklædet i Johannes Døberens kapel i domkirken i Torino, hvor det befinder sig den dag i dag, - stadig officielt som Savoy-familiens ejendom. Det slap helt uskadt gennem en brand i kirken for nylig.

Da det moderne Italien i 1898 skulle fejre sit 50 års jubilæum, opstod der en ejendommelig konkurrence mellem de italienske byer: Hvem kunne præsentere den mest farverige turistattraktion som sit bidrag til festlighederne? Og her lykkedes det så Torino at markedsføre ligklædet, der hidtil kun havde været kendt i lokale kredse. Nu blev det verdensberømt. Man fotograferede det, og det var ved den lejlighed, man genopdagede de mærkværdige skygger på det. De var i tidens løb blevet så afblegede, at de havde været usynlige for det blotte øje i flere århundreder. Man havde måttet klare sig med den mundtlige overlevering om, at det var det ægte Kristi ligklæde. Nu mente man, at der forelå et virkeligt bevis. På det fotografiske negativ stod aftegningerne så klart, at ingen kunne være i tvivl om, at de forestillede en korsfæstet mand.

Fra Romerkirkens side var den officielle begejstring behersket. Den var så behersket, at man kunne fristes til i historiens bakspejl at se et tegn på en sammenhæng med ordren i 1357 om at ødelægge det kontroversielle relikvie.

Først med den moderne videnskab har vi fået midler til at godtgøre, at ligklædet umuligt kan være, hvad det engang blev angivet at være. Før den moderne videnskabs tid var der kun én eneste ting, der kunne have givet den samme viden: nemlig et sikkert svar på spørgsmålet: Når det ikke kan være det ægte Kristi ligklæde, - hvad er det så? Kan man forestille sig, at Paven altid har haft en sådan viden? Kan man forestille sig, at Paven udmærket har vidst, hvad det her var for en genstand, men at det ikke var i Pavens interesse, at denne viden blev kendt? Kan man forestille sig dette som den virkelige årsag til, at man allerede i 1357 fandt det mere opportunt at forsøge at ødelægge ligklædet end at forklare folk, der dyrkede det, at de tog fejl?

Vi véd, at ligklædet var totalt ukendt for offentligheden indtil det tidspunkt, da Charney-familien lod det udstille i året 1357. Dengang kunne aftrykkene på det endnu ses med det blotte øje, og vi må gå ud fra, at Charney's enke selv har troet på, hvad hun også gerne ville have andre til at tro. Klædet har været i familiens varetægt; men noget kunne tyde på, at hun først er blevet opmærksom på dets eksistens efter mandens død året forinden. Vi kan ikke undre os over, at hun er blevet dybt grebet af det syn, hun så, da hun foldede det ud. Et billede af en korsfæstet! Et billede af den korsfæstede! Der havde været større grund til undren, hvis hun havde valgt at beholde den opdagelse for sig selv.

Her vil det så være nærliggende at gisne om, hvad der kan have gået forud. Hun har næppe vidst, hvad det var, hun havde fundet i sin afdøde mands gemmer. Men han kan udmærket have vidst det, men uden at dele sin viden med hustruen. Og han nærede, så vidt vi véd, heller ingen ønsker om at dele sin viden med offentligheden.

Og så melder der sig et afgørende spørgsmål: Hvad han vidste, - var det det samme, som den katolske kirke vidste, da biskoppen forlangte klenodiet destrueret? Motiverne til at holde en sådan viden tilbage kan have været diametralt modsatte; men kernen i denne viden kan have været den samme. Begge parter kan have vidst alt om, at dette her ikke var Kristi ligklæde. Og den eneste plausible forklaring på en sådan viden må være, at begge parter har vidst, hvad det var i virkeligheden.

Med støtte i de moderne undersøgelser af klædets alder er vi på nogenlunde sikker grund, når vi antager, at det må være vævet i Charney's levetid. Han må have kendt dets historie. Ydermere er det jo ikke utænkeligt, at det har eksisteret og været i brug i en årrække til et eller andet formål, inden det blev udsat for den ydre påvirkning, som forvandlede det til et billede af en korsfæstet mand.

Kan man forestille sig, at Charney har vidst, hvad det var, og at han derfor betragtede det som et klenodie, der ikke skulle besudles af andre? Kan man forestille sig, at de kirkelige myndigheder har haft nøjagtig den samme viden, men havde solide motiver til at ønske det ødelagt? Med andre ord: at de godt nok vidste, hvem billedet forestillede, men absolut ikke ønskede, at hverken de selv eller andre blev mindet om den pågældende?

Og hvad kan så selve billedet fortælle os? Tiden tillader ikke en detaljeret redegørelse for alle de undersøgelser, der er blevet foretaget i tidens løb. Kun dette: Alle, som har undersøgt billedet seriøst, er enige om, at det forestiller en mand, som ikke blot er blevet korsfæstet, men som også har været udsat for andre former for hård tortur. Endvidere dette meget vigtige, at han må have overlevet mishandlingen.

Et levende legeme kan - under visse ekstreme omstændigheder - afsætte sådanne aftegninger, som er blevet bevaret på ligklædet; men det må anses for udelukket, at de kan hidrøre fra et dødt legeme. I selve dødsøjeblikket ophører de fysiologiske processer, som formentlig er den eneste mulige forklaring på fænomenerne, og dette faktum gør det på forhånd umuligt at komme videre med den folkelige påstand, at der skulle være tale om et autentisk "Kristi ligklæde". Den person, som klædet har været i fysisk kontakt med, har været i live, mens den kemiske proces gik sin gang, og her er det ikke blot et spørgsmål om få øjeblikke. Vi taler om timer, - eller endog dage.

Men har vi overhovedet nogen mulighed for at nærme os et bud på, hvem denne mand kan være?

Vi kender ikke svaret; men ved logisk tænkning kan vi alligevel komme tæt på et muligt svar. Det er jo f.eks. rimeligt at forestille sig, at der er tale om en mand af en vis betydning, - en som Charney-familien har set op til, men også en, hvis minde Romerkirken kun ugerne så bevaret. Var det en kætter?

Det følgende er et referat af en fantastisk beretning, som stammer fra en engelsk bog fra 1997. Den er spændende som en kriminalroman, men desværre en blanding af historisk dokumentation og vilde gætterier. Den skal derfor læses med stor varsomhed og med megen kritik. Forfatterne (for der er to) hedder Christopher Knight og Robert Lomas, og bogen titel er "The Second Messiah". Den bog er vistnok det hidtil første forsøg på at sætte Torino ligklædet ind i en rationel, historisk sammenhæng, - selv om ordet "rationel" nok skal tages med et gran salt. Vi må nok være forsigtige og nøjes med at tage deres udredning for det, den er: en teori. Men vi nødes til at indrømme, at der ikke før er givet nogen forklaring, der stemmer bedre med de foreliggende historiske kendsgerninger.

Det hævdes her, at der var en nær forbindelse mellem Charney-familien og Tempelordenen, der som bekendt i begyndelsen af 1300-tallet blev udsat for et komplot, som resulterede i ordenens undergang. Hovedmændene var Frankrigs konge, Philip den Smukke og pave Clemens V. Paven var (populært sagt) i lommen på kong Philip, der var i voldsomme økonomiske vanskeligheder. Han besluttede at sætte sig i besiddelse af Tempelordenens uhyre rigdomme, og dertil behøvede han pavens hjælp. Med falske anklager for kætterier begyndte en af historiens mest afskyelige skinprocesser, og de fleste af de opdigtede anklagepunkter blev bekræftet ved tilståelser, frembragt under bestialsk tortur. Inkvisitorerne kunne deres kram!

Processen foregik i årene 1307 til 1314, og de tempelriddere, der ikke var døde under torturen eller flygtet til Skotland (hvor de forvandlede sig til frimurere), blev brændt på bålet, bl.a. ordenens stormester Jaques de Molay.

Stormesteren havde i løbet af de syv år, hvor han havde siddet i fangenskab, været udsat for en raffineret tortur, og det hævdes i bogen, at inkvisitorerne i visse tilfælde brugte korsfæstelse som tortur. Dette gjaldt i særdeleshed tilfælde, hvor anklagen lød på bespottelse af Kristus, og dette var jo netop en af de opdigtede anklager mod Tempelordenen.

Det var for inkvisitorerne af betydning, at Molay blev tortureret så effektivt, at han tilstod, hvad man ønskede, at han skulle tilstå; men det var lige så vigtigt, at han ikke døde undervejs, for det var bestemt på forhånd, at han skulle brændes på bålet til skræk og advarsel. Historien beretter i øvrigt, at han på selve bålet tilbagekaldte alle tilståelser.

Den moderne engelske krønike beretter altså, at Molay blev korsfæstet som en grufuld hentydning til det, man anklagede ham for: at fornægte den korsfæstede. Torturen blev afbrudt i allersidste øjeblik, og i dybt bevidstløs tilstand blev han efterladt på et leje, foreløbig dækket af et hvidt linnedklæde. Det var som nævnt meget vigtigt, at han overlevede; men da sygepleje ikke hørte under inkvisitorernes opgaver, hidkaldte man efter gældende sædvane folk udefra, som under behørigt opsyn kunne give ham den fornødne pleje i fængslet. Og disse "nogen" skulle så have været folk fra Charney-familien, der i forvejen var selvskrevne til at yde en sådan hjælp, da et andet medlem af familien var blevet fængslet og tortureret sammen med Molay, der ikke selv havde nære slægtninge inden for rækkevidde.

Det blodplettede klæde, der havde været lagt over den næsten døde, tog de med sig hjem, vaskede det og gemte det. For det første kunne det ikke bruges til noget andet, for det viste sig umuligt at udslette alle blodspor, og for det andet kom det til for dem at stå som et dyrebart minde om en mand, om hvis uskyld i hvert fald de ikke nærede nogen tvivl. I Charney-familien blev det gemt som et privat klenodie, og det blev først for alvor kontroversielt, da det 43 år efter blev fundet af en enke, der tilsyneladende ikke vidste besked med sin afdøde mands hemmeligheder.

Så vidt fremstillingen i den engelske bog.

Bogens titel er som nævnt "The Second Messiah". Det er en spændende, men noget forvirrende (og forvirret) bog. Men den er absolut læseværdig, hvis den læses med fornøden kritik. En af de mere fantasifulde påstande er, at Jaques de Molay af sin samtid blev anset for at være en ny Messias. Deraf bogens titel.

Men det er en anden historie.

Niels Aarup 1999 - Sokkelund kirkeside


Til toppen Link til sider om ligklædet:
1. http://www.ligklaedet.dk/
2. http://www.catholic-web.dk/jesulig.html
3. http://www.kristendom.dk--Mystisk-ligklaede-fascinerer-millioner
4. http://www.hvidt.com/-- ligklædet i Torino
5. http://www.tempelherrerne.dk/menu/Torino_ligklædet/Katolsk_ligklæde.pdf